Thyra Jensen

Thyra Jensen voksede op som den ældste af otte børn i et grundtvigsk lærerhjem i Yding ved Horsens, efter at hendes fader i 1867 af de tyske myndigheder var blevet tvunget til at forlade sin stilling som lærer i Sønderjylland. Som 14-årig blev hun husholdningselev hos sin slægtning, den aldrende præst Anton Bay i Allested på Fyn, hvis ægteskab var barnløst. Hun blev præget af dette aristokratiske miljø, og hendes forældre insisterede derfor på et ophold på Ebeltoft Højskole i sommeren 1883 hos den tidligere Venstrepolitiker N.J. J. og hans hustru Nanna J. og med forstanderparrets niece, kvindesagsforkæmperen Eli Møller, som underviser. Hun tog på endnu et kursus der den følgende sommer, hvor hun blev forlovet med højskoleforstanderens søn, teologen Frede J. Da hendes politiske sympatier for Venstre derefter viste sig uforenelige med familien Bays holdninger, blev hun 1886 ansat i en broderiforretning. 1887 lærte hun sygepleje på Horsens Sygehus, og de sidste år før giftermålet i 1889 tilbragte hun hos svigerforældrene som kokkepige i Ebeltoft præstegård og håndgerningslærer på højskolen. Efter to år som nygift kapellankone i Ølgod var hun præstekone i Vendsyssel til 1902 og på Lolland til 1928. 1895-1904 var hun svigermoderens efterfølger som tilsynsførende for håndarbejdsundervisningen på højskolerne.

1904-08 var Thyra Jensen som en af de første kvinder medlem af et offentligt udvalg, det kirkelige udvalg, som i øvrigt bestod af 34 mænd. Udvalget skulle bl.a. udtale sig om indførelse af en synode for folkekirken, hvilket Thyra Jensen stemte imod, lov om menighedsrådenes adgang til valg af præst, indførelse af en kirkelig ligning og afskaffelse af præstegårdsjord. Man behandlede også indførelse af tvungent borgerligt ægteskab for alle med efterfølgende frivillig kirkelig velsignelse, hvilket mange toneangivende medlemmer af Dansk Kvindesamfund (DK) anbefalede, især fordi man var utilfreds med vielsesritualets ord om kvindens underdanighed. Thyra Jensen mente, at flertallet af Danmarks kvinder ville beholde den kirkelige vielse, og foreslog derfor en prøveperiode på ti år, hvor begge ordninger var en mulighed. Hendes forslag blev nedstemt, og sammen med flertallet i udvalget gik hun derefter ind for tvungen borgerlig vielse. Loven vedtoges i Folketinget, men faldt i Landstinget. Herefter indsendte DK et ændringsforslag til vielsesritualet til udvalget, som Thyra Jensen støttede. Et nyt kirkeligt vielsesritual, hvori ordene om hustruens underordning under manden var slettet, blev indført i 1912. I udvalget gik hun desuden varmt ind for børns ret til at gå til alters og indførelse af bægre til hver enkelt altergæst. Thyra Jensen var formand for DKs kreds i Sakskøbing 1909-12 og redigerede i samme tidsrum Kvindernes Almanak.

Thyra Jensens interesse for kvinders åndelige og sædelige udvikling gav sig i årene omkring århundredskiftet udslag i hendes omfattende skribentvirksomhed med småfortællinger og skitser i folkelige ugeblade, bl.a. Nordstjernen og Søndagsbladet, hvoraf mange senere udkom i bogform. 1901 skrev hun sin første børnebog En lille Historie om de fire smaa Piger, som blev efterfulgt af andre i de følgende år. I sine børnebøger brugte hun fortællestof fra sin egen barndom og slægt. Blandt bøger for voksne var Musen, 1902, og En lille Pige som danser, 1910, men hendes tyngdepunkt som forfatter var en række novellistiske biografier, som indledtes med en skildring af hendes svigermoder i En dansk Præstekones Historie, 1915. Den var baseret på breve og, til slægtens fortørnelse, også på et erindringsmanuskript, som Nanna J.s moder Eline Boisen havde efterladt sig, og som familien herefter lod forsvinde. I 1922 fulgte Constance Leth om N.F.S. Grundtvigs ungdomskærlighed. Manuskriptet til denne bog og de breve fra Leth, som bogen bl.a. var baseret på, brændte ved Vigsnæs præstegårds brand 1918. Men det lykkedes Thyra Jensen at genskabe manuskriptet, og bogen blev hendes største succes, som udkom i omarbejdet og forøget udgave 1941. Andre biografiske skildringer var Kvinder i Grundtvigs Liv, 1934, og Bispinde Nanna Boisen, født Anna Nannestad, 1935. Hendes novellistiske stil er let og livfuld, undertiden så let, at den nærmer sig en idyllisering; men hun ejer evnen til at fortælle en historie, så den fængsler sin læser, og hun kan med få streger gøre en situation, historisk eller nutidig, levende og nærværende.

I 1935 blev Thyra Jensen kongerigsk formand for Den Sydslesvigske Kvindeforening, der var stiftet 1922 med henblik på socialt arbejde for det danske mindretal, og hun fik idéen til Slesvigske Kvinders Julebog, som hun udgav fra 1936 til sin død. Det betragtelige overskud herfra gik ubeskåret til hjælpearbejdet i Sydslesvig, bl.a. til at aflønne en sygeplejerske. Bøgerne indeholdt biografier af slesvigske kvinder og skildringer af arbejdet for danskheden i Sydslesvig før, under og efter Anden Verdenskrig. I erindringsværket Fra gamle Præstegaarde, I-II, 1930-31, har hun givet en indtagende skildring af sit liv og dermed også af de præstegårde, hun selv stiftede bekendtskab med. Fælles for de lutherske præstegårde med de mange børn og de altid åbne døre for sognebørn, der trængte til råd eller trøst, var “Præstegaardsaanden, som ikke kan udgrundes”, men som “lugter af friske Blomster, Gemmeæbler og Kaffe – grumme meget af Kaffe”.