Inger Boberg

Inger Boberg blev som barn påvirket af faderens filologiske interesser, men senere blev hun mere optaget af religionshistorie og folkeminder, hvad der næsten symbolsk afspejlede sig i hendes tidligste værker. Heraf handlede det første fra 1923 om formlæren i ældste dansk, det andet fra 1926 om guden Freyr og hans kreds. Efter studentereksamen i 1919 fra Høng Studenterkursus læste Inger Boberg til cand.mag. i tysk, fransk og dansk filologi ved Københavns Universitet og fik eksamen i 1925. Herefter var det i stigende grad folkedigtningen, der fangede hendes interesse, især takket være docent C.W. v. Sydow i Lund, hvortil hun kom på et studieophold i 1927. Hendes første arbejde inden for dette område var Prinsessen paa Glasbjerget, 1928.

I 1932 blev Inger Boberg løst tilknyttet Dansk Folkemindesamling (DF) som assistent. Flere gange havde hun måttet arbejde som lærervikar for at tjene til livets ophold, en gerning, hun ikke var særlig egnet til. De nederlag, hun oplevede i den forbindelse, forstærkede en tendens til at lukke sig inde og isolere sig fra andre mennesker, og det samme gjorde også hendes status som ugift kvindelig akademiker. Selvom hun i 1934 som den første kvinde blev dr.phil. i folkemindevidenskab, måtte hun vente i 18 år, før hun i 1952 omsider blev fastansat som arkivar på DF. Hun havde på dette tidspunkt en stor produktion bag sig og var en anerkendt international forsker. Hendes hovedopgave på DF bestod i at undersøge og klassificere arkivets omfattende samlinger, og det førte til disputatsen Sagnet om den store Pans Død, hvori hun bl.a. ved hjælp af en typeopstilling, bygget på navnestof, viste, hvordan sagnet udvikler og udbreder sig. Af andre hovedværker kan nævnes The Tale of Cupid and Psyche, 1938, Die Sage von Vermund und Uffe, 1943, og Baumeistersagen, 1955. Disse studier kulminerede i det monumentale værk Motif-Index of Early Icelandic Literature, der blev udgivet posthumt i 1966. Inger Boberg nåede inden sin død at udgive Folkemindeforskningens historie i Mellem- og Nordeuropa, 1953, hvorimod hendes Dansk folketradition i tro og digtning og deraf afhængig skik først blev udgivet i 1962.

Inger Boberg var syg i de sidste leveår, hvad der yderligere var med til gøre hende ensom. Hendes personlige netværk var meget lille, både fordi hun ikke havde familie, og fordi hun sjældent lod arbejds- og fagkolleger komme tæt på sig. Hun oplevede kun i få år at beklæde den stilling, hun havde været kvalificeret til at få langt tidligere. I 1945 modtog Inger Boberg Tagea Brandts Rejselegat.