Karen Gyldenstierne

Skønt Karen Gyldenstierne var født ind i den bedrestillede del af 1500-tallets danske adel, betød hendes giftermål i 1568 med den 27 år ældre rigsråd Holger Rosenkrantz et trin op ad rangstigen. Rosenkrantz, der var personlig ven med Frederik 2., hørte til kongens mest betroede mænd. Året før ægteskabet var han således blevet udnævnt til statholder i Nørrejylland og overtog nogle år senere desuden embedet som rigsmarsk. Hertil kom forleningerne med Bygholm og Skt. Hans Kloster i Horsens, som lå godt placeret i forhold til hans private hovedbesiddelse Boller. Parrets nære forhold til Frederik 2. viste sig bl.a. ved, at deres anden søn Frederik blev opkaldt efter kongen, der selv stod fadder ved dåben 1571 på Skanderborg Slot, som Rosenkrantz havde i forlening. Dåben blev i tidens stil fejret med en stor fest, hvortil var indbudt ikke færre end 66 adelsmænd, 38 adelsfruer, 28 adelige enkefruer og syv jomfruer. Karen Gyldenstierne fik i alt fire sønner, hvoraf de to yngste døde som børn. Da ægtemanden døde allerede i 1575, blev det hendes opgave at tage vare på de to overlevende sønners opdragelse og uddannelse. 1582-84 var de begge i huset hos den fremtrædende danske skolemand Peder Hegelund i Ribe, og Frederik var derefter i tidens ånd på en syv år lang dannelsesrejse til en række europæiske universiteter, mens Otte Christoffer blev videreuddannet ved forskellige tyske fyrstehoffer.

Det var ikke blot sønnernes uddannelse, den 31-årige enke skulle tage sig af. Også bestyrelsen af det omfattende gods og videreførelse af ægtefællens ufuldendte planer blev opgaver, som Karen Gyldenstierne kastede sig over med stor energi. Hun fortsatte, især ved mageskifter med kongen, samlingen af bøndergods dels omkring Boller, dels på nordsiden af Vejle Fjord, hvor hun afsluttede oprettelsen af godset Rosenvold og lod opføre hovedbygningen, som ifølge indskriftsstenen stod færdig 1585. Ligeledes forestod hun færdiggørelsen af bygningerne på Boller. Disse byggerier var en del af det store boom i herregårdsbyggeriet i anden halvdel af 1500-tallet, men også på anden vis markerede Karen Gyldenstierne sin og familiens status. Året før sin død havde Rosenkrantz fået gavebrev på Sejet Kirke med ret til at nedbryde denne med henblik på forbedring af sognekirken i Uth. Karen Gyldenstierne nøjedes imidlertid ikke med at forbedre den eksisterende kirke, men lod den i stedet nedrive og i årene 1575-77 erstatte med en ny stor treskibet kirke i den moderne renæssancestil. I kapellet opførte hun et særpræget epitafium, indbygget i væggen og udformet som en alkove, hvori en ligsten over ægtemanden, dennes første hustru Mette Krognos og Karen Gyldenstierne selv blev anbragt liggende. Ligstenen var vistnok fremstillet på Rosenkrantz' initiativ.

Ud over gods og byggerier havde Karen Gyldenstierne også litterære interesser; hun kom således i besiddelse af et visehåndskrift, der var påbegyndt ved Frederik 2.s hof, og heri indskrev hun ganske mange viser af forskellig art. Hun bevarede det nære forhold til hoffet i Frederik 2.s regeringstid, men synes derefter at have trukket sig noget tilbage. Hun overlod Boller og Rosenvold til de nu voksne sønner og slog sig ca. 1590 ned på Skt. Hans Kloster i Horsens, som Rosenkrantz havde købt af kongen kort før sin død og efter hustruen omdøbt til Stjernholm. Selv havde hun opkøbt en del ejendomme og grunde i Horsens, hvilket gav anledning til en årelang strid med byrådet her, idet hun fastholdt sin adelige skattefrihed også af disse ejendomme til skade for byens kasse; først 1598 blev parterne forligt. På samme tid blev hun uforskyldt inddraget i en trolddomssag, da en af de anklagede kvinder 1596 hævdede, at de var købt af Karen Gyldenstierne til at forgøre Anne Hardenberg, gift med Johan Rud til nabogodset Møgelkær. Der blev ikke rejst trolddomssag mod Karen Gyldenstierne, og kongen mæglede et forlig mellem hende og Rud, der gav hinanden hånd på, 'at de ikke vidste andet end ære og godt om hinanden.' I 1599 måtte hun se sin lovende søn Frederik indstævnet for herredagen og dømt æreløs på grund af sit kærlighedsforhold til Rigborg Brockenhuus. Han benådedes mod at rejse til Ungarn og kæmpe mod tyrkerne, men døde i 1602 og blev begravet i Teinkirken i Prag, hvor broderen Otte og Karen Gyldenstierne satte ham et gravminde. Selv døde hun på Stjernholm i 1613.