Suzanne Brøgger

Faktaboks

Suzanne Brøgger
Suzanne Preis Brøgger Zeruneith
Født
18. november 1944, København
Arbejdsliv
Forfatter
Familie

Forældre: direktør Ove Preis (1920-69) og Lilian Henius (1921-93).

Gift 17. maj 1991 (b.v.) med docent Keld Zeruneith, født 19. marts 1941 i København, s. af fabriksarbejder Hans Peter Christiansen og Kamma Zeruneith.

Børn: Luzia (1986).

Suzanne Brøgger

Suzanne Brøgger har gjort sit eget liv til tema i sit forfatterskab. Som kunstner har hun forholdt sig som livseksperimentator og oprører. I 1990'erne lagde hun afstand til sit tidligere liv og forfatterskab — hun, der var blevet opfattet som verdens frieste kvinde, havde taget fejl; hun havde ikke opfyldt sine egne ønsker, men i virkeligheden kun andres!

Suzanne Brøgger
Af .
Suzanne Brøgger

Suzanne Brøgger. Foto fra 2010.

Suzanne Brøgger
Af /Gyldendal.

Artikelstart

I Suzanne Brøggers forfatterskab indgår liv og skrift i et gensidigt kommenterende forhold til hinanden. Med livsberetningen som centrum afspejler hendes værker de mentale brydninger i 1900-tallets sidste årtier. Suzanne Brøggers forældre blev skilt, da hun var seks år, og hun boede herefter med sin moder, søster og stedfader i Virum. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, senere i Bangkok som følge af hendes stedfader Svend B.s udstationering for FNs børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand. Efter studentereksamen 1964 fra Th. Langs Gymnasium i Silkeborg studerede hun russisk ved Københavns Universitet og begyndte at skrive reportager fra rejser til Mellemøsten, Vietnam og det daværende Sovjetunionen. En del af journalistikken fra sidste halvdel af 1960’erne optræder i essaysamlingen Brøg, 1980.

Suzanne Brøgger debuterede i bogform i 1973 med Fri os fra kærligheden, en blanding af essays, fiktionsagtige stykker, erindringer, erotiske oplevelser og fantasier. Bogen var ment som en bombe under hele den vestlige verdens livsform med skytset rettet mod patriarkatet og kernefamilien. Centralt står opgøret med kærlighedens snærende institutioner: ægteskab og monogami. Med slagfærdige analyser og veloplagt provokation opfordrede hun til at ødelægge det stivnede og døde og sætte eros fri. Forførelse og forandring er nøgleord, også i den efterfølgende Kærlighedens veje og vildveje, 1975. Med disse bøger var grunden lagt til den rolle som erotisk opdagelsesrejsende, der blev udfoldet i Creme fraiche, 1978, første bind af en selvbiografisk, såkaldt føljeton, der videreførtes med Ja, 1984, og Transparence, 1993.

I Creme fraiche fremstiller Suzanne Brøgger sig selv som en eksperimentator, der lever uden for de vedtagne idéer om en bestemt kvindelig livspraksis. Bogen fortæller bl.a. om hendes tidlige ungdom i Bangkok med elskeren og læremesteren Max som inspirator til den oprørske kærlighedsfilosofi, hun lagde krop og pen til. Hendes private projekt “at forme livet efter sin egen vilje” afspejlede lignende bestræbelser i tiden, affødt af ungdomsoprøret og den nye kvindebevægelse. Men hvor andre kvinder undersøgte kvindeundertrykkelsens karakter og historie, pegede Suzanne Brøgger med oprømt optimisme på, at man da bare kunne gøre noget andet, frigørelse var et spørgsmål om at ville. Hun afviste den kvindelige svaghed og offerposition og besværgede styrken. Den smukke, uafhængige tiger blev et selvbillede i disse år. Hendes slående ydre, hendes berejsthed, skildringerne af en overskridende seksualitet og hendes sans for at fremsætte kritik med fandenivoldsk humor og mediebevidst optræden gjorde hende til genstand for stor opmærksomhed. Selveksperiment og skriveeksperiment var fra starten tæt koblet sammen. Mellem rejserne boede Suzanne Brøgger på skift i en lille lejlighed i København og i en nedlagt skolebygning på landet i Vestsjælland. Modstykket til den kosmopolitiske side af hendes liv skildres i En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege, 1979. Livsintensiteten etableres her i en langsom, nærmest zenbuddhistisk hengivelse til hverdagens enkle handlinger og naturen. Samtidig angives prisen for den konstante psykiske bevægelighed og modtagelighed som en angst for bånd og illusioner. Eposet Tone, 1981, et hyldestdigt til en hattesyerske og livskunstner, kan læses under denne synsvinkel. Tone giver alt, hvad hun har, gratis uden at tage imod mere, end hun kan tåle at miste.

