Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen indledte sit forfatterskab i perioden mellem romantikkens blomstring og det moderne gennembrud; hun debuterede i 1858 med novellen En Aften i Bergen. Fra sin opvækst ved Lille Bælt kendte hun fiskeres og bønders barske liv, og hun skrev om menneskets samliv med naturen på en virkelighedsorienteret og sensuel måde. Kvindespørgsmålet var på den offentlige dagsorden, og forholdet mellem kønnene blev et af hendes hovedtemaer. Hun forenede romantikkens kønsdualisme med gennembruddets emancipationsforestillinger i kvindeskikkelser præget af et naturligt begærs lidenskab og grænseløshed. Natur og folkeliv i Norge, som blev hendes andet fædreland, gav hende stof til de myter, som kønsfilosofien kunne udfolde sig i.

Magdalene Thoresens fader var fragtskipper, skibstømrer og fisker i Fredericia. Hans ringe indkomst rakte ikke til forsørgelsen af de fem børn; hjemmets største stue måtte inddrages til en beværtning, som moderen forestod, og Magdalene Thoresen voksede op hos sin farmoder i nabolaget, der levede af at tilberede og sælge fisk. Farmoderen underholdt hende med sit righoldige forråd af folkelige sagn og eventyr, og Magdalene Thoresen var selv en ivrig læser, hun skrev digte og drømte tidligt om at komme frem i samfundet. Som 20-årig fik hun hjælp af fabrikant Anker Heegaard til at læse til lærerinde i København, hvor hun indlod sig i et længerevarende kærlighedsforhold til islændingen, den senere diplomat og Byronforsker Grimur Thomsen. Da hverken hans økonomi eller hans følelser rakte til ægteskab, måtte Magdalene Thoresen forlade København og overtage en plads som huslærerinde for den norske provst og stortingsmand Hans T.s fem moderløse børn. Efter giftermålet med ham flyttede familien i 1844 til Bergen, men forinden havde Magdalene Thoresen været i København for på fødselsstiftelsen at nedkomme med en søn, der blev sat i dansk pleje. Grimur Thomsen blev udlagt som barnefader og tog sig villigt af drengen, skønt den rigtige fader formentlig var Hans T. I ægteskabet fødte Magdalene Thoresen fire børn. Magdalene Thoresen beskriver selv sin ungdom i et brev, der er trykt i Breve fra Magdalene Thoresen 1855-1901 i serien Memorier og Breve, 1919: “Jeg var fra Lille af altfor stor for min Omgivelse ... at have en stærkt – i alle Retninger – begavet Natur ... Og saa ingensomhelst Opdragelse, Intet der kan stramme Tøjlen i rette Tid ... vild som Skovens Dyr, fri som det, følgende Guds Lov, glemmende Verden.” Ungdomserfaringerne dannede baggrund for den køns- og kulturmyte, som forfatterskabet byggede på, og hvis indhold var, at overfylden i kvindens natur behøvede manden til at “stramme tøjlen i rette tid”. Magdalene Thoresen brugte det billede på sig selv, at hun havde havet i sig, men manglede klippen at brydes mod. En sådan fik hun i Hans T., der var 17 år ældre og snarere indtog faderens end ægtemandens rolle. Han sørgede for hendes litterære videreuddannelse; i 1855 rejste hun til Schweiz, Paris og London.

Magdalene Thoresen var i 1850 medstifter af Det norske Teater i Bergen, hvortil hun også anonymt leverede nogle få historiske dramaer og moderne vaudeviller. De i alt fire stykker blev opført, men ikke udgivet. Hun skrev teaterkritik i byens blade og lærte Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson at kende. Ibsen var det nyoprettede teaters første instruktør indtil 1857, hvor han overtog en tilsvarende stilling i Kristiania, det senere Oslo, men Magdalene Thoresen bevarede forbindelsen med ham gennem hans ægteskab med steddatteren Susanna T. Herefter blev Bjørnson leder af Bergens teater, og forholdet til ham fik dybtgående indflydelse på Magdalene Thoresen. Ved ægtemandens død hjalp Bjørnson hende i gang med forfatterkarrieren, som både skulle supplere hendes for lille enkepension og være en frugtbar udfoldelsesmulighed for hendes stærke intellektuelle og erotiske attrå. Han udgav hendes første bog Digte af en Dame, 1860, fik hendes historier optaget i tidsskrifter og antologier og skaffede hende oversættelsesarbejde. Forholdet kølnedes dog efter offentliggørelsen i 1867 af novellen Min Bedstemoders Fortælling eller De to Aftener, som er en åbenhjertig fremstilling af deres åndelige ægteskab.

Magdalene Thoresen var en omhyggelig stedmoder, men da provstens børn var voksne, flyttede hun i 1861 til København med sine egne børn for at fremme sin forfatterkarriere ved omgang med danske kulturpersonligheder som Georg Brandes og Johanne Luise Heiberg. Magdalene Thoresens sent erhvervede dannelse forblev delvis udvendig, og fremmedfølelsen er temaet i to af hendes betydeligste værker, Studenten fra Fortællinger, 1863, der handler om vanskeligheden ved at omsætte en intuitiv sans for naturen til abstrakt viden, og romanen Herluf Nordal, 1879, der handler om de to køns forskellige udtryk: kvindens sang over for mandens sprog. Magdalene Thoresen havde bedst held hos læsere og kritikere med rejsebøgerne Billeder fra Vestkysten af Norge, 1872, og Billeder fra Midnatssolens Land, 1884-86; den sidste blev skrevet efter et ophold 1881-82 hos datteren Dorothea Elisabeth, som var gift med det nordnorske Vardøs kommandant. Forfatterskabets hovedgenrer er i øvrigt bondefortællingen og det realistiske samtidsdrama. Bondefortællingerne handler om norsk bygdeliv. Hertil hører romanerne Signes Historie, 1864, og Solen i Siljedalen, 1868, samt en lang række kortere fortællinger, der udkom i novellesamlingerne Nyere Fortællinger, 1873, Livsbilleder, 1877, Mindre Fortællinger, 1891, Elverdrag og andre Fortællinger, 1893, Livsluft, 1895, Udenom Afgrunden, 1897, og Skjæbner og Viljer, 1899. Magdalene Thoresen ville bygge bro mellem norsk folkelig fortællekultur og den moderne fiktionsprosa, men norske litterære kredse godtog ikke Magdalene Thoresens forsøg på at leve sig ind i en kultur, der ikke var hendes egen. Hendes bøger solgte kun mådeligt, og ansøgninger til den norske regering og det norske Videnskabernes Selskab om understøttelse blev aldrig imødekommet. Hun ønskede at være norsk, men måtte af økonomiske grunde blive i Danmark, 1873-76 i Frederiksværk og efter 1882 i København, hvor hun fik dansk digtergage fra 1891.

Magdalene Thoresen var en vågen iagttager af de kulturelle strømninger, og kort efter Ibsens succes med samtidskomedien De Unges Forbund fik hun sit samtidsdrama Et rigt Parti, 1870, opført på Det Kgl. Teater. Det iscenesætter storbyens embedsborgerskab med rask dialog og konflikter mellem følelser og sociale positioner, men tematisk er afstanden til bondefortællingerne ikke så stor. Magdalene Thoresens forfatterskab kredsede om nogle grundlæggende mytiske figurer, som vanskeligt lod sig dramatisere, og publikums interesse for hendes dramatik, som også omfatter Inden Døre, 1877, og En opgaaende Sol, 1881, var begrænset. Stykkerne fik dog adskillige opførelser i København, Bergen og Stockholm, men det historiske drama Kristoffer Valkendorf og Hanseaterne, 1878, og Magdalene Thoresens sidste stykke En Udflytning, 1897, kom ikke på scenen.

Magdalene Thoresens liv var præget af store personlige sorger. Begge sønnerne døde af tuberkulose; den yngste havde hun boet sammen med i Zürich 1876-79, mens han tog sin ingeniøreksamen. Hendes forsørgerforpligtelser over for de fire børn og en gammel moder nødte hende til at udfolde en alsidig virksomhed. Ved siden af prosaen og dramatikken udgav hun endnu et bind Digte i 1887, og som den første kvinde læste hun op af egne værker mod entré, i 1867 i Kristiania og året efter i København Hendes dobbelte nationalitet, dansk og norsk, dobbelte klassetilhørsforhold, almuebarn og forfatter, og ikke mindst hendes dobbelttydige kvindelighed, den grænseløse, begærlige naturlighed under periodens stramme kønsrolle, gjorde hende til en kontroversiel person og hindrede hende i at indtage den position, som hendes talent, flid og indsats over en genremæssig bred front ellers berettigede. Magdalene Thoresen blev dog behørigt fejret på 80-årsdagen. Fra Danmarks og Norge-Sveriges konger fik hun fortjenstmedaljer, Dansk Kvindesamfund udsendte et særnummer af Kvinden og Samfundet, og Kvindelig Læseforening udnævnte hende til æresmedlem ved en fest.