Faktaboks

Marianna Debes Dahl
Født
24. november 1947, Vestmanna sogn
Arbejdsliv
Forfatter og lærer
Familie

Forældre: læge Hans Debes Joensen (1913-95) og sygeplejerske Louise Vang (1911-84).

Gift 15. august 1969 med lærer Árni Dahl, født 31. juli 1946 i Funningsfjørður, Elduvík sogn, s. af lærer Óli D. og Jacobina Johannesen.

Børn: Tóta (1970), Teitur (1972).

Marianna Debes Dahl er den kvindelige færøske forfatter, der har den største produktion bag sig. Da familien flyttede fra Vestmanna til Tórshavn, kom hun i katolsk børnehave og senere i den dertil hørende privatskole, hvor en lærer fik øje på hendes skrivefærdigheder. Det fremgår af hendes erindringer, at hun havde en stærk fornemmelse af misforhold mellem forældrene, så da hendes to ældre brødre rejste til Danmark for at gå i skole, insisterede Marianna Debes Dahl på, at det ville hun også. På den måde kom hun som 12-årig til Danmark, hvor hun tog realeksamen på Marie Mørks Skole i Hillerød. Senere rejste hun til USA som udvekslingsstudent, tog studentereksamen på Toftegård Studenterkursus i 1967, læste litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og uddannede sig til lærer ved Føroya Læraraskúla (Færøernes Lærerseminarium). Samtidig begyndte hun at skrive. Hun tog lærereksamen i 1975, samme år som børnebogen Burtur á heiði (Ude på heden) udkom. Siden 1960’erne har Marianna Debes Dahl været aktiv på venstrefløjen og anmelder ved den kommunistiske avis Fríu Føroyar (De fri Færøer) 1983-93. Hendes erhvervskarriere har omfattet ansættelser som folkeskole- og højskolelærer, assistent og museumspædagog ved Føroya Náttúrugripasavn (Færøernes Naturmuseum). Desuden har hun bestridt flere tillidsposter, bl.a. som forfatterforeningens første kvindelige formand og forfatternes repræsentant og sekretær i Listerfólkasambandið (Kunstnersammenslutningen) samtidig med, at hun har skrevet en lang række bøger samt produceret mange radioudsendelser i Útvarp Føroya (Færøernes Radio).

Marianna Debes Dahls hovedindsats er hendes forfatterskab. Debutbogen skrev hun til en konkurrence, som havde til formål at forny den færøske børnebog, gøre den nutidig og samfundsrelevant i tidens ånd. Hun har siden skrevet flere børne- og ungdomsbøger, der i lighed med den første fokuserer på modsætningen mellem land og by. I 1980’erne skrev Marianna Debes Dahl tre feministiske romaner, først Lokkalogi (Den første ild), 1984, om et ungt entusiastisk lærerpar, der flytter på landet. Onglalag (=et redskab til at rette fiskekroge op med), 1986, handler om en ung kvinde, der rejser til København for at arbejde og gå i skole. Gennem denne læreproces bliver hun bevidstgjort både politisk og om sig selv. Faldalín (Kvinde), 1988, er en feministisk udviklingsroman, hvor det kapitalistiske samfunds patriarkalske normer stilles over for socialistiske og kvindelige kulturværdier. Romanen handler om en kvinde, der i en meget ung alder mister sin moder. Faderen sender hende på kostskole, fordi han vil have fred til at passe sin karriere. Hun bliver socialist og gifter sig med en ligesindet, men ret usympatisk mand. Han mister imidlertid hurtigt sin overbevisning. Hun bliver skilt fra ham, da hun har fået sit tredje barn med sin elsker. Marianna Debes Dahls seneste roman er historisk. Vívil (Vivel), 1992, handler om et meget autoritært samfund kort tid efter kristendommens indførelse, hvor antiautoritære holdninger trives i det skjulte. I 1997 kom selvbiografien Úti á leysum oyggjum (Ude på løse øer), som er den første kvindebiografi på færøsk.

Beskrivelser og portrætter af Marianna Debes Dahl

  • Malan Marnersdóttir (red.): Vinalagið, náttúrán og samfelagið, 1994. Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98.

Tilknytning til organisationer

  • Listerfólkasambandi/Kunstnersammenslutningen
  • Útvarp Føroya / Færøernes Radio

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig