Kirsten Hermansen

Fra sin debut som Lucia i Lucretia på Det Kgl. Teater i 1955 og til sin afgang i 1981 var Kirsten Hermansen en af operaens flittigst benyttede sopraner. Gennemmusikalsk og jernflittig som hun var, stod hun distancen hver gang, og selvom hun manglede udvendig glamour og spidse albuer, blev det efterhånden klart, at teatret i hende havde et af sine bedste og sikreste kort. Hun var samtidig gennem hele perioden en af radioens mest benyttede klassiske sangerinder i opera- og operetterepertoiret. Kirsten Hermansen voksede op i et musisk hjem. Faderen, der oprindelig var billedskærer, var amatørsanger med en god tenorbaryton, moderen var uddannet modist. Der blev sunget meget og mest af Kirsten Hermansen, der var den yngste af fem søskende. Hun kom ind i Danmarks Radios Pigekor og fik hurtigt sang- og taleroller i korets musikforestillinger. Som gymnasieelev blev hun landskendt, da hun lagde stemme til prinsessen i Fyrtøjet, den første danske helaftenstegnefilm i 1945. Som 17-årig begyndte hun at tage sangundervisning hos Eskild Rask Nielsen, og efter studentereksamen kom hun på Musikkonservatoriet. Her fik hun Holger Byrding som lærer, og hos ham studerede hun også i nogle år, efter at konservatorieuddannelsen var afsluttet. Endnu mens hun gik på konservatoriet, fik hun en barnerolle i Brittens Albert Herring på Det Kgl. Teater. Debutkoncerten fra solistklassen i 1954 blev en stor succes. Programmet var broget og bestod af klassiske sange, Shakespearesonetter af Knud Høgenhaven og Mozartarier. 1953-55 gennemgik hun operaskolen, hvor hun havde Anna Borg som dramatisk lærer.

Sine to første roller på Det Kgl. Teater fik Kirsten Hermansen på afbud. Også senere fik hun alt for ofte sine store opgaver på afbud. Efter en vellykket Lucia i Lastens Vej fulgte Susanna i Figaros Bryllup i Carl Eberts berømmede opsætning. Det blev til et gennembrud, og hun beholdt denne rolle i 17 år, stadig føjende nye nuancer til. Susannas parti viste, at selvom hun havde fine evner for koloraturfaget, så var hun af sind lyrisk sopran. Det blev efterhånden til mange Mozartroller, Blondchen i Bortførelsen fra Seraillet, Despina og Fiordiligi i Così fan tutte og Nattens Dronning i Tryllefløjten, som hun i forvejen havde sunget i Oslo. For at redde en forestilling på Det Kgl. Teater lykkedes det hende på en og samme aften at synge to roller, både første dreng og Nattens Dronning. Som den dæmoniske stjernedronning afslørede hun et gnistrende temperament, som soubretterollerne ikke havde givet hende anledning til at udfolde. Også i Stockholm sang hun Nattens Dronning.

Et særligt samarbejde havde Kirsten Hermansen med mezzosopranen Else Margrethe Gardelli. Deres stemmer klang forbilledligt sammen, og teatret udnyttede det ved fx at lade dem synge søstrene i Così fan tutte og Hans og Grethe i E. Humperdincks eventyropera. Kirsten Hermansens yndlingsrolle blev Gilda i Rigoletto. Sammen med Ib Hansen i titelrollen skabte hun en mønsterforestilling, og præstationen blev af kritikken betegnet som en “eklatant sejr”. Stemmen voksede, og koloraturroller som Zerbinetta i Ariadne på Naxos vekslede med mere lyriske partier som Norina i Don Pasquale. I det nyere repertoire fik hun Hilda Macks vanskelige koloraturparti i H.W. Henzes Elegi for unge elskende. Dirigenten Martellius Lundqvist fik stor betydning for Kirsten Hermansens videre udvikling mod de bredere sopranpartier. I forbindelse med rollen som Musette i La Bohème på Den Fynske Opera lykkedes det ham ved intensivt arbejde med Kirsten Hermansen at forbinde den fine overklang i hendes stemme med en større fylde og mere kropsstøtte, som også kastede glans over et andet Pucciniparti, Madame Butterfly, på Det Kgl. Teater. Det var i reglen de jævnere piger, der var Kirsten Hermansens domæne. Hun forlenede dem med humør, poesi, en vis jovial robusthed og et scenisk nærvær, der altid var fængslende. Det stod derfor ikke skrevet i stjernerne, at marskalinden i Rosenkavaleren i 1976 skulle blive hendes sidste rolle. Det aristokratisk-raffinerede lå ikke lige for, og fysisk passede hun med sin ringe højde dårligt til partiet. Men hun sang det smukt, og det lykkedes hende at skabe et overbevisende rolleportræt på andre præmisser end de gængse.

Radioen havde ustandselig bud efter Kirsten Hermansen. Hun sang et hav af koncerter og optagelser, ofte med underholdningsorkestret, ligesom hun blev benyttet i uddrag af guldalderens halvglemte danske værker af fx C.E.F. Weyse og Frederik Kuhlau. Hendes tydelige tekst i forbindelse med den frie klang og fine frasering gjorde hende afholdt af både kolleger og publikum. Allerede inden sin afgang fra teatret var hun 1972 startet på en pædagogisk virksomhed på Musikkonservatoriet. I 1981 blev hun docent. Blandt hendes elever var Tina Kiberg, Elsebeth Lund, Susse Lillesøe, Michael Melbye og Johan René Schmidt. I betragtning af Kirsten Hermansens store radiokarriere, der kronedes med titelrollen i en koncertopførelse af Søvngængersken, foreligger der forbløffende få grammofonoptagelser med hende. Tidligst er en 78-plade med bl.a. Weyses De klare Bølger rulled. På lp kom Elverkongens datter i Elverskud, sopransoloen i Fynsk Forår, uddrag af Flagermusen, samt slutscenen fra Rigoletto. Kirsten Hermansen modtog en række hæderspriser, bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris 1956, Elisabeth Dons’ Mindelegat 1962 som den første overhovedet, og Tagea Brandts Rejselegat 1967. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1969.