Nathalie Lind

Faktaboks

Nathalie Lind
Født
1. oktober 1918, København
Død
14. januar 1999, Frederiksberg
Arbejdsliv
Akademiker, advokat, minister, kvindesagsforkæmper og folketingsmedlem
Familie

Forældre: fiskehandler Aage L. (1861-1921) og bogholder Ane Johanne Björndahl (1878-1942).

Gift 13. november 1943 med advokat Erik Knud Desiré Tfelt-Hansen, født 10. marts 1918 i Estland, død 29. juli 1962 i Lyngby sogn, Københavns amt, s. af generaldirektør Knud Theodor Hansen og Angèle Tfelt.

Gift 5. april 1968 med direktør Niels Erik Langsted, født 15. januar 1915 i København, s. af postmester Jakob L. og Johanne Rasmussen.

Børn: Peer Carsten (1945), Jan (1947).

Nathalie Lind voksede op i Hillerød, hvor hendes fader havde en fiskeforretning. Han døde allerede i 1921, da Nathalie Lind var to år. Moderen, der havde en kortere handelsuddannelse og indtil ægteskabet havde været bogholder, var ivrig efter at sikre datteren en uddannelse, der kunne gøre hende uafhængig. Hun overtog derfor selv virksomheden Hillerød Fiskeforsyning, som hun videreførte med dygtighed til sin død i 1942. Derefter overtog Nathalie Lind forretningen og drev den med hjælp af en bestyrer indtil 1954.

Nathalie Lind kom på Frederiksborg Statsskole, hvorfra hun som 17-årig blev student i 1936. I 1943 blev hun cand.jur. fra Københavns Universitet. Hun søgte derefter ansættelse i Handelsministeriet, men blev bedt om at trække ansøgningen tilbage, da man på grund af sagernes art i søfartsafdelingen ikke fandt det rigtigt at ansætte en kvinde. Hun var herefter 1943-44 sekretær i Mødrehjælpen og giftede sig i 1943 med sin studiekammerat Erik Tfelt-Hansen. I 1945 fik de begge ansættelse som politifuldmægtige i Ålborg. Da hendes mand imidlertid blev ramt af sygdom, valgte Nathalie Lind at overgå til advokathvervet og etablerede sig i 1948 som advokat, fra 1949 som landsretssagfører i Ålborg, hvor hun i en periode tillige fungerede som medhjælper hos statsadvokaten. I 1955 flyttede hun til Virum, hvor hun åbnede advokatpraksis, der fra 1962 tillige omfattede Lyngby.

Allerede som jurastuderende viste hun interesse for faglige diskussioner og blev medlem af bestyrelsen for Juridisk Diskussionsklub. I årene efter studietiden engagerede hun sig i kvindepolitik og blev formand for Kvindernes Diskussionsklub i Ålborg 1947-55. Det kvindepolitiske engagement fortsattes efter flytningen til Virum. Hun var 1957-61 formand for Venstres Kvinder i Lyngby og 1959-62 for Dansk Kvindesamfunds (DK) Københavns-kreds. 1966-68 var hun landsformand i DK. Hermed kom hun i spidsen for en organisation, hvis formålsparagraf skrev sig helt tilbage til 1915, da det endnu var relevant at tale om udvikling og dygtiggørelse af kvinder som forudsætning for ligestilling. I 1968 vedtog landsmødet en nyformuleret målsætning, hvorefter det var ændringer af samfundet, der skulle til, for at den opnåede formelle ligestilling kunne blive reel. Nathalie Lind var desuden optaget af spørgsmålene om afskaffelse af forsørgerbegrebet, ophævelse af sambeskatningen og en mere liberal abortlovgivning, men hendes hjertesag var styrkelse af kvinders politiske deltagelse. Selv havde hun fra 1957 været folketingskandidat for Venstre i flere kredse uden dog at opnå politisk mandat, skønt hun fik mange stemmer. I pressen omtaltes hun som “hende der fik stemmerne, men ikke mandatet”. I 1964 blev hun opstillet i Fredensborgkredsen og kom i Folketinget, men gled ud igen allerede ved kildeskattevalget i 1966. Men da hun i 1968 overtog Vardekredsen efter partiformanden Erik Eriksen, var hun sikret valg, så længe hun selv ønskede det. Hun fortsatte i Folketinget til 1981 og afsluttede sin karriere som chef for Den Sociale Ankestyrelse 1982-88. I sit politiske arbejde, ikke mindst som minister, har hun været optaget af sociale og juridiske spørgsmål. Hun var socialminister i VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard 1968-71, justits- og kulturminister i regeringen Hartling 1973-75 og justitsminister i SV-regeringen under Anker Jørgensen 1978-79. Især som socialminister øvede hun en betydelig indsats for udbygning af velfærdsstaten, bl.a. ved at gennemføre loven om Socialstyrelsen, der samlede administrationen af børne- og ungdomsforsorg, åndssvageforsorg og revalidering, samt lovene om Den Sociale Ankestyrelse og Den offentlige Sygesikring. Den forhøjelse af forældrebetalingen til vuggestuer og børnehaver, som Nathalie Lind i marts 1971 gennemførte alene med VKRs stemmer førte til demonstrationer og protester. Hun nåede dog at styrke sin sociale linie inden regeringsskiftet i oktober 1971 ved at fremsætte forslag til en for de borgerlige partier kontroversiel dagpengereform, der byggede på et socialt lighedsprincip. Loven blev imidlertid først vedtaget af den følgende socialdemokratiske regering med støtte af Socialistisk Folkeparti. Både som kultur- og justitsminister fik hun anledning til at markere sig i offentligheden med en række enkeltsager, fx om udpegningen af departementschef Henning Rohde som chef for Det Kgl. Teater efter Peer Gregaard og om afslaget på støtte til Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm og til Kay Abrahamsens operetteturnéer. Som justitsminister indførte hun fartbegrænsningen som følge af oliekrisen 1973-74 samt pligt til at anvende sikkerhedsseler. Begge forholdsregler fremkaldte debat og påstande om indgreb i den personlige frihed. Nathalie Lind repræsenterede i 1970’erne uden for sine ministerperioder Venstre i Folketingets Præsidium, og hun blev Folketingets viceformand. Hun var engageret i det nordiske samarbejde og påtog sig formandskabet for Nordisk Råds juridiske udvalg samt i 1978 for den danske delegation. Hun var medlem af Radiorådet 1978-79. Hun blev kommandør af Danneborgordenen 1969, kommandør af 1. grad 1975.

Beskrivelser og portrætter af Nathalie Lind

  • Karikatur fra 1973-74 af Bjarne Laursen på Amalienborg. Foto i Det Kgl. Bibliotek, Folketinget.
  • Tage Kaarsted: De danske Ministerier 1953-1972, 1992.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig