Karen Lachmann

Fægtning blev tidligt en anerkendt idræt for kvinder i Danmark og leverede sammen med tennis og svømning de første danske kvindelige konkurrencedeltagere til De Olympiske Lege (OL). Det var en sport for de bedrestillede lag i Københavns-området, idet fægtetræning krævede individuel og derfor dyr instruktion. Den franskfødte fægtelærer L. Mahaut tilbød undervisning på sit private institut Salle d’Armes Mahaut fra århundredskiftet, og kvinderne kunne desuden fægte i Københavns Dame Fægteklub, stiftet 1898. Da Karen Lachmanns moder giftede sig for anden gang med litograf Aksel L., blev hun og hendes to søstre adopteret ind i en velhavende jødisk familie. De tre piger kastede sig over hver sin idræt, ridning, tennis og for Karen Lachmanns vedkommende fægtning på fleuret, den disciplin, som Ellen Osiier i 1924 havde vundet OL-guld i. I årene 1931-36 var Karen Lachmann medlem af fægteklubben Cirklen og herefter til sin død af Trekanten.

Karen Lachmann deltog ved OL fire gange og nåede hver gang til den afsluttende finalerunde, første gang i 1936 med en femteplads som resultat. Yderligere opnåede hun, inden Anden Verdenskrig satte en stopper for fægtning på internationalt plan, at vinde bronze for hold ved Verdensmesterskabet (VM) i 1937. Under krigen var hun en periode medlem af Dansk Fægte-Forbunds ledelse. Årene efter krigen var sportsligt set hendes bedste, og sammen med bl.a. Grete Olsen vandt hun VM for hold i 1947 og 1948 og fik individuelt sølv både ved OL i 1948 og ved VM i 1949. Karen Lachmann havde en svag ryg og blev flere gange opereret for diskusprolaps; mest omfattende i 1950, hvor hun som en af de første danskere fik opereret et stykke knogle fra skinnebenet ind i ryggen. På trods af dette var hun i stand til at vende tilbage på højeste niveau med endnu en VM-sølvmedalje i 1951, bronzemedalje ved OL i 1952 samt individuelt VM-guld i 1954. I perioden 1951-57 vandt hun hvert år det danske mesterskab, hvorefter hun i 1958 måtte gennem endnu en større operation. Det lykkedes hende imidlertid atter at vende tilbage til fægtesporten og sikre sig et sidste individuelt dansk mesterskab i 1959.

Karen Lachmann var i 25 år medlem af Trekantens bestyrelse, som formand i perioden 1955-62, og hun blev valgt ind i Dansk Idræts-Forbunds (DIF) bestyrelse 1962, samme år som hun døde. I 1948 modtog hun som den første oberst H. Sanders mindepokal fra DIF. Karen Lachmann var uddannet som sekretær og var i mange år ansat ved Københavns Universitets farmakologiske institut.