Martha Boyer

Martha Boyer voksede op i et velsitueret, kunst- og kulturinteresseret hjem, og efter pigeskoleeksamen fra N. Zahles Skole i 1928 videreuddannede hun sig i Rom, Paris og Oxford. I 1938 blev hun ansat som medhjælper ved Nationalmuseets etnografiske samling. En længere rejse samme år med forældrene til Østasien fik stor indflydelse på hendes karriere. Ved siden af arbejdet på museet tog hun i 1946 studentereksamen fra Ahms Kursus og begyndte derefter på etnografistudiet, der var oprettet på Københavns Universitet af Kaj Birket-Smith året før. I 1949 blev Martha Boyer museumsassistent ved den etnografiske samling, hun afsluttede i 1952 sit konferensstudium og fik samme år udgivet sit speciale Mongol Jewellery, der blev nyudgivet 1995. I 1955 udnævntes hun til inspektør og var indtil 1971 leder af de østasiatiske samlinger. Sideløbende med museumsarbejdet underviste hun 1959-77 på Københavns Universitet, fra 1966 som ekstern lektor, i Østasiens kunst- og kulturhistorie. I årene omkring 1970 blev der gjort flere forsøg på at få omdannet hendes lektorat til et professorat i kinesisk kunst og kultur. Det var sikkert en skuffelse for hende, at det ikke lykkedes, og at der i 1973 i stedet oprettedes et professorat i østasiatiske sprog med særlig henblik på japansk.

Et stipendium fra American Association of University Women satte Martha Boyer i stand til at studere 1953-54 i USA, bl.a. ved Harvard University. Resultatet af disse studier blev hendes disputats Japanese Export Lacquers from the Seventeenth Century in the National Museum of Denmark, 1959. I de næste årtier var hun på talrige studierejser i Japan, Korea, Kina og Taiwan. I 1966 opholdt hun sig et år i et japansk zenbuddhistisk tempel, hvor hun levede sig ind i baggrunden for den buddhistiske kunst; i 1970 kom hun i fem måneder som den første og velsagtens også den sidste fra den vestlige verden til at bo i et kejserligt tehus, opført inden for kejserpaladsets mure i Kyoto til kejser Hirohito.

Martha Boyers forfatterskab er omfattende. Ud over en række afhandlinger i fagtidsskrifter publicerede hun kataloger for Walters Art Gallery i Baltimore: Catalogue of Japanese Lacquers, 1970, og Kinsei no makie, 1980-81. Sammen med E. Grinstead oversatte hun Takayasu Higuies Bamiyan, Art and Archeological Researches on the Buddhist Cave Tempels in Afghanistan 1970-1978, 1984. Blandt de mere eller mindre populærvidenskabelige publikationer kan nævnes Lotus og drage, 1964, Kina før kejsertid, 1973, og Penselstrøg i kinesisk maleri, 1980. Endelig skrev hun følsomme og indsigtsfulde dagbladsartikler og kronikker om zenbuddhisme og sine ophold i japanske templer. Den kunstneriske fornemmelse og fine æstetiske sans, der kendetegner hendes litterære produktion, satte også sit præg på de udstillinger, hun havde ansvaret for på Nationalmuseet.

Martha Boyer var en af de mest spektakulære personer i den danske museumsverden, og sammen med kollegaen Henny Harald Hansen bidrog hun på fornem vis til at styrke Nationalmuseets etnografiske samlings profil. Der kan næppe tales om et egentligt samarbejde mellem de to illustre damer; de havde hver sit område, og de respekterede hinanden på afstand. Hvor Henny Harald Hansen var udadvendt og altfavnende, virkede Martha Boyer elitær og mere distant både over for kolleger, fagfæller og studenter. Hun var i hele sit liv og virke internationalt orienteret, og hun nød anerkendelse og respekt i forskerkredse over hele verden; i 1960 blev hun æresmedlem af The Japan Art History Society, og i 1985 modtog hun et stipendium til et års studier i Japan.