Mélanie Oppenhejm

Mélanie Oppenhejms familie hørte til de toneangivende jøder i Hamburg-Altona. Hun blev uddannet på kunstindustriskolen i Hamburg. Som knap 20-årig blev hun i 1917 gift med den danske sagfører Moritz O., der indtil Hitlers magtovertagelse 1933 arbejdede som juridisk rådgiver for det tyske gesandtskab i København Mélanie Oppenhejm blev i 1935 formand for Jødisk Kvindeforening i København og var fra 1940 medlem af præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste. Det var dog især som en ledende skikkelse inden for det såkaldte Ungdoms Aliyah i Danmark (UAD), at hun kom til at spille en aktiv rolle i samfundslivet før og under Anden Verdenskrig.

Organisationen Ungdoms Aliyah dannedes i Tyskland, da nazisterne i 1933 overtog magten i landet, og jødeforfølgelserne begyndte. Bevægelsen, der bredte sig til flere lande, arbejdede på at få jødiske børn i alderen 13 til 17 år ud af Tyskland og via neutrale lande videre til Palæstina. Inden videresendelse til Palæstina skulle de anbringes i private hjem og lære noget, helst om landbrug. Foranlediget af Krystalnatten i slutningen af 1938, hvor synagoger og jødiske forretninger i Tyskland blev raseret, stiftedes 1939 UAD, og Mélanie Oppenhejm blev næstformand. Sammen med Kirsten Gloerfelt-Tarp, formand for Danske Kvinders Nationalråd (DKN), og Thora Daugaard, formand for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, indgik Mélanie Oppenhejm i et slagkraftigt trekløver, der satte sig som opgave at finde plejefamilier i Danmark til jødiske børn fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Kvinder fra de organisationer, der var tilsluttet DKN, rejste land og rige rundt, afholdt møder, samlede penge ind og fandt familier, der var villige til vederlagsfrit at tage et barn i pleje. Inden den tyske besættelse af Danmark i 1940 var det lykkedes at få 320 børn i alderen 14 til 17 år anbragt i Danmark. Oprindelig havde man håbet at få mindst 1.000 børn til landet, men så mange ville den noget modvillige justitsminister K.K. Steincke ikke give indrejsetilladelse.

Mélanie Oppenhejm selv udfoldede et energisk og handlekraftigt organisationstalent. Det var for Mosaisk Trossamfund af afgørende betydning, at de jødiske børn under deres ophold i Danmark ikke skulle ligge det danske samfund til byrde, og UAD satte derfor meget ind på indsamling af midler blandt jødiske kredse både i Danmark og udlandet. Da jødeforfølgelsen iværksattes i Danmark i de første oktoberdage i 1943, blev omkring 40 af børnene taget til fange. Forinden var det lykkedes at få de øvrige ud af landet. Mélanie Oppenhejm selv og hendes mand og to yngste børn blev fanget, da de i båd forsøgte at flygte til Sverige. De blev alle deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Alle fire overlevede og vendte efter Befrielsen tilbage til Danmark. I mange år tav Mélanie Oppenhejm om årene i Theresienstadt, selv over for de to ældste børn, der havde været i England og Sverige under krigen. Men i 1980 lykkedes det journalisten Thyra Christensen gennem tre radioudsendelser at få Mélanie Oppenhejm til at fortælle om evakueringen af de jødiske børn i de kritiske dage i 1940’erne, og i samtalernes løb trængte også erindringer fra Theresienstadt igennem. De nedfældedes i bogen Menneskefælden, der udkom i 1981. Det er en på én gang nøgtern og gribende skildring af ikke blot ondskab, løgn og fornedrelse, men også af hjælpsomhed, overlevelsesevne og værdighed.