Inga Nalbandiàn

Efter afsluttet uddannelse som småbørnslærerinde på N. Zahles Seminarium var Inga Nalbandiàn i 1895 elev på Testrup Højskole. Hun var en energisk og målbevidst personlighed, og med sit engagement og sin åbenhed for ny viden faldt hun så godt til på skolen, at man gerne havde beholdt hende som lærer. Men hun ville være forfatter. Kort efter rejste hun til Schweiz for at lære fransk, og her mødte hun i en kreds af landflygtige armeniere sin kommende mand, der stod i spidsen for de unge armenieres uddannelse her.

Da den ungtyrkiske revolution 1908 lovede bedre kår for det armenske mindretal, fulgte Inga Nalbandiàn med sin ægtefælle til Istanbul, hvor han skulle lede det armenske nationalgymnasium. Snart begyndte forfølgelserne dog igen, nu værre end før, og da Første Verdenskrig brød ud, og den tyrkiske regering besluttede sig for at løse det armenske spørgsmål én gang for alle, så hun ingen anden udvej end at sende deres to ældste børn på seks og otte alene med tog til Danmark. Hendes mand undgik arrestation, fordi han blev alvorligt syg og hospitalsindlagt, og da han kort efter døde, rejste også hun hjem. Her fortsatte hun nu det forfatterskab, hun i 1905 havde indledt med digtsamlingen Bølgesang, udgivet under pseudonymet Nils Ellinger. Hendes næste udgivelser var nogle prosafortællinger, Børn, 1913, og Barndom, 1915, med kloge iagttagelser af forholdet mellem barnet og den voksne.

De voldsomme oplevelser og den personlige sorg havde modnet Inga Nalbandiàn og satte sig spor i trilogien Den store Jammer og De Hjemsøgte, begge 1917, samt Den hvide Mark, 1918, bøger der fortsat fortjener at læses. I samtiden medvirkede de til at styrke den danske indsats for de forfulgte armeniere. Sit menneskelige format viste hun ved samtidig i bogen Balkan-Noveller, 1918, at skildre tyrkiske hverdagsmennesker, som de også kunne være, helt forskellige fra de bødler, hun før havde beskrevet. Endnu en digtsamling Dønninger, 1919, føjer derimod intet til forfatterpersonligheden. Senere udgav hun yderligere nogle nutidsfortællinger, Marie, 1925, Den gyldne Bro, 1926, og Uden I blive som Børn, 1927, og i Årsskrift for Testrup Højskole, 1926, har hun skrevet en fin mindeartikel om Testruplæreren Christoffer Baagø. Gennem hele Inga Nalbandiàns litterære produktion lyser en stærk retfærdighedssans, der også præger nogle indlæg, hun skrev i forbindelse med en pressepolemik om sin faders slægt Collin og dennes forhold til H.C. Andersen. Hun kom her i modsætningsforhold til enkelte af familiens medlemmer. Hendes bidrag udkom i bogform under titlerne: H.C. Andersen og de der “mishandlede ham”, 1927, og H.C. Andersen og Collinerne, 1928.