Faktaboks

Magna Nørgaard
Magna Lisbjerg Nørgaard
Født
10. juli 1913, Hundelev, Jelstrup sogn
Død
24. januar 1998, København
Arbejdsliv
Akademiker og kontorchef
Familie

Forældre: førstelærer Carl Mogensen N. (født 1878) og Anne Margrethe Lisbjerg (født 1875).

Magna Nørgaard blev student fra Herning Gymnasium i 1931, cand.jur. fra Københavns Universitet i 1939 og derefter ansat i Mødrehjælpen i København, som samme år blev en offentlig institution med syv afdelinger fordelt over hele landet. Her blev hun, indtil den blev nedlagt i 1976. I årene 1949 til 1950 var hun på studieophold i USA for at besøge sociale institutioner, men vendte tilbage til Mødrehjælpen. Hun startede som sekretær, men blev i 1944 fuldmægtig og efter tilbagekomsten fra USA kontorchef og havde gennem alle årene et tæt samarbejde med lederen Vera Skalts.

Magna Nørgaard tog sig især af faderskabs- og adoptionssager. Desuden havde hun ansvaret for tilrettelæggelse og koordinering af samtlige mødrehjælpsinstitutioners statistik. Under hende sorterede også udarbejdelse af beretninger om mødrehjælpsinstitutionens virksomhed, information og propagandavirksomhed, tilrettelæggelse af kursusvirksomhed for klienter samt efteruddannelseskurser for mødrehjælpsinstitutionernes personale. Hun sad som medlem af et af Mødrehjælpens samråd, som i henhold til Svangerskabsloven af 1956 skulle træffe afgørelser om, hvorvidt svangerskabsafbrydelse skulle finde sted. Foruden en repræsentant for Mødrehjælpen sad der to læger i disse samråd. I perioden 1939 til 1944 fungerede hun som sekretær i Dansk Socialrådgiverforening. Hun fandt derudover tid til at være medlem af Kastelskirkens menighedsråd 1962-79.

Magna Nørgaard var en flittig skribent. I sin tid i Mødrehjælpen publicerede hun en lang række juridiske, sociale og sociallægelige artikler, ligesom hun skrev mange formidlende artikler i dagspressen om fx den nye svangerskabslov og den enlige moders problemer. Men hun benyttede også sin placering som leder af det statistiske kontor til at skrive en række artikler, som omhandlede adoptionsarbejdet, uddannelsesstøtte, kollektive huse, aborter, enlige mødres boligsituation osv. Som pensionist begyndte hun at lære græsk og læse teologi. Hun var meget optaget af de engelske forfatterinder, søstrene Charlotte, Emily og Anne Bronté, besøgte Haworth i Yorkshire mange somre for at arbejde på Bronté-biblioteket og skrive bogen Drøm og digtning, som udkom i 1992. Sammen med Skalts udgav hun i 1982 Mødrehjælpens epoke.

Beskrivelser og portrætter af Magna Nørgaard

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Politiken 4. februar 1998.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig