Teckla Juel

Teckla Juel voksede op i Sydslesvig sammen med søstrene Alfhilda (g. Mechlenburg) og Fanny Suenssen. De tre søstre blev alle forfattere. Efter faderens død flyttede familien til København, men 1848-50 boede Teckla Juel i Norge, som hun siden vendte tilbage til imellem sine ophold på Langeland, i Jylland og i København Teckla Juel dyrkede både musik og litteratur; som 16-årig udgav hun anonymt kompositionen Fiskerpigens Klagesang, der faldt i tidens smag og udkom i tre oplag. Den efterfulgtes af flere tilsvarende sange Vemod, 1851, Længsel, 1856, og Amors Rekrut, 1858. Denne lyriske produktion kronedes med to store fortællende digte Ivan Mikkel, 1860, og Den sorte Ravn, 1861; sidstnævnte udkom under pseudonymet Johan Fedder og blev udgivet af Frederik Barfod.

I 1860 blev Teckla Juels første roman Caja trykt anonymt som føljeton i Dagbladet. Titelfiguren fortæller historien om sin kærlighed til en fætter, ledsaget af romantiske og forunderlige omstændigheder, der var egnet til at fastholde læsernes interesse fra dag til dag, et mistet og genfundet barn, en vanvittig pige, en tyrannisk onkel og en naturkvinde med kræfter som en mand. Den moraliserende tone og sentimentale beskrivelse af Cajas familie med de hjertensgode forældre, trofaste tjenestefolk, den blomstrende have og gamle brune hest underholdt og tilfredsstillede en bred læserkreds, selvom det ikke lykkedes forfatteren at forbinde alle historiens tråde til slut. De efterfølgende romaner Planterens Datter, 1864, og I Jylland, 1865, udkom anonymt. Siden skrev hun under forskellige pseudonymer; de to noveller Hans Lindberg. Jeppa, 1866, udkom under navnet Carl Krone og Blancogade Nummer Syv, 1867, havde Thorvald Thure på titelbladet. Forfatterskabet var for Teckla Juel i mindre grad et eksistentielt og æstetisk anliggende, og det ændredes ikke ved ægteskabet i 1867 med adjunkt Axel Juel, kun valgte hun for en tid den kortere form, digtet og novellen, som bedre lod sig forene med husmoderforpligtelserne i det nye hjem i Ålborg. Da ægtemanden, som opnåede at blive justitsråd, blev pensioneret i 1876, flyttede familien til København

Teckla Juel publicerede flittigt i aviser og blade som Berlingske Tidende, Illustreret Tidende, Skandinavisk Folkemagazin og Aftenlæsning; i 1891 udkom en samling noveller Paa Skraaplanet. Hendes tre sidste romaner Hittebarnet, 1870, Zigeunerbarnet, 1871, og Karen, 1874, udkom under pseudonymet “Af Forf. til ’Planterens Datter’”. På det tidspunkt havde den litterære smag udviklet sig i retning af en realisme og naturalisme, som Teckla Juel ikke følte sig fortrolig med. Sammen med de to søstre skrev hun børnebogen Ej blot til Lyst, 1880, lystspillet En Skilsmisse, opført i Norge 1872 og siden med titlen Et Ægteskab i Fare på Folketeatret i København og syngespillet Judith eller Fare og Flugt, 1875, hvortil hun formentlig komponerede musikken. Adskillige af Teckla Juels bøger blev oversat til svensk og tysk, og især i Tyskland blev forfatterskabet værdsat. I 1883 var hun ligesom sine søstre blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven.