Faktaboks

Lene Thiesen
Født
22. januar 1947, København
Arbejdsliv
Direktør og akademiker
Familie

Forældre: civilingeniør Palle Eskild T. (født 1920) og børnehavelærer Inge Erna Margrethe Sylvest Pedersen (1924-85).

Gift 23. juni 1989 med teaterleder Trevor Vernon Davies, født 23. december 1949 i Hamburg, Tyskland.

Adoptivbørn: Anna (1989).

Efter at Lene Thiesen i 1966 havde taget nysproglig studentereksamen fra Birkerød Statsskole, var hun au pair-pige i London og Paris, indtil hun i 1967 begyndte at læse fransk på Københavns Universitet. I 1970 var hun på et syv måneders studieophold i Frankrig, og året efter tog hun bifagseksamen i fransk. Hun var 1973-74 ansat som oversætter ved EF i Bruxelles, hvor hun oplevede den franske koreograf M. Béjarts fornyende danseteater. Et fransk statslegat gav hende i 1975 mulighed for et studieophold i Paris. Hun skrev speciale om den russisk-franske dramatiker A. Adamov og tog 1977 hovedfagseksamen i fransk og 1981 bifagseksamen i teatervidenskab. Hun fulgte den franske teaterkunstner Ariane Mnouchkines Théâtre du soleil fra den første forestilling i Paris, og det blev af allerstørste betydning for hendes senere teaterarbejde.

I 1980’erne lavede Lene Thiesen radioudsendelser til Danmarks Radio, bl.a. om teatret i Frankrig, og hun var instruktørassistent og informations- og pressemedarbejder på Det Kgl. Teater. Fra 1983 blev hun pressemedarbejder ved Fools 4-festivalen for Trevor Davies, lederen og grundlæggeren af Københavns Internationale Teater (KIT). Ved de internationale Fools-festivals præsenteredes happenings, eksperimentalteater og andre store udenlandske avantgardegæstespil i Danmark. Hun giftede sig siden med Davies, og de adopterede datteren Anna fra Guatemala. Det betød et vendepunkt i Lene Thiesens liv, fordi hun nu ikke længere kunne arbejde i døgndrift på KIT, men måtte dele sit liv mellem familien og det krævende arbejde. Sammen med Davies lavede hun fra 1985 hver sommer de store festivals The British Are Coming, musikfestivalen Verdens trommer, øst-vest projektet Mir Caravane, dansefestivalen Dancin’ City og den afrikanske kulturfestival Images of Africa. Parret stod også for sommerdansestedet Spejlteltet i Fælledparken og en lang række af den nye form for cirkusforestillinger, bl.a. Cirque O, Zingaro og Archaos. Lene Thiesen fik i 1992 Alt for damernes årlige kvindepris, fordi hun med utrættelig energi og efter utallige rejser over det meste af verden har præsenteret sublim scenekunst for et stadig større og ofte helt nyt publikum. Arbejdet på KIT var ulønnet, og det var en evindelig kamp at få de tilskudsgivende myndigheder til at anerkende KIT, der var uden fast personale og uden kontoradresse. 1993-97 var Lene Thiesen alene om lederansvaret for KIT, og hun lavede da i samarbejde med Kanonhallen og Kulturby ‘96 en række gæstespil og seminarer under projektet Det Europæiske Teater. Hendes mangeårige pionerarbejde for at vise publikum den nyeste scenekunst fra hele verden, især den unge og eksperimenterende kunst, har været af uvurderlig stor betydning for det danske teater- og dansemiljø. Med baggrund i hendes arbejde med de tre store festivals Images of Africa i 1991, 1993 og 1996 blev hun i 1997 af Udenrigs- og Kulturministeriet opfordret til at lede og koordinere det danske bidrag til Shuttle 99, et kulturelt udvekslingsprojekt mellem Danmark og Sydafrika i perioden 1998-99.

Beskrivelser og portrætter af Lene Thiesen

  • The Open Page 3/1998. Alt for damerne 41/1992. Politiken 18. oktober 1998.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig