Margrethe Chonowitsch

Margrethe Chonowitschs fader var apoteker, først i Vesterborg på Lolland og senere i Odense, hvor han snart blev kendt som en farverig person. Han var en nevø af digteren Emil Aarestrup, moderen var beslægtet med forfatteren Harald Kidde, og familien var alsidigt kulturelt interesseret. Margrethe Chonowitsch viste tidligt talent for at spille klaver. Hun gik til spil i Nakskov i tre år, indtil familien flyttede til Odense 1904. Her fik hun en seriøs, videregående uddannelse hos pianisten Else Marie Rosendal, og i 1908 optrådte Margrethe Chonowitsch første gang offentligt. I de følgende år arbejdede hun sig op og blev en meget værdsat og hyppigt anvendt akkompagnatør og drev samtidig en omfattende undervisningsvirksomhed. Hun overtog Rosendals rolle som byens førende pianist og blev anmeldt i begejstrede vendinger. Især i Odense, men også ved koncerter i andre fynske byer akkompagnerede Margrethe Chonowitsch sangere, skuespillere og violinister, ofte vekslende med solistisk optræden. I 1915 modtog hun 200 kr. i rejseunderstøttelse fra Undervisningsministeriet. Pengene kan være brugt til et studieophold i København, sikkert er det, at hun omkring dette tidspunkt tog timer hos den østrigske pianist W. Klasen, der optrådte en del i Danmark. Frem til 1942, hvor hun som jødisk gift måtte skjule sig for den tyske besættelsesmagt, var hun den akkompagnatør, Odense Musikforening hyppigst benyttede ved koncerter til at ledsage de danske og udenlandske solister. 1919 mødte Margrethe Chonowitsch den kbh.ske presse ved to koncerter på Casino. Kritikken fremhævede hendes pianistiske føling og roste hendes klangsans, teknik og virkemidler i den flot anlagte klavermusik af S. Rachmaninov og den polske pianist og komponist I. Friedman, mens man fandt, at hun fortolkede værker af Beethoven og C. Debussy vel følelsesfuldt.

1919 var også året, da Margrethe Chonowitsch mødte sin senere ægtemand, den østeuropæiske violinvirtuos og professor Julius C., der stammede fra Vilnius i det nuværende Litauen, dengang en del af Rusland. Han var flygtet fra sit hjemland i forbindelse med revolutionen og havde bosat sig i Danmark i 1918, hvor han gav koncerter landet over. Med sit store, afvekslende repertoire og sin overlegne tekniske dygtighed havde han hurtigt formået at slå sit navn fast i den danske offentlighed. Efter vielsen 1920 indledte parret et både kunstnerisk og musikpædagogisk samarbejde, fx afholdt de 1921-23 11 koncerter i tilknytning til en række musikhistoriske foredrag af museumsinspektør Chr. M.K. Petersen. Festkoncerten i anledning af Carl Nielsens 60-årsdag i 1925, hvor komponisten selv dirigerede sin Lille Suite for Strygeorkester, mens Margrethe Chonowitsch bl.a. akkompagnerede ved opførelsen af hans violinkoncert, er et vigtigt eksempel på parrets mangeårige samarbejde med Odense Musikforening.

Allerede fra begyndelsen af 1920’erne havde Margrethe Chonowitsch og hendes mand et musikpædagogisk samarbejde med en cellist, og 1930 stiftede ægteparret Odense Musikkonservatorium som en privat institution. Det kom til at fungere frem til 1960 og havde i 1930’erne gennemsnitligt 80-85 elever, både børn, unge og voksne. Repertoiret var især klassisk og romantisk, inklusive nordisk musik, men rummede senere foruden Ravel og Debussy også værker af moderne komponister som B. Bartók og D. Sjostakovitj. Der knyttedes yderligere lærerkræfter til konservatoriet, hvor man tilbød undervisning i klaver, violin, cello, klarinet, obo, orgel, sang og musikteori. De mest markante lærere var dog fortsat Margrethe Chonowitsch selv og hendes mand. De førte de bedste elever frem til debutkoncert i København, men ifølge Margrethe Chonowitsch kun, hvis de havde ikke blot særligt talent, men også besad flid og en ubetvingelig lyst til et liv som professionelle musikere. Indtil 1960 optrådte ægteparret sammen med nogle af de gode elever både til de halvårlige elevsoiréer og på 34 “Kulturelle Folke-Musikaftener” i Fyns Forsamlingshus. Efter den tvungne pause under Besættelsen genoptog ægteparret driften af konservatoriet, nu dog kun med dem selv som lærere. Indtil blot tre uger før sin død i 1972 fungerede Margrethe Chonowitsch som “Odenses gode lærerinde”, som hun blev kaldt af en af sine senere elever, klaverpædagogen Jette Borch. Ved siden af sin egentlige undervisningsvirksomhed virkede hun især i de senere år også som vejleder for de elever, der havde valgt en karriere som musikpædagoger.