Maria Andersen

Det er usædvanligt, at et børnelitterært forfatterskab bestående af kun tre bøger bliver stående gennem lang tid og læses af mange. Især er det sjældent, når bøgerne ikke er blevet båret ind i dansk tradition af en stærk udenlandsk berømmelse. Men i tilfældet Maria Andersen er det sket. Hun stammede fra et fattigt miljø i det indre København Faderen var smed, ædruelig, men vanskelig af sind, og da der var mange munde at mætte, og Maria Andersen havde ni søskende, var der næsten ingen penge ud over til det mest nødvendige. Moderen måtte også spæde til, og uddannelse var der slet ikke råd til. Maria Andersen kom ud af skolen som 14-årig og blev, som et stort antal piger fra underklassen dengang, tjenestepige. Det var held i uheld, at hun som ung fik en hjertesygdom og blev indlagt på Skt. Maria Hospital i Roskilde. Da hun blev udskrevet, fik hun arbejde på hospitalet, hvor hun arbejdede som økonoma i 35 år. På hospitalet lærte hun læreren og den senere børnebogsforfatter Gudrun Eriksen at kende, og da Maria Andersen af helbredsmæssige grunde ikke måtte sove alene, flyttede hun ind hos hende 1938, tre år før sin død.

Man ved næsten ingenting om Maria Andersens liv, ud over at hun gennem årene nedskrev episoder af livet i sit barndomshjem. Hun har antagelig forelagt sine notater for Gudrun Eriksen, i al fald var det hende, der fik Maria Andersen til at omskrive sine barndomsoplevelser til tre børnebøger. Den første Tudemarie blev på Gudrun Eriksens opfordring indsendt til en pigebogskonkurrence, som H. Hagerups Forlag udskrev i 1938. Bogen vandt ingen præmie, men blev udgivet i 1939, og den vandt hurtigt en bred accept og kom i nye oplag og udgaver. Uden krukkeri eller voksen bedrevidenhed skildres her den fattige pige Maries opvækst, konsekvent set fra et barns synsvinkel og fortalt gennem et barns bevidsthed. Dette var unikt i dansk børnelitteratur på dette tidspunkt og formodentlig en del af årsagen til dens store succes. Fortælletonen i Tudemarie-bøgerne er uhøjtidelig, uden pegefingre, og pigen Marie forbliver sig selv, dvs. godhjertet og lidt enfoldig, og på trods af bogens titel har hun et godt humør. Tudemaries liv skildres kronologisk, og i det andet bind Tudemarie søger Plads, 1941, kommer hun ud i livet og møder uforstand, men også velvilje, og velviljen vinder hun ved sit gode humør og sin hjælpsomhed. Det tredje bind om sit alter ego nåede Maria Andersen ikke selv at gøre færdig. Her tog Gudrun Eriksen over og færdigskrev Hvad der videre hændte Tudemarie, 1942. Det er svært at afgøre, hvor meget hun har grebet ind i Maria Andersens fremstilling; man kan dog konstatere, at der mellem Gudrun Eriksens egne bøger, bl.a. Ungerne i Bjørnegade 5, 1945, og bøgerne om Tudemarie hersker store fortællemæssige ligheder. Hvem der nu end skal tillægges hvad, betød Tudemarie-bøgerne et stort spring frem i dansk børnelitteraturs historie, idet der her fortælles om en opvækst i fattige kår, uden at den fattige pige ynkes, bliver rig ved arv eller på anden måde kommer ud af sin fattigdom.