Johanne Petersen (jordemoder og fagforeningsformand)

Da Den Almindelige Danske Jordemoderforening (DADJ) blev stiftet på et møde i København 1902, lagde mange mærke til en smuk og værdig kvinde, der med stor slagfærdighed deltog i diskussionen. Det var den 37-årige distriktsjordemoder Johanne Petersen, som knap 20 år senere skulle blive jordemoderforeningens første kvindelige formand. Samme “høje og statelige Dame” trådte i 1909 overraskende frem under et møde i Københavns amtsråd, hvor et spørgsmål om jordemoderens bolig var til behandling. Hun holdt en tale, der udmærkede sig ved sin klarhed, var spækket med tal og påviste det fornuftige i at imødekomme en ansøgning om at flytte distriktsjordemoderens bopæl til Glostrup by. Rådet gav sin tilladelse, og “den første kvindelige Taler i Københavns Amtsraad havde vundet en Sejr”.

Johanne Petersen fødte sit første barn i 1888 som ugift. Fire år senere, i 1892, tog hun eksamen som jordemoder fra Fødselsstiftelsen. Samme år giftede hun sig med kusken Peder Christian P. og nedsatte sig som distriktsjordemoder i Brøndbyøster og -vester i Glostrup kommune. I ægteskabet fik hun to sønner, men blev 1905 separeret og var nu alene med sine tre børn. Som enlig forsørger med små indtægter havde Johanne Petersen ligesom mange af sine kolleger i samme situation stor forståelse for de sociale problemer, deres ugifte patienter måtte kæmpe med. I 1908 blev vilkårene bedret ved en lov, der bestemte, at børnebidraget fra faderen skulle betales forskudsvis, eventuelt gennem kommunen, men bidraget var fortsat ganske utilstrækkeligt. Johanne Petersen gik ind i organisationsarbejdet for at forbedre jordemødres løn og arbejdsvilkår. 1902-08, og igen 1916-19, var hun formand for Københavns og Gl. Roskilde Amts Jordemoderforening. Det var hende, der i 1908 på DADJs vegne tog den første kontakt til Medicinalrådet med anmodning om, at jordemødre blev repræsenteret i den nedsatte Medicinalkommission, der skulle behandle sundhedsvæsenet og dermed jordemødrenes forhold. DADJ havde ønsket, at en repræsentant for foreningen skulle deltage i kommissionens arbejde i sager, der angik jordemødre. Der gik tre år, før kommissionen i 1911 lod forstå, at der kun kunne blive tale om status som tilforordnede. I en tid, hvor kvinder endnu ikke havde valgret til Lands- og Folketing, var det nok for meget at håbe på formel repræsentation, og jordemødrene affandt sig med betingelserne. Johanne Petersen, der samme år var trådt ind i DADJs bestyrelse, gjorde sammen med Anna Hansen og Augusta Lützhøft-Petersen en stor indsats som tilforordnet, og arbejdet resulterede 1914 i en lov med mange forbedringer i løn og pensionsforhold. Glæden over den nye jordemoderlov blev imidlertid kort. Det viste sig hurtigt, at de prisstigninger, som Første Verdenskrig 1914-1918 medførte, udhulede forbedringerne, fordi der ikke var indbygget nogen dyrtidsregulering i loven, og allerede i 1919 måtte Johanne Petersen overbringe et nyt andragende til myndighederne om lønforhøjelse. Det er først og fremmest gennem sin indsats for at forbedre lønforholdene, at Johanne Petersen har placeret sig som en af jordemoderstandens pionerer. Ved sin ihærdighed lykkedes det hende at skabe politisk forståelse for jordemødrenes dårlige livsvilkår.

Da DADJ i 1921 valgte Johanne Petersen som foreningens første kvindelige formand, var det med forventninger om, at hun med sine diplomatiske evner og sit forhandlingstalent kunne opnå væsentlige forbedringer for jordemødrene. Men den første periode efter næsten 20 år med mandlige formænd blev problemfyldt, og hun var ikke i stand til at indfri forventningerne, da megen energi blev brugt på interne stridigheder. Trods vanskelighederne talte Johanne Petersen ivrigt jordemødrenes sag over for ministre, rigsdagsmedlemmer og embedsmænd i Sundhedsstyrelsen. Da hun var plaget af sygdom, meddelte hun 1927, at hun ville trække sig fra formandsposten; men på landsmødet blev hun presset til at fortsætte endnu en periode. Imidlertid manifesterede den følelse af afmagt over for de dårlige levevilkår, som mange jordemødre havde i disse år, sig fortsat i en voldsom kritik af formanden og andre bestyrelsesmedlemmer. Her kom Johanne Petersen, som det diplomatiske menneske hun var, til kort over for en meget rabiat fraktion i bestyrelsen med Gertrud Vedel i spidsen, og efter et mistillidsvotum afgik den samlede bestyrelse i 1930, hvorefter Anna Herlevsen overtog ledelsen. Langtfra alle jordemødre var enige i kritikken, og som påskønnelse af hendes arbejde blev Johanne Petersen på landsmødet i 1933 valgt til æresmedlem af DADJ. Få måneder senere døde hun. I Tidsskrift for Jordemødre skrev kolleger med varme og taknemmelighed om de forbedringer, hun havde kæmpet så hårdt for, og overjordemoder Johanne Rødtness citerede Johanne Petersens bevægede tak for udnævnelsen som æresmedlem af den organisation, som hun havde givet så meget af sin energi og haft så mange bryderier med: “Tak for Dagene, der svandt; selv om der ikke altid var Medvind i vort Arbejde, har vi dog oplevet mange Lyspunkter, som jeg beder Dem mindes.” I 1934 afsløredes på Glostrup Kirkegård en mindesten med inskriptionen: “Den Almindelige Danske Jordemoderforening satte sin første kvindelige Formand dette Minde.”