Tove Ólafsson

Allerede som barn vidste Tove Ólafsson, at hun ville arbejde med sine hænder. Hun blev først uddannet som billedskærer, bl.a. hos Poul B. Olrik 1927-28 og hos den italienske billedhugger A. Aloisi i Firenze 1929- 30. I 1931 blev hun svend, men havde i flere år svært ved at finde arbejde. Det var i begyndelsen af funktionalismens tid, hvor det dekorative og det overflødige blev afskaffet. Derfor havde man ikke længere brug for billedskærere, som kunne pynte møblerne med ornamenter. Faderens broder, den kendte oversætter af russisk litteratur Einar Thomassen, opmuntrede hende da til at søge ind på Kunstakademiet, hvor hun studerede 1932-35 hos Einar Utzon- Frank. Einar Thomassens støtte og deres indbyrdes diskussioner betød meget for Tove Ólafssons kunstneriske udvikling. Også den islandske billedhugger Sigurjón Ó., som hun blev gift med i 1934, opmuntrede og vejledte hende.

Tove Ólafsson debuterede i 1934 på Kunstnernes Efterårsudstilling med en lille figur, som hun kaldte Tvillingemoderen. Skulpturen blev ødelagt af en stige, og lidt paradoksalt blev erstatningen herfor hendes allerførste indtægt. I 1941 vandt hun en konkurrence som Den Kgl. Porcelainsfabrik havde udskrevet med skulpturen Liggende Kvinde. Et gennemgående tema i Tove Ólafssons arbejder var moder-barn motivet, men også mand-kvinde og dyr-barn havde hun en forkærlighed for. Det var hendes ønske, at værkerne skulle være tilgængelige for alle, og derfor arbejdede hun med almengyldige temaer som moderfølelse og samhørighed. Der er megen ømhed i hendes skulpturer af moder og barn, og temaet kan føres tilbage til 1944, hvor hun på kunstnersammenslutningen Kammeraternes udstilling viste skulpturen Mor og Barn. Den skildrer en ung, frodig moder, som er i gang med at amme. Granitskulpturen Mor og barn, 1961, der blev opstillet i Eventyrhaven i Odense, viser en moder, der er ved at lære sit barn at gå. Barnet er helt opslugt i hendes skørter og er ligesom groet sammen med moderen. Men nu skal det lære at gå selv og opdage verden.

Tove Ólafsson arbejdede sjældent direkte efter model. Det var som regel selve materialet, træet eller stenblokken, som inspirerede hende. Når hun havde dannet sig et motiv i hovedet, plejede hun at lave en ganske lille skitse for derefter at gå i gang med blokken. Hun arbejdede med vidt forskellige materialer og holdt lige så meget af at hugge i sten eller træ som at modellere med ler. Arbejdet med træ foregik med mejsel og stemmejern samt en knippel i det hårde træ. Skulpturen Pige med Kat, udst. 1944, havde sin oprindelse i to blokke moseeg, et sjældent og dyrt materiale, som kunstneren havde stor glæde af at bearbejde. Blokkens grønne, grå og brune farver virkede stærkt inspirerende på hende. Skulpturen fremviser stor kontrast mellem kroppens nederste del med de tunge ben og brede hofter og den unge piges små bryster. Katten, der står på pigens skulder, danner med sin hale en vertikal akse, som giver en vis lethed til de tunge former. Samtidig skaber den en humoristisk virkning. Lille pige fletter hår, 1956, viser en meget ung pige, der sidder på en træstamme og ordner sit hår. Hendes tynde krop, de lange ben og det fine ansigt med det koncentrerede og lidt generte udtryk kendetegnes ved en særlig elegance, som er noget atypisk for Tove Ólafssons ellers tunge former og robuste, næsten primitive, ansigter. Statuetten Vaskekone, 1956, viser en meget kompakt kvindeskikkelse, skåret i ask. Med stor dygtighed har kunstneren været i stand til at lade træets årer følge kroppens former og danne et rytmisk, virkningsfuldt linieforløb. Med undtagelse af enkelte abstrakte skulpturer fra en eksperimenterende periode var Tove Ólafssons værker naturalistiske. Hendes figurer udstråler ro, varme og soliditet, og hendes formsprog er både summarisk og stærkt disciplineret. Det var ikke det flygtige, men det eviggyldige, hun skildrede.

Tove Ólafsson udstillede på Charlottenborgs Forårsudstilling 1935-40 samt på Charlottenborgs Efterårsudstilling i 1939. I 1944 blev hun det første kvindelige medlem af kunstnersammenslutningen Kammeraterne og samtidig gruppens første billedhugger. Hun udstillede med sammenslutningen næsten hvert år frem til sin død i 1992, ligesom hun havde en række separatudstillinger. Sammen med sin mand bosatte hun sig 1945 i Island. Parret boede under meget primitive forhold i en amerikansk militærbarak. I 1953 vendte de tilbage til København og blev to år efter skilt. De følgende år blev vanskelige for Tove Ólafsson. Hun stod alene med to døtre og havde dårlige arbejdsforhold i Nærum, hvor hun både boede og arbejdede, indtil hun flyttede til kunstnerbyen i Hjortekær. Da Københavns kommune i slutningen af 1950’erne købte en figur af hende, begyndte hendes økonomiske situation at blive bedre. Tove Ólafsson modtog i årenes løb en lang række æresbevisninger, heriblandt Eckersbergs Medaille 1948, Kai Nielsens Mindelegat 1959 og Tagea Brandts Rejselegat 1960. Hun udførte mange udsmykningsopgaver, fx Fontæne, 1957, til Bikubens Hovedsæde i Silkegade, Mor Groa i islandsk gråsten til Vanløse Skole 1963 og Kvindefigur i rød cement til Torvet i Stege 1968. Flere af hendes skulpturer findes i danske museers eje.