Marie Nielsen (politiker)

I 1904 kom hun ind på Femmers Kvindeseminarium og gennemførte lærerstudiet for sine opsparede penge. Hun tog sin eksamen i 1908 og blev ansat ved Frederiksberg kommunes skolevæsen. Ved siden af det daglige arbejde var hun medlem af Frederiksberg værgeråd og tilsynsværge for forsømte børn.

I 1912 supplerede hun sin uddannelse med en faglærereksamen i historie med speciale i det tyske socialdemokratis historie. Det var ikke nogen tilfældig interesse. Allerede i 1908 havde hun meldt sig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) og i Socialdemokratiet.

Marie Nielsen var aktiv på partiets venstrefløj, som forsøgte at fastholde partiet på dets programprincipper.

På kongressen i 1915 blev hun valgt som suppleant for den gamle revolutionære Gerson Trier til partiets hovedbestyrelse. Året efter forlod Trier Socialdemokratiet i protest mod beslutningen om at lade Th. Stauning indtræde som minister i den radikale regering. Marie Nielsen var den, der politisk stod Trier nærmest, og selvom hun delte hans utilfredshed med partiledelsens politik, blev det alligevel hende, der kom til at overtage hans plads i hovedbestyrelsen.

Under Første Verdenskrig støttede hun den internationale opposition, som samledes med bl.a. de russiske bolsjevikker i Zimmerwald i Schweiz, og hun fik flere personlige kontakter til russiske og tyske revolutionære. Hun deltog således i det tredje Zimmerwald-møde i Stockholm i 1917 og knyttede stærke bånd til svenske venstresocialister som fx Zeth Höglund.

Den russiske revolution i 1917 og Marie Nielsens fortsatte kritik af Socialdemokratiet førte til, at hun i foråret 1918 brød med partiet og sammen med en gruppe oppositionelle faglige aktivister dannede det revolutionære Socialistisk Arbejderparti (SAP). Da partiets ugeblad Klassekampen senere samme år overgik til dagblad, fik hun orlov fra skolevæsenet for at blive dets redaktør. Hun havde en skarp pen og skrev store dele af bladet, som opfordrede til dannelse af arbejderråd i Danmark.

Marie Nielsen blev løsladt i forbindelse med amnestien for politiske fanger efter påskekrisen i 1920. Kort efter udsendte hun den anonyme pjece Er Danmark modent for Socialisering? Det var en lidenskabelig opfordring til indførelse af rådssocialisme i Danmark og en kritik af Socialdemokratiets svigt af de socialistiske holdninger. Pjecen udkom på Dansk Kommunistisk Lærerklubs Forlag. Marie Nielsen havde selv dannet lærerklubben i 1919 som den første kommunistiske organisation i Danmark.

Det kvindepolitiske arbejde, Marie Nielsen havde deltaget i, fik en ny drejning, da hun kom i kontakt med den kommunistiske opposition i Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og den senere formand for KADs afdeling 5. Inger Gamburg. Sammen dannede de i 1925 Arbejderkvindernes Oplysningsforening, der siden skiftede navn til Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO).

I 1927 udgav Marie Nielsen en lille bog med titlen Revolution, der indeholdt alle de artikler, hun var blevet dømt for i 1918, men undgik denne gang at blive dømt igen.

Da den kommunistiske bevægelse splittedes i en strid om Stalin versus Trotskij, støttede hun sidstnævnte, og i 1929 blev hun af samme grund ekskluderet af sit parti for anden gang. Hendes position inden for det kommunistiske kvindearbejde var imidlertid for stærk til, at DKP kunne sidde hende helt overhørig, og i 1930 var hun med en delegation af arbejderkvinder på en rejse til det daværende Sovjetunionen. I 1932 blev hun på ny optaget som medlem af DKP.

Indtil sin død var Marie Nielsen tit plaget af sygdom, men var i den udstrækning, hun kunne overkomme det, fortsat politisk aktiv og havde forbindelse til små trotskistiske grupper i Danmark. DKP gjorde sit for at glemme hendes epokegørende indsats både som revolutionær politiker og som kvindepolitisk pioner.

Hendes personlige integritet og ubestikkelighed gjorde, at hun alligevel blev husket af mange af dem, hun havde arbejdet sammen med.

Radikaliteten i hendes holdninger gjorde hende til en forløber og oplagt inspirationskilde for den nye venstrefløj i 1970’erne. Et udvalg af hendes artikler blev i 1975 samlet og udgivet i bogen Revolution, og senere er bl.a. hendes brevveksling med Andersen Nexø blevet tilgængelig i bogen Venskab og revolution, 1990.

• Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
• Børge Houmann og Morten Thing: Venskab og revolution, 1990. Morten Thing: Portrætter af 10 kommunister, 1996. Årbog for arbejderbevægelsens historie, 1975, 1978.
• Privatarkiv i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.

• Frederiksberg kommunale skolevæsen
• Socialdemokratiet
• Socialistisk Arbejderparti – parti fra 1918
• Klassekampen
• Fremtiden
• Dansk Kommunistisk Lærerklub
• Fagoppositionens Sammenslutning
• Danmarks Kommunistiske Parti
• Kommunistisk Internationale
• Arbejderkvindernes Oplysningsforening (se Arbejderkvindernes Oplysningsforbund)
• Arbejderkvindernes Oplysningsblad
• Arbejderkvinden

• Marie Nielsen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.