Karen Caspersen

Karen Caspersen var nærmest født ind i teatermiljøet med en fader, der var sufflør ved Folketeatret, og en moder, der var skuespiller. Selv debuterede hun i 1909 på Nørrebros Teater som Mathilde i folkekomedien Geniet fra Odsherred. Hun havde læst med skuespilleren, den senere direktør for Dagmarteatret Holger Hofman, der til sin død 1929 forblev hendes kunstneriske væbner. Han troede fuldt og fast på hendes talent og mente at have fundet en lille ny Anna Larssen Bjørner i den charmerende og slagfærdige skuespiller. Skuffet blev han ikke, om end Karen Caspersen ikke blev en ny Larssen Bjørner, men udviklede sin helt egen stil inden for karakterfaget. I begyndelsen var det i den lette genre og revyen, hun gjorde sig fordelagtigt gældende. Således blev hun fremhævet for sin Effie i sommerrevyen 1911 Nu stiger den på Nørrebros Teater. I 1914 fulgte hun Hofman til Dagmarteatret og kom til at spille i et mere litterært repertoire, der nærede talentet gennem roller i forestillinger som Dora Delaney i B. Shaws Fannys første Stykke, 1918, og Amalie i Strindbergs Advent samme år. Hun rostes for sin forvandlingskunst og sit humør som Annerl i Den skønneste af Alle på Casino 1920, men man fandt hende måske en smule for grovkornet. Dette “men” kom til at præge karrieren, hun havde så udpræget sans for livets mere groteske og komiske sider, men til det store drama var hun for karikerende.

Et egentligt gennembrud fik Karen Caspersen på Det lille Teater 1919-20, først som tjenestepigen Ane i Bjørnstjerne Bjørnsons Geografi og Kærlighed med en række geniale små påfund i replik og fremtræden. Og endelig i 1919 en primadonnasejr som Kiki i A. Schnitzlers Anatole. I årene herefter vandt hun en sikker position hos Dagmarteatrets publikum med træfsikre præstationer i et internationalt repertoire. I 1927 spillede hun således med stor kraft titelrollen i E. Zolas før-strindbergske ægteskabsdrama Thérèse Raquin. Ved Hofmans død i 1929 stod Karen Caspersen på sin karrieres højde. Inden for rammerne af dette talent og denne genre nåede ingen, bortset fra Liva Weel, op på siden af hende. I ravnemoderens skikkelse i É. Bourdets Det svage Køn, 1933, stod karakteren frem i al sin komik og uhygge.

I 1937 lukkede Dagmarteatret, og Karen Caspersen, der siden 1914 havde viet sit liv og talent til denne scene, måtte som gæsteskuespiller ud på andre teatre. Der fulgte nu nogle vanskelige og kunstnerisk utilfredsstillende år, inden hun i 1941 døde, knap 51 år gammel. Hun havde i nogle få år været gift med filminstruktøren A.W. Sandberg og medvirkede senere i flere af hans film, bl.a. Dickensfilmatiseringerne Vor fælles Ven, 1921, og Lille Dorrit, 1924, hvori hun som den forkrøblede Maggy greb dybt i tilskuernes hjerterødder. I 1930’erne medvirkede hun i film som Plat eller Krone over for Ib Schønberg, og i Millionærdrengen, instrueret af Sandberg og med manuskript af forfatteren Kjeld Abell, hvor hun var helt uforlignelig som en fnidrende og forvirret, men alligevel troværdig overklassedame. Begge film giver fine eksempler på den morsomme og pikante replikbehandling, der var blevet et af hendes kendetegn. I 1934 tildeltes Karen Caspersen Ingenio et arti.