Sigrid Neiiendam

Sigrid Neiiendam tilbragte sin barndom på Rødkilde Højskole på Møn, hvor hendes fader var forstander. Gennem højskolens grundlægger Frede Bojsen, der samtidig var en af partiet Venstres førende politikere, kom hun tæt på forfatningskampen i slutningen af århundredet uden dog selv at være politisk engageret. I sin erindringsbog Sigrid Neiiendam fortæller fra 1943 husker hun, hvorledes hun lagde mærke til de mange mennesker, der kom og gik på højskolen. Hver havde de deres ejendommeligheder, som hun ikke kunne lade være med at imitere, en trang, der fik hende til at udtrykke ønske om at blive skuespiller. Det var ikke velset hos grundtvigianere, men faderen ville ikke stille sig i vejen for sin datters lyst og gav hende lov til i 1888 at aflægge prøve på Det Kgl. Teaters elevskole, bl.a. som smedemadammen i C. Hostrups Genboerne. Ligesom en forgænger på teatret Julie Sødring, som hun i øvrigt kendte til på dette tidspunkt og følte sig kunstnerisk i slægt med, interesserede hun sig ikke for at gengive unge piger, kun ældre kvinder. Hendes præstation må have virket meget overbevisende, for hun blev spontant optaget ved, at en af dommerne, den store komiske karakterskuespiller Olaf Poulsen, umiddelbart efter prøven rejste sig og meddelte hende det enstemmige resultat. Instruktøren William Bloch, den af skolens lærere, der kom til at betyde mest for hende, fortalte senere, at hun havde virket “som nyslaaet Hø”, en karakteristik, der vel ikke alene kunne skyldes hendes landlige oprindelse, men sikkert også en naturlighed i spillet. Denne spillemåde var ikke så almindelig dengang, men den skulle snart under navn af naturalisme sætte dagsordenen for enhver skuespillers stræben og virksomhed. Den blev realiseret officielt første gang af A. Antoine med etableringen af hans Théâtre Libre i Paris 1887. Men naturalismen blev dog allerede praktiseret herhjemme af Bloch som instruktør og elevskolelærer, efter at han i 1881 var blevet ansat på Det Kgl. Teater.

Olaf Poulsen, der også blev Sigrid Neiiendams lærer, lærte hende derimod fra traditionen at fremhæve ét bestemt træk, der ofte blev brugt til at karikere. Hos Sigrid Neiiendam byggede det dog næsten altid på iagttagelser af levende personer, hun havde mødt, og fremhævelsen fik derfor alligevel virkelighedens præg. Et af disse lån blev berømt: som Magdelone i Ludvig Holbergs Den Stundesløse strakte hun henrykt begge arme i vejret, da hun fik at vide, at hun skulle i brudeseng. Sådan gjorde nemlig en husholdningselev på Rødkilde, når hun fik noget glædeligt at høre. Hendes store mimiske talent viser ligeledes tilbage til den ældre skuespilkunst, men den måde, hvorpå hun forstod neddæmpet at nuancere udtrykket, var ny. I sin betagende præstation som svigermoderen i Carl Th. Dreyers film Vredens Dag, 1943, var det intense, men avede had, hun nærede til sønnens hustru, spillet af Lisbeth Movin, af samme art, på en gang traditionsbundet og nutidigt. Også i mere folkelige film viste hendes skuespilkunst sig, bl.a. da hun spillede farmoderen i Fra den gamle købmandsgård, 1951, en præstation, der indbragte hende Bodil-prisen i 1952.

Som den eneste af sit hold blev Sigrid Neiiendam ansat på Det Kgl. Teater efter endt elevskoletid, men af mangel på opgaver tog hun sin afsked 1896 for at gå til Dagmarteatret, hvor Bloch, der ligeledes havde forladt nationalscenen, tilbød hende en hovedrolle i Fr. Leth Hansens Ungdomsleg. Trods stor succes fik hun ikke andre tilbud og tog hjem til Rødkilde. 1900 blev hun hentet til Folketeatret, hvor hun spillede en række roller af samtidige forfattere. I 1911 var hun tilbage på Det Kgl. Teater, hvor hun forblev til sin afgang i 1941. Hun vendte tilbage til teatret på gæsteoptræden, bl.a. i sin yndlingsrolle som Nille, Erasmus Montanus’ moder, en rolle, hun spillede sidste gang i 1950. Hun fortsatte til 1947 som lærer på elevskolen, hvor hun havde været ansat fra 1934. Hun tildeltes i 1922 Ingenio et arti og i 1941 Tagea Brandts Rejselegat.