Hilde Levi

Hilde Levis forældre tilhørte den assimilerede jødiske middelklasