Lone Dybkjær

Som helt ung var Lone Dybkjær klar over, at hun ikke passede til den traditionelle kvinderolle. Hun var fast besluttet på at blive økonomisk uafhængig og valgte en uddannelse, hvor hun var sikker på ikke at blive arbejdsløs.

Hun startede på kemiingeniørstudiet, fordi hun var bedre til matematik og fysik end til sprog. Da hun var færdig som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole (DTH) i 1964, blev hun ansat ved Akademiet for de Tekniske Videnskaber og blev kendt som en samfundsorienteret tekniker.

1966-70 arbejdede hun i Medicoteknikudvalget, der havde til opgave at formidle forbindelse mellem medicinalforskning og læger. Herefter blev hun leder af Informationssekretariatet ved DTH og Danmarks Ingeniørakademi for i 1977 at blive konsulent for Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

Lone Dybkjær havde meldt sig ind i Det Radikale Venstre (RV) i 1968. Det politiske engagement blev vakt gennem studenter- og ulandsarbejde og et møde med den radikale politiker K. Helveg Petersen. I tre år arbejdede hun sideløbende med sit fuldtidsjob frivilligt i et internationalt studentercenter, som tog sig af folk fra udviklingslandene.

Hun blev landskendt på det radikale landsmøde i 1970, da hun protesterede mod den stive mødeform og mod kønsdiskrimineringen. Hun ønskede, at der skulle vælges ligestillingsudvalg i stedet for kvindeudvalg.

1973 stillede hun op og blev valgt til Folketinget. På det tidspunkt havde hun to små børn og et fuldtidsjob ved siden af. Hun var medlem af Folketinget indtil 1977, men de sidste to år havde hun orlov fra sit arbejde. 1977-79 var hun formand for Børnekommissionen. Hun sad igen i Folketinget 1979-94.

I Folketinget blev Lone Dybkjær de radikales ordfører på energi-, arbejdsmarkeds- og miljøområdet. 1987-88 var hun udenrigspolitisk ordfører og spillede en aktiv rolle i forbindelse med valget i 1988, der blev udskrevet på en strid om, hvilke krav man kunne stille til information om atomvåben i udenlandske krigsskibe, der anløb danske havne.

Selvom hun fra starten havde tilhørt den fløj i RV, der gik ind for samarbejde med Socialdemokratiet, støttede hun partiets deltagelse i KVR-regeringen efter valget, hvor hun blev miljøminister. Partiet fik dermed sine to første kvindelige ministre, socialminister Aase Olesen og Lone Dybkjær.

I 1980’erne havde hun været en del af det alternative grønne flertal i Folketinget, men da hun blev minister, forsøgte hun at trække magten tilbage til ministeriet og gøre op med den enkeltsagspolitik, hun som oppositionspolitiker havde været med til at føre. Nu drejede det sig om at få mest miljø for pengene, og hun forsøgte at få et samarbejde i stand med landbrug og industri.

Embedsmændene, som havde fået megen magt under hendes forgænger Christian Christensen på grund af den uklare magtstruktur med det alternative flertal i Folketinget, fik beskåret deres indflydelse, fordi Lone Dybkjær ønskede at slå fast, at det var hende som minister, der bestemte.

I hendes korte ministertid frem til 1990 blev grundstenene lagt til en miljøreform, der tog udgangspunkt i Brundtlandrapporten, udgivet af en FN-kommission 1987. Reformen byggede på helhedsorientering og samlede miljølovgivningen i fem hovedlove. Samtidig blev klagesystemet forenklet og decentraliseret.

I 1992 blev hun forlovet med Socialdemokratiets nye formand Poul Nyrup Rasmussen. Det kom til at betyde, at hun måtte nedtone sin politiske karriere og leve en mere anonym politisk tilværelse.

Da RV gik ind i den socialdemokratisk ledede regering i 1993, var hun skuffet over ikke at få tilbudt en af de radikale ministerposter, og hun forsøgte at skabe en politisk platform uden for Folketinget. Hun var på tale til posten som direktør for FNs miljøprogram UNEP i Nairobi og stillede i 1992 op til formandsposten i FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger).

1993 var hun med til at udarbejde en betænkning om statslige aktieselskaber og 1994 en betænkning om infosamfundet år 2000. Sine tanker om politik fremlagde hun i bogen Uden for talerrækken, 1998.

På det radikale landsmøde i 1993 blev Lone Dybkjær partiets kandidat til Europaparlamentet, og ved valget i 1994 sikrede hun for første gang RV en plads i parlamentet. Det lykkedes hende næsten at firedoble antallet af radikale stemmer sammenlignet med valget i 1989.

Hun har i Europaparlamentet været meget aktiv på miljøområdet og har siden 1994 været anden næstformand for miljøudvalget.

Blandt hendes øvrige tillidsposter kan nævnes, at hun har været formand for bestyrelsen for Datacentralen 1991-96, og præsident for Osteoporoseforeningen fra 1994. Hun blev kåret til årets kvinde i ugebladet Hjemmet i 1976 og til årets cyklist af Danmarks Cyklistforbund 1989.

• Foto i Folketinget, Det Kgl. Bibliotek.

• Miljøministeriet
• Akademiet for de Tekniske Videnskaber
• Danmarks Tekniske Højskole (DTH) (se Danmarks Tekniske Universitet)
• Det Radikale Venstre
• Folketinget
• Børnekommissionen
• Europaparlamentet
• Datacentralen (se CSC)
• Osteoporoseforeningen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.