Mathilde Reinhardt

Mathilde Reinhardt voksede op i et hjem, hvis vennekreds omfattede mange af guldalderens fremtrædende personligheder. Som ældre skildrede hun disse mennesker og miljøer i to bind Familie Erindringer, 1887-89, der hører til periodens betydeligste memoireværker. Sammen med Benedicte Arnesen Kalls Livserindringer, 1889, Johanne Luise Heibergs Et Liv gjenoplevet i Erindringen, 1891-92, Julie Sødrings Erindringer, 1894-95, og Marie Rørdams Tilbageblik paa et langt Liv, 1911, giver de et mangfoldigt og indgående billede af karakterer, hjemmeliv og samværsformer i Københavns kunstneriske og akademiske familier dengang, set fra et kvindeligt perspektiv. Faderen var som ung huslærer for Friederike Bruns søn under et flerårigt udlandsophold og opbyggede efter hjemkomsten et zoologisk museum i Stormgade, hvor han også havde embedsbolig og som professor holdt forelæsninger. Moderen var tidligt blevet forældreløs og boede med sin søster Johanne hos Brun på Sophienholm indtil giftermålet. Christiane Heger, der før sit ægteskab med Adam Oehlenschläger var moderens nære veninde, blev Mathilde Reinhardts gudmoder, og Mathilde Reinhardt knyttede et livslangt venskab med hendes datter Marie, som hun besøgte i Norge efter Maries ægteskab med godsejeren og stortingsmanden Wollert Konow.

Mathilde Reinhardt og hendes tvillingesøster Julie var yngst af de fire børn, som alle forblev ugifte. Broderen J.Th. R. efterfulgte faderen som zoolog, men opholdt sig mange år i Lagoa Santa i Brasilien sammen med P.W. Lund. Døtrene fik ingen systematisk uddannelse, men de var belæste, kulturelt overordentlig velorienterede og fra barnsben fortrolige med museets samlinger. Ved faderens død søgte de i broderens fravær støtte hos efterfølgeren i embedet Japetus Steenstrup, som de havde bofællesskab med indtil 1856, og som de hjalp med at sortere og arkivere fundene fra hans banebrydende studier af tørvemoser og køkkenmøddinger. Som ugifte døtre havde de pension efter deres fader, men Mathilde Reinhardt måtte dog supplere sin indkomst ved at undervise nogle af bekendtskabskredsens døtre. Da broderen kom hjem, flyttede de fire søskende sammen i et lejet hus på Frederiksberg Allé.

Hensigten med erindringsværket var at fortælle historien om forældrene og deres miljø, det viser undertitlen på erindringernes første bind Breve og Meddelelser, og første halvdel er et næsten ukommenteret optryk af forældrenes breve fra forlovelsestiden. I anden del fortæller Mathilde Reinhardt selv videre om familiens liv indtil moderens død, en beretning, der fortsættes i andet bind og afsluttes med udflytningen til Frbg. og den ældste søster Bettys død. Mathilde Reinhardt skriver snarere memoirer end erindringer, hun holder sin egen person helt i baggrunden, så læseren må savne et dybere indblik i hendes tanker og følelser. Det mest egenartede ved teksten er en række udpenslede beskrivelser af bygninger, interiører og naturscenerier, som minder om, at Mathilde Reinhardt i en periode modtog tegne- og maleundervisning af blomstermaleren J.L. Jensen. Hun er dog stærkt til stede i sin tekst som kvinde. I forordet til andet bind karakteriserer hun sammenhængen mellem køn og synsvinkel: “Naar man selv ingen Rolle har spillet, men har været en villig Deltager og ubevidst Iagttager i Livet, saa maa man give sit Resultat, som man har modtaget det (...) Er der blandt det mindre kommet noget, der kunde synes for smaat, da vilde jeg gjerne beraabe mig paa en anden – for Øjeblikket mindre efterspurgt – Ret, den kvindelige Ret til (eller Nødvendighed for) at opfatte paa sin vis, og at skildre derefter.”

Mathilde Reinhardt har med sit værk villet rejse et monument over det kollektive familieliv og den romantiske intimsfære, som kvinderne skabte til støtte og inspiration for guldalderens store mænd; ud over de nævnte familier møder vi også Carsten og Rinna Hauch i Sorø og Wiehes på Christianshavn, hvor skuespilleren Michael Wiehe havde sit barndomshjem. De to bind blev kun trykt i henholdsvis 150 og 300 eksemplarer beregnet for familie og venner. Nogle få steder antyder Mathilde Reinhardt, at hun gerne havde prøvet kræfter med større opgaver, men hun respekterede ellers sin kvinderolle. Treårskrigen 1848-51 kommenteres omhyggeligt, men kvindeemancipationsdiskussionen efter udgivelsen af Mathilde Fibigers Clara Raphael, 1851, nævnes ikke. I 1860’erne mødte hun Magdalene Thoresen, der med sit store forfatterskab og frodige kærlighedsliv havde overskredet det romantiske kønsrollemønster; hendes navn nævnes på erindringernes sidste sider som en repræsentant for Mathilde Reinhardts fremtidsforventning. Mathilde Reinhardt efterlod et stort manuskript om Magdalene Thoresen. Det opbevares i Ny Kgl. Samling på Det Kgl. Bibliotek og indeholder en beskrivelse af deres venskab og afskrifter af Magdalene Thoresens breve til hende, hvoraf mange er trykt i Breve fra Magdalene Thoresen 1855-1901, 1919, i udgivelsesserien Memoirer og Breve.