Det tidlige forfatterskab er præget af et frejdigt oprørsk nej til det vedtagne, men i Ja, føljetonens anden del, siges der forsøgsvis ja til en mand, der lokker med den forløsende kærlighed, men alligevel kommer til at optræde i rollen som domptøren, der tæmmer tigeren. Passionshistorien slutter ikke med en jordisk forening i form af ægteskab, men med en himmelsk ekstase på Oliebjerget i Jerusalem. Fortælleren er i frit fald ud i det store mulighedsrum med en vinge tatoveret på hælen som symbol på den genvundne frihed. Med Transparence, føljetonens tredje del, der udkom knap ti år efter, satte Suzanne Brøgger et eftertrykkeligt punktum for den store flyvetur. Allerede i Brøg havde hun klaget over “den vingeløse Eros”, den seksuelle frigørelses trivialisering. I Ja pointeredes det, at kærligheden ikke er nogen hobby, men en forandrende kraft med konsekvenser. Yndlingsordene forførelse og forandring blandede sig gradvis med forestillinger om en religiøst farvet transcendens. Det kan ikke mindst iagttages i essaysamlingen Den pebrede susen, 1986, der bl.a. omhandler længslen efter at forbinde sig med kosmos, universets skabende kræfter, aflæst gennem så forskellige skikkelser som middelalderens helgeninder og nutidens anorektikere. Transparence former sig som en revision af fortiden og skildrer forfatterens lede ved det hidtidige liv, der i bøgerne og medierne har taget sig så interessant og eksotisk ud. Synspunktet er, at den offentlige rolle som superforførerske, erotikkens og frihedens ypperstepræstinde har forfulgt og udslettet hende som person. Fra et nulpunkt berettes der om en periode med ensomhed og søgen efter sammenhæng og mening, med både dagliglivets enkle beskæftigelser og en tibetansk lama som hjælpere. Befrielsen fra mytens fangenskab kommer i form af en mand, der hugger hendes tjørnehæk ned. Hendes selvfremstilling tager her form af en Tornerose, der befries fra den lange søvn. Det vakte overraskelse, at Suzanne Brøgger, der var blevet opfattet som verdens frieste kvinde, afsvor sig sit tidligere forfatterskab og hævdede, at hun mest havde opfyldt andres ønsker, ikke sine egne. Myten om hende selv havde overhalet hende indenom. Den gennemfotograferede forfatter viste sig denne gang iført et hættekostume, der fik kulturjournalisterne til at tale om bodsdragt, en modsætning til de store hatte og fantasifulde antræk, som fotograferne hidtil havde foreviget hende i. Ingen anden dansk forfatter har som Suzanne Brøgger tydeliggjort det moderne samspil mellem forfatter, medier og publikum.

Føljetonens tre dele skildrer en kvinde, der starter som livseksperimentator, udvikler sig til kunstner og sluttelig indgår i den institution, hun har kritiseret så skarpt: ægteskab og familie. Selv fik Suzanne Brøgger barn og giftede sig, efter at hun var fyldt 40 år. Trilogien kan samtidig læses som et billede på tidens bevægelser, fra en drøm om frihed både på det samfundsmæssige og personlige plan, til en nådesløs erkendelse af drømmens fallit. Den fejlslagne drøm om transcendens gennem det erotiske og nedbrydningen af stivnede menneskelige relationer udtrykkes skarpest i skuespillet Efter orgiet, 1992. Det behandler med aids som metafor de frygtelige og perverterede opløsninger af alle menneskelige forhold, der er fulgt i kølvandet af den såkaldte seksuelle frigørelse. Død og ødelæggelse er hovedingredienser i dette mareridtskatalog over den moderne undergangskultur. Suzanne Brøggers gendigtning af det oldislandske kvad Vølvens spådom, 1994, ligger med sine fantasier om verdens ødelæggelse i forlængelse af den pessimisme, som hendes kulturkritik har udmøntet sig i.

Et hovedværk i Suzanne Brøggers forfatterskab er den store slægtssaga Jadekatten, der udkom 1997. Den behandler på en ny måde samme stof som føljetonen, men indsætter forfatterens egen historie i slægtens, en indvandret jødisk-polsk familie, der kom til at grundlægge De Danske Spritfabrikker, og hvoraf nogle blev “Danmarks store sønner”. En del af de efterfølgende medlemmer af slægten blev repræsentanter for de opløsningstendenser i det moderne samfund, som Suzanne Brøgger løbende har rettet sit røntgenblik imod. Både i sin første bog og i essaysamlingen Kvælstof, 1990, har Suzanne Brøgger skrevet om sin moders selvmordsforsøg og evige sygdomsiscenesættelser, der ikke mindst for barnet Suzanne betød en destruktiv rolleombytning i forholdet barn-voksen. Jadekatten uddyber dette, både i form af et moderopgør og en generel historie om kernefamilien som en dødedans, hvor alle svigter hinanden på de mest grundlæggende måder. Slægtssagaen fremviser den problematiske opvækst og tidens idéer som baggrund for den eksperimenteren med kvindelig identitet og roller, som Suzanne Brøgger foretog i lighed med andre kvindelige forfattere, men unægtelig mere radikalt. Radikaliteten gælder både erfaringer og udtryk. Genremæssigt falder ingen af hendes bøger inden for faste litterære kategorier, de er blandingsformer, med en sprogtone, der er båret af pointeret vitalitet, humor og ironi. Det gælder også Jadekattens sorte historie om det private livs helvede og samfundets kommen til kort. Den kulturelle forfaldshistorie har hun i strøtankens form videreført i optegnelserne Et frit og muntert lig, 1998.

Oplevelsen af at blive trængt uden for verden og selv sætte sig uden for den, skildrer Suzanne Brøgger i Kvælstof som en grundoplevelse, hun har med sig fra barndommen. Alle essaysamlingerne beskriver med forkærlighed mennesker, der befinder sig i outsider-positioner, eller som har erfaringer, der er grænseoverskridende eller oprivende. I Jadekatten ender Suzanne Brøggers alter ego som posedame, en figur, hun også i Kvælstof har identificeret sig med som kulturelt symbol og sandhedsvidne: “Hun kan ikke indoptages og blive salonfähig, hun inkarnerer det uacceptable, det urovækkende, det forargelige og det forvirrende.” Formuleringen kan angive hendes opfattelse af sin egen rolle som kunstner. Suzanne Brøgger har modtaget en lang række hædersbevisninger og legater, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1985 og samme år den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond. I 1997 blev hun medlem af Det Danske Akademi.

Beskrivelser og portrætter af Suzanne Brøgger

  • Tegn. fra 1968 og 1975 af Hans Bendix i Fr.borgmus. Mal. fra 1982 af Niels Winkel. Foto i Fr.borgmus. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig