Liselotte Selbiger voksede op som enebarn i et velhavende og kunstinteresseret miljø. Moderen tegnede, fotograferede og lavede kunsthåndværk, og Liselotte Selbiger blev selv en fin amatørfotograf. Mormoderen var en fremragende pianistinde, og faderen spillede violin og havde en smuk sangstemme. Liselotte Selbiger fik, fra hun var barn, undervisning i klaver og cello, og hendes cellospil gennem 20 år gav hende musikalske erfaringer på kammermusik- og orkesterplan, først og fremmest sammen med ægtefællen, musikhistoriker Herbert Rosenberg, og i det anerkendte amatørsymfoniorkester Ärzteorchester, hvor bl.a. fysikeren Albert Einstein spillede bratsch. Hun tog musikpædagogisk eksamen i klaver på Hochschule für Musik i 1933 efter at have forberedt sig ved privatundervisning hos professor Leonid Kreutzer. Hendes eksamensopgave om ornamentik hos Bach inspirerede hende til at gå i gang med cembalotimer hos C. Bittner. Det førte til, at det blev som cembalist og Bachfortolker, at hun især kom til at gøre sig gældende.
Liselotte Selbiger var af jødisk slægt, og som en konsekvens af nazisternes forfølgelse modtog hun i 1935 et brev fra Reichsmusikkammer om, at hun “med øjeblikkelig virkning” var blevet frataget retten til at praktisere som musikpædagog. Hendes mand, der var konservatorielærer, havde som såkaldt “halvjøde” også mistet sit arbejde, og parret flygtede til Danmark. Her skulle de have deres opholdstilladelse fornyet hver tredje måned, og det var uhyre vanskeligt for dem at få arbejdstilladelse. Ægteparret havde en 24-timers udvisningstrussel hængende over hovedet, fordi han havde modtaget honorar for nogle foredrag i Musikpædagogisk Forening. Det førte til en politianmeldelse. Det var således under vanskelige betingelser, at Liselotte Selbiger begyndte at opbygge sin karriere som cembalist. Cembaloet var på det tidspunkt et nyligt genopdaget instrument i Danmark. Det havde fået en renæssance med den øgede interesse for at opføre ældre musik på historiske instrumenter. Selvom der kom andre, der spillede på cembalo, var Liselotte Selbiger den første og i mange år den eneste i Danmark, der helt koncentrerede sig om at være cembalist. I 1938 tog hun til Paris for at få cembalolektioner hos den polske Wanda Landowska, en af pionererne ved genindførelsen af instrumentet. Året efter havde Liselotte Selbiger sin koncertdebut i København I 1943 måtte hun flygte til Sverige, hvor hun gav flere koncerter, bl.a. en afskedskoncert på Drottningholms Slottsteater i 1945, før hun efter Befrielsen vendte tilbage til København
Liselotte Selbigers karriere varede til midten af 1970’erne og kom til at omfatte koncert-, foredrags- og skribentvirksomhed samt pladeindspilninger. Hun blev specialist i opførelsen af Bachs musik og var en flittigt benyttet solist i Danmarks Radio, hvor hun bl. a. flere gange spillede hans Wohltemperiertes Klavier. Også i adskillige andre landes radiofonier optrådte hun med jævne mellemrum, fx optrådte hun i en årrække i Oslo. Efter krigen koncerterede hun adskillige steder i Europa, især i Skandinavien. De franske cembalokomponister fra 1600- og 1700-tallet stod hendes hjerte nær, og ved siden af Bach og D. Scarlatti har hun indspillet kompositioner af F. Couperin og J.-Ph. Rameau. I 1957 fik hun Dansk Discophilpris for en lp med Kromatisk fantasi og fuga samt Italiensk koncert af Bach, og hun lavede en plade med Bachs to cembalokoncerter i f-mol og A-dur, hvor hun både spillede solostemmen og dirigerede Statsradiofoniens Kammerorkester. Egentlig var det Mogens Wöldike, der skulle have dirigeret koncerterne, men da de var uenige om musikkens udførelse, lykkedes det Liselotte Selbiger at få lov til selv at dirigere. Dengang blev en kvindelig dirigent nærmest opfattet som en selvmodsigelse, og det var en stor sejr for Liselotte Selbiger, at de skeptiske orkestermedlemmer med koncertmester Leo Hansen i spidsen bagefter uforbeholdent roste resultatet. Pladeindspilningen førte til flere koncerter, hvor Liselotte Selbiger fik anledning til at dirigere, og hun havde måske kunnet følge dette spor op, hvis ikke sygdom havde skabt et midlertidigt, men længerevarende stop i koncertvirksomheden.
Liselotte Selbiger fungerede ofte som konsulent, når skandinaviske radiofonier og koncertsteder skulle anskaffe et cembalo. Hun indviede bl.a. cembaloet i Kristiansands domkirke ved en koncert i 1966. Hendes formidling af musik havde sammen med et kunstnerisk aspekt også en analytisk dybde, og fra midten af 1940’erne holdt hun en lang række kurser og foredrag i Norden og Tyskland. Inspireret af Landowska arbejdede hun bl.a. med analyser, der viste, hvordan man kunne opløse et Bachsk nodebillede i en grundstruktur, forsynet med udskrevne forsiringer, og hun opererede med begrebet “komponerede improvisationer”. Hendes musikformidling har udmøntet sig i en række artikler om cembalospil, bl.a. i Dansk Musiktidsskrift. Liselotte Selbiger fik som regel fine anmeldelser for sine koncerter såvel i Danmark som i udlandet, og 1964 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat. Hun var censor i faget cembalo på Musikkonservatoriet. At hun aldrig fik den konservatoriestilling som cembalolærer, som hun burde have været selvskreven til, kan måske forklares ved tidens modvilje mod “fremmede” i det kbh.ske musikmiljø. Selv sagde hun: “Det er vanskeligt at være musiker, især cembalist, og at være kvinde – og jøde! Men der har også været lykkelige stunder.”
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.