Laura Madsen

Laura Madsen voksede op i et håndværkerhjem på Amager og blev efter endt skolegang ansat i forretning. Allerede som 18-årig mistede hun sin moder og to år efter også sin fader. Der var på dette tidspunkt og i de følgende år intet i hendes livsførelse, der pegede i retning af, at hun skulle komme til at yde en stor og påskønnet indsats som missionær i Afrika. Men i 1905 deltog hun i et vækkelsesmøde i Odd Fellow Palæet, fordi hun gerne ville høre det store kor, som sang ved den lejlighed. Her oplevede hun en kristen omvendelse, der senere fik hende til at karakterisere dagen som den største og lykkeligste i sit liv. Kort efter følte hun som følge af sit nyvundne kristne ståsted, at hun ville gøre en medmenneskelig indsats og blev sygeplejeelev på Frbg. Hospital, hvor hun fik arbejde de følgende ti år. I 1912 fik hun kald til at gå ind i den nystiftede Dansk forenet Sudan Missions (SM) hjemmearbejde og siden til selv at rejse ud som missionær. I 1916 blev hun antaget af missionen til dens arbejdsområde i Nigeria. Hermed trådte Laura Madsen ind på et tydeligt mandsdomineret område, hvor kvinder dog tidligt markerede sig på selvstændig vis. Den typiske danske missionær var ganske vist stadig en mand, en præst, som skulle forkynde evangeliet, eller en læge, som skulle tage sig af landets befolkning og de øvrige udsendte missionærer. Men læger kunne ikke arbejde uden sygeplejersker, og præster havde brug for lærere og lærerinder til undervisningsopgaver. En del missionærhustruer var kvalificerede til disse opgaver, men der var også brug for enlige kvinder til formålet.

I 1916 blev Laura Madsen indviet som missionær på SMs femårs fødselsdag, men på grund af Første Verdenskrig trak det ud med hendes udrejse. Det var bl.a. umuligt at få tilladelse til at udføre den nødvendige proviant til opholdet. Ventetiden blev brugt til relevant videreuddannelse, dels på SMs missionsskole i Hundborg, dels på et spedalskhedsasyl i Bergen. Endelig i 1918 gik turen via England til Numan ved Benuefloden i Nordøstnigeria. SM havde i 1913 anlagt sin første missionsstation i Numan, og her fik Laura Madsen sin arbejdsplads i de kommende 32 år, kun afbrudt af nogle måneders ophold i Danmark med to-tre års mellemrum. Under størstedelen af sit ophold fra 1921 til 1939 kom hun til at arbejde selvstændigt på SMs hospital. Her fik hun ikke anden lægelig bistand end den, der kunne ydes under kortvarige besøg. De første mange år bestod hospitalet af nogle få simple lerhytter, og det er enestående, hvad hun fik udrettet under disse beskedne og belastende forhold. I 1932 blev et nyt hospital indviet, og behandlingstallet under hendes ledelse kom i midten af 1930’erne op på ca. 12.000 årligt.

I 1925 begyndte Laura Madsen ved en af de tilfældigheder eller nødvendigheder, som missionshistorien er så rig på, et børnehjem. En fader kom med sin lille søn, hvis moder var død kort efter fødslen, og bad Laura Madsen om hjælp. Barnet ville ellers blive overladt til sig selv og dermed den visse død som følge af befolkningens åndetro, der mente, at den afdøde moders ånd ville hjemsøge barnet. Laura Madsen tog da drengen til sig og fik ham uden problemer flasket op. Hurtigt kom der andre moderløse børn til, og hun måtte ansætte unge lokale piger til at tage sig af børnene under hendes opsyn. Pigerne fik på den måde undervisning i barnepleje i et samfund, hvor 80% af børnene døde inden toårs alderen. Som voksne kom pigerne til Laura Madsen i forbindelse med egne fødsler, og således opstod i begyndelsen af 1930’erne også en fødeklinik, hvor Laura Madsen, der ikke var jordemoderuddannet, etablerede et samarbejde med den lokale jordemoder.

Udviklingen af hospitalets aktiviteter afspejlede Laura Madsens indlevelse i og respekt for nigeriansk kultur og levevis. Med sit kristne budskab og sin kristne livsholdning greb hun på mange måder forandrende ind i denne levevis, men gerne i et samspil med det bestående samfunds kultur. For sin mangeårige indsats, som rakte langt ud over hospitalsvirksomheden, blev hun da også højt værdsat. Som en anerkendelse af hendes arbejde blev hun i 1948 tildelt den britiske orden Honorary Member of the Most Excellent Order of the British Empire. Det siger noget om hendes beskedne livsholdning, at hun reagerede på udmærkelsen med ordene: “Det må være en fejltagelse.” Før hun i 1950 måtte lade sig pensionere og forlade Nigeria, nåede hun at se et moderne, nybygget hospital opført på det sted, hvor hun gennem årene under mere primitive forhold havde ydet hjælp til så mange. Gennem sine pensionistår i Danmark bevarede hun sin kærlighed til missionsarbejdet i Nigeria og fulgte det tæt, skønt en tiltagende sukkersyge efterhånden gjorde hende næsten blind, og også hørelsen var svækket.

Laura Madsens breve i SMs blad Sudan fra de mange år bærer bud om et kaldsbevidst menneske, som dog var langt fra enhver form for føleri. Hendes missionsindsats var båret af en evangelisk saglighed, en rodfæstet tro og en solid humor. En af hendes tidligere afrikanske medarbejdere gav hende i en artikel et smukt eftermæle med ordene: “Vi afrikanere har mistet vor moder og bedstemoder. Jeg har skrevet i korthed. Skulle jeg skrive alt, blev det til en stor bog.”