Sorella Englund

Faktaboks

Sorella Englund
Født
23. december 1945, Helsingfors
Arbejdsliv
Danser, solodanser og balletmester
Familie

Forældre: komponist Einar E. (født 1916) og pianist Meri Gyllenbögel (1917-56).

Artikelstart

Sorella Englund har været en sjælden kunstner, der har formået at give sin livsindsigt et kunstnerisk udtryk, og hvis humanisme tilsyneladende har berørt alle omkring hende: danserkolleger, koreografer og publikum. Hun har således ikke alene optrådt som en bevægende danser, men også som en opmuntrende og ildfuld pædagog og iscenesætter. Hun voksede op i Helsingfors i Finland, hvor hendes faders begavede, men selvcentrerede karriere som komponist, satte præg på alle i familien. Moderen var pianist, men måtte undertrykke sit eget talent for at passe huset og de tre børn. Psykisk bukkede hun under og døde, da Sorella Englund var ti år gammel. Det var et uopretteligt tab, der kom til at præge hendes liv. Allerede som otteårig var hun blevet optaget på balletskolen ved den finske nationalopera, og på mange måder blev dette andet liv i teatrets verden hendes redning. Her var det kun kroppen og kunsten, der gjaldt, ikke det private. I dansen blev alt til en sejr for hende. Hun havde nemt ved at lære trinene, og hendes hurtige krop mestrede det meste. Den danske balletmester Harald Lander lagde allerede mærke til hende, da han satte Etudes op for det finske kompagni i 1964. Som stjernedanser kom hun dog ikke til at folde sig ud i Finland, men derimod i Danmark. Da hun som 20-årig i 1966 besøgte København for at tage undervisning på Birger Bartholins Internationale Balletseminar, tilbød balletmester Flemming Flindt hende engagement ved Den Kgl. Ballet.

Sorella Englunds gennembrud i Danmark kom, da hun i 1969 dansede hovedpartiet som Hilda i August Bournonvilles ballet Et folkesagn. “Som i en stråle af lys stod hun på scenen. Vidunderlig poetisk. På én gang uskyldig og farligt dragende,” skrev Berlingske Tidendes kritiker Erik Aschengreen om hende. Og netop denne dobbelthed, det renfærdige og det dæmoniske, har været karakteristisk for hendes rollepræstationer lige siden. I 1970 blev hun udnævnt til solodanser, hvilket var en uhørt sejr for en udenlandsk danser i kompagniet på det tidspunkt. Desuden markerede hun sig stærkt i det danske Bournonvillerepertoire, fordi hun viste en særlig sans for stilens svære enkelhed og underdrevne raffinement. I 1974 dansede hun en sjælfuld og hjertegribende Sylfiden, og året efter fortolkede hun Teresina i Napoli med både blufærdighed og pirrende uberegnelighed. Hun kastede sig dog også ud i det moderne, internationale repertoire, fra den amerikanske koreograf P. Taylors barfodsballet Aureole, 1968, til den engelske koreograf A. Tudors Syrenhaven, 1970. Med sit åbne sind og sin eksperimentvillige krop var hun en vigtig støtte for de danske koreografer, der prøvede kræfter med det moderne. Først og fremmest Eske Holm, hvis balletter og happenings hun deltog i; stærkest var hun måske som Elektra i hans Orestes, 1972, og som titelrollen i Ildfuglen, 1975.

Som enhver seriøs danser drev Sorella Englund dagligt rovdrift på kroppen, nådesløs i sine krav til dens udholdenhed og også til kunstartens ultratynde idealudseende. Som 33-årig kom slaget; hun blev ramt af en blodprop i hjertet. Det så umiddelbart ud, som om hendes danserkarriere var slut, og efter at hun var kommet sig, begyndte hun at læse filosofi og psykologi, samtidig med at hun fulgte instruktørerne på Statens Teaterskole. I 1979 spurgte balletmester Henning Kronstam, om hun ikke ville tilbage til balletten og danse karakterroller. Det førte til opsigtsvækkende nytolkninger, ikke mindst af de traditionstunge roller. Hun stod atter på scenen i Sylfiden, 1979, nu ikke som det flyvende væsen, men som heksen Madge, som hun forvandlede til en såret og hævngerrig kvinde, der engang selv var blevet svigtet, måske som den smukkeste sylfide. I Et folkesagn, 1991, var hun ikke længere pigen Hilda i troldhøjen, men derimod trolden Viderik, som hun gav et helt nyt kært image med benovede øjne og nervøse trippetæer. Hun var også med, når Den Kgl. Ballet rykkede uden for Kongens Nytorv, fx da Alexander Kølpin i 1993 arrangerede sommerballet på Frbg., hvor hun dansede en makaber, medvidende pianist i Flindts Enetime.

For tidens nye koreografer har Sorella Englund med sin særlige udstråling været en udfordring. I 1988 skabte grækeren C. Patsalas den altdominerende dødsskikkelse til hende i Das Lied von der Erde, hvor hun var iført en sølvdrøm af scenografen Jean Voigt. I 1996 kreerede Kenneth Kreutzmann sin thrillerballet Lullaby på Edison-scenen, hvor hun spredte gruopvækkende uhygge som morderisk skønhed. Året efter skabte englænderen T. Rushton sin version af Carmina Burana, 1997, omkring hendes Fortuna-gudinde til Marie Brolin-Tani Danseteater i Århus.

På trods af hendes unikke position og popularitet har Den Kgl. Ballets vekslende balletmestre undertiden behandlet Sorella Englund ubetænksomt. Det har til gengæld ført til, at mange internationale kompagnier har fået glæde af hendes evner som pædagog og iscenesætter, ikke mindst Scottish National Ballet, National Ballet of Canada og Boston Ballet. Ved sidstnævnte kompagni var hun således ansat som balletmester 1996-99. Hun modtog Tagea Brandts Rejselegat i 1978, Bournonville-Legatet 1989 og Karen Marie Thorsens Teaterlegat 1996. Desuden har hun løbende gennem 1990’erne undervist i Dansens Hus, på Skolen for Moderne Dans og i faget dansens æstetik og historie ved Københavns Universitet. I 1999 kunne Nyt Dansk Danseteater stolt præsentere hende som kompagniets nye træner og kunstneriske vejleder. Samme år blev hun udnævnt til medlem af bestyrelsen for Det Kgl. Teater for perioden 2000-03. Sorella Englund har været en kunstner med tilsyneladende grænseløs kraft og publikumstække, og bagved et dybt privat menneske, der uden tvivl har betalt prisen for sit talent og for sine menneskelige idealer.

Beskrivelser og portrætter af Sorella Englund

  • Nils Thorsen: Engle & dæmoner, 1999.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig