Jytte Abildstrøm

“Rablende skør”, “ildsjæl”, “energibundt” er nogle af de etiketter, der oftest er blevet sat på Jytte Abildstrøm siden hendes professionelle debut som revyskuespiller i 1957. Hun tog studentereksamen fra Nørre Gymnasium i 1952, og med baggrund i en uddannelse som tresproglig korrespondent og medvirken i studenterrevyer siden 1953 slog hun i slutningen af 1950’erne og op gennem 1960’erne sine folder i bl.a. Helsingørrevyen, Nykøbing F. Revyen og Cirkusrevyen. Hun har stået for en grotesk skuespilkunst med en rig variation af både krops- og ansigtsudtryk og lidt af det uforudsigelige vanvid, som er kendetegnende for flere mandlige revyskuespillere, men sjældnere hos de kvindelige.

Som 26-årig havde Jytte Abildstrøm forgæves søgt ind på Det Kgl. Teaters elevskole. I stedet begyndte hun at forme dukker og skabe dukkespil, efter at hun i en kirkekrypt i London i 1961 havde oplevet Philpotts Punch and Judy-dukketeater. Først optrådte hun hjemme i kælderen for sine egne to drenge og kvarterets børn, siden hen for en større offentlighed. Senere kom malerinden Hertha Kåh og musikeren Paulette Møller til, og Jytte Abildstrøms børneteater, der i 1964 fik næringsbrev til at spille dukketeater, var en realitet. I løbet af få år blev det et fuldtidsarbejdende professionelt børneteater med mere end 100 turnéforestillinger om året og fra 1968 med offentlig støtte. I denne periode blev hun også flittigt brugt i tvs børne- og ungdomsafdeling, hvor hun især blev kendt som den enlige mor i Jytte Hauch-Fausbølls serie fra 1969 om Sonja i Saxogade. I sidste halvdel af 1960’erne delte hun så at sige sit kunstneriske liv mellem dukketeater for børn og revyteatrene.

Med Elverstøj på Comediehuset i 1967 og Kameldamen i Bristol Music Center i 1969 havde Jytte Abildstrøm samlet et hold legekammerater, som i 1970 under hendes ledelse lejede det lille teater Riddersalen i forlystelsesetablissementet Lorry for at spille Peter Fristrups parodifarce Svend, Knud og Valdemar. Egentlig var det ment som et midlertidigt lejemål. Men det udviklede sig til den selvejende institution Jytte Abildstrøms Teater/Riddersalen, der opnåede støtte fra Frbg. kommune og fra Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater. I perioden 1977-91 var Riddersalens voksenforestillinger særskilt støttet gennem Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene. Det er karakteristisk for Jytte Abildstrøm, at hun fungerer bedst i et kreativt fællesskab, og hun har da også gennem årene etableret et tæt forhold til en fast stab af medarbejdere og samarbejdspartnere, bl.a. sceneografen og dukkemageren Dan Voigt Lønholdt, skuespilleren Daimi Gentle og forfattere som først Hauch-Fausbøll og Elsa Gress, senere Signe Birkbøll. Langt de fleste forestillinger er imidlertid skabt så kollektivt, at det er svært at udpege en enkelt instruktør.

Mens socialrealismen generelt var dominerende blandt danske børneteatre i 1970’erne, har Jytte Abildstrøms børneteater hele tiden holdt fast i folke- og kunsteventyrene, især H.C. Andersen, som står for nogle af de samme værdier, som Jytte Abildstrøm går ind for: respekten for livet og hinanden, naturen, skønheden, fantasien, og så skal det helst være sjovt! Det musikalske er et væsentligt aspekt af børneteatret, hvor man gerne lader grisen i Lille bjørn og store bjørn synge G. Puccinis operaarie Vissi d’arte eller lader Den lille havfrue ledsage af J. Wilsons moderne partiturmusik. Samtidig spænder voksenforestillingerne vidt: parodikomedier som Kvindernes afløb, 1970, klassisk avantgarde som A. Jarrys Kong Ubu, 1971, og J. Cocteaus Brylluppet på Eiffeltårnet, 1981. Også moderne avantgarde er blevet opført, som Gress’ Ditto datter, 1976, og Wilsons moderne opera om forfatteren Karen Blixen Grinning at the Devil med libretto af Gress, 1989. I 1990’erne har man kunnet tale om den særlige abildstrømske teaterform som en frodig, farverig, musikalsk revykomedie med crazy indslag og ikke sjældent en økologisk morale, der dog aldrig bliver bastant.

Især i 1970’erne og 1980’erne brugte Jytte Abildstrøm meget udlandet som inspiration. Det blev til flere studierejser og gæstespil, bl.a. en turné til Japan. Væsentligt var også besøg og gæstespil af udenlandske teaterfolk: italienske klovner, græsk skyggespiller, tjekkiske dukketeatre, som optrådte og også gerne underviste på Riddersalen. Jytte Abildstrøm har altid været dybt personligt involveret i sit teater, og når der har været lavvande i teaterkassen, har det været naturligt for hende fx at tage på foredragsturné for at skaffe penge. Embedsmænd og politikere har oplevet hendes utraditionelle initiativer som at sende H.C. Andersen-eventyr med som bilag til ansøgninger eller give et nummer på harmonikaen til et møde med politikerne.

Jytte Abildstrøms interesse for økologi voksede op gennem 1980’erne, og hendes kolonihavehus, der bl.a. er indrettet med solfanger, regnvandsopsamling og -rensning og komposttoilet, har fungeret som en konkret illustration af miljøløsninger for hverdagen. Disse byøkologiske principper overførtes i slutningen af 1990’erne på Riddersalens snedker-, metal- og dukkeværksted, som med støtte fra både fonde og private er indrettet som et byøkologisk center, der forener teatrets værkstedsarbejde med økologisk forskning og formidling. Jytte Abildstrøm har fået en lang række priser. I 1976 modtog hun PH-Prisen, i 1980 LOs Kulturpris, i 1982 Niels Matthiasens Mindelegat og i 1994 Danmarks Teaterforeningers Børne-Ungdomsteaterpris. Hun tildeltes i 1995 den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond og i 1998 Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen. Samme år blev hun nomineret til Nordisk Råds miljøpris, og i 1999 fik hun Karen Marie Thorsens Mindelegat på 100.000 kr. som anerkendelse af hendes unikke placering i dansk teater og stædige kamp for at redde Riddersalen. Hun blev i 1990 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.