Ingeborg Vollquartz

Ingeborg Vollquartz var en af de første danske, kvindelige forfattere, der levede godt af sit forfatterskab og af sin journalistik. Hun debuterede i 1903 med den lille bog Glade Barndomsdage i Vestindien, hvor hun beskriver sine egne børns oplevelser igennem fire år på St. Thomas. Ingeborg Vollquartz skrev i det hele taget om miljøer, hun kendte. Fem år efter debuten fik hun et gennembrud med fortællingen “Petersen” og hendes Søstre, der sammen med Forlovelser i Garnisonen, 1909, Gammeldags Kærlighed, 1910, Byens bedste Parti, 1911 og Mor er ikke hjemme, 1912, fortæller om de kummerlige forhold, som det fattigfine småborgerskab og især de ansatte i militæret måtte friste sammen med deres hustruer og børn. Tonen er indfølt, og moralen er ens i alle bøgerne: Det er kvindens bestemmelse at gå derhjemme og værne om hjemmet og børnenes moral, ligesom det er mandens at tjene pengene. Selverhvervende kvinder, kunstnerisk begavede kvinder og kvinder, der vil studere, mangler det vigtigste: Hjemmets hygge og mandens og børnenes kærlighed og tillid. Men i det fattigfine og snævre miljø, hvor alle kender alle og alles indtægt, er der altid grobund for intriger, og romanerne kan for en moderne læser næsten være tragikomiske i deres indlæring af tidens takt og tone for den ærbare kvinde af småborgerskabet. Romanerne Jeg vil skilles!, 1913, “Man siger –”, 1915, Hvor der er Kærlighed – , 1916, Mindernes Land, 1922, Kun en Mor, 1923, Fornuftgiftermaal, 1926, “Petersen” og hendes Børn, 1926 og En ubetydelig Kvinde, 1928, beskriver nøje et univers, hvor der er sat skarpt skel mellem dydens smalle sti og det, der falder uden for. Ingeborg Vollquartzs romaner var meget populære, en del blev oversat og mange kom i flere udgaver, bl.a. på det folkelige Forlaget Danmark, der solgte dem i kolportage. Nogle af prosateksterne blev desuden bearbejdet for teatret.

Med sine skildringer af den moralsk uantastelige, ærbare hustrus sans for hjemmet og dets beboere ramte Ingeborg Vollquartz en tone i tiden. I hendes romanverden kan kvindens udearbejde og ambitioner medføre hele familiens forfald, og således peger hun på, hvor vigtig husmoderens uegennyttige indsats var ikke kun for familiens, men for hele samfundets trivsel. Ingeborg Vollquartz skrev til og ind i det samfund, hun levede i, ikke på tværs af det. Mange af hendes kortere tekster blev offentliggjort i de største ugeblade og magasiner, i julehæfter og julebøger. Hun oversatte også en lang række populære romaner, og hun var således det, hun altid fremstillede som det mest forbudte og familieskadelige: En selverhvervende kvinde, der oven i købet tjente rigeligt på sit arbejde. Også hendes mange ungpigebøger, der dels omfatter serierne om Lillian, Anne-Lise og Lillemor, dels en række selvstændige titler, bevæger sig inden for samme småborgerlige miljø med snævre rammer for kvinders udfoldelse. Serien om Lillian: Lillians Forlovelse, Lillians Ægteskab, Lillians Datter, Svigermor Lillian og Mormor Lillian, 1915-19, viser således, at svigermor har ret, når hun kræver, at Lillian skal undertrykke sine egne evner og behov for at blive lykkelig; ingen mand kan tåle en kvinde, der er ham overlegen.

For et nutidsblik forekommer Ingeborg Vollquartzs univers forældet. Paradoksalt må man sige, at hun med ekstrem præcision pegede på de grænser og vilkår, der var sat for et kvindeliv i konservative og småborgerlige miljøer i den første halvdel af 1900-tallet. Hun var medlem af bestyrelsen for Dansk Forfatterforening 1915-25. Hendes romaner udkom i adskillige genoptryk og samlede udgaver indtil 1956.