Ada Kunning

Ada Kunnings forældre var af jødisk afstamning, men de lod deres børn døbe i folkekirken. Assimilationen til dansk kultur blev ydermere understreget ved, at efternavnet Cohen blev udskiftet med det nye Kunning. Ada Kunning blev i 1907 student fra Frederiksborg Statsskole i Hillerød, hvor hendes fader var ansat som overlærer til sin død i 1905. Med sin moder og søsteren Lilly K., der siden oprettede egen børnehave, flyttede Ada Kunning derefter til barndomsbyen København Hun begyndte at studere teologi, hvad der endnu var et særsyn blandt kvindelige studerende, og langtfra nød alle universitetsprofessorers og kirkelige autoriteters velvilje. Som student drømte Ada Kunning om at blive missionær, men hun måtte opgive sine teologiske drømme på grund af svigtende helbred. Hun blev tiltrukket af den nye kristelige studenterbevægelse og aktiv heri. I 1909 gik hun ind i De Samvirkende Menighedsplejer (DSM), startet i 1902 og inde i en rivende udvikling. Hun begyndte som en af DSMs mange ulønnede hjælpere, men fik hurtigt en fast stilling som hjælpesekretær, 1939-42 som sekretær og endelig som kasserer til sin død. Ada Kunning blev en af de mest påskønnede og betroede medarbejdere under initiativtageren Alfred Th. Jørgensens ledelse. At Ada Kunning havde administrative og organisatoriske evner viste sig i den daglige ledelse af DSMs hovedkontor, der koordinerede langt de fleste lokale menighedsplejers arbejde i København, på Frbg. og i Hellerup. I 1927 var de lokale menighedsplejers antal nået op på 70, og tallet fortsatte med at vokse. Langt de fleste frivillige var kvinder, der blev en organisatorisk ressource i det efterhånden omfangsrige kirkeligt-filantropiske hjælpearbejde, der omfattede børneplejestationer, syge-, rekreations- og alderdomshjem samt ældreaktiviteter.

Ada Kunnings organisationstalent kom særligt markant til udtryk under og efter Første Verdenskrig. Krigen udløste i det neutrale Danmark bl.a. et omfattende nødhjælpsarbejde i København, hvori DSM fik en nøglefunktion som samarbejdspartner med Københavns Understøttelsesforening og Foreningen Mødres og Børns Bespisning, den ad hoc oprettede Centralkomité af 1914 og i alliance med bystyret. DSMs hovedindsats kom i denne periode til at ligge i bespisning af enlige mødre og børn, og i krigsårene uddeltes næsten 2,25 mio. måltider i hovedstaden. Efter fredsslutningen påtog DSM sig i 1919 at arrangere rekonvalescensophold for underernærede sønderjyske og tyske børn hos familier rundt om i Danmark. Ada Kunning havde sans for at ordne forhandlinger med toldmyndigheder, og hun stod bag transport og fordeling af flertallet af de i alt 4.507 børn, som alene i DSM-regi kom til Danmark fra det krigshærgede og slagne Tyskland. Hun skrev de informerende pjecer Hvad er Menighedspleje?, 1916, Hovedpunkter i vor Sociallovgivning, 1930, samt Socialreformens Hovedpunkter, 1934.

Selv gjorde Ada Kunning ikke et stort nummer ud af de mange års konstruktive og krævende indsats, hun som ugift og barnløs kunne investere sit religiøse engagement og sin stædige arbejdsvilje i. Gennem adskillige år var hun med til at befæste DSM som en væsentlig og stilfærdig side af det moderne kirke- og menighedsliv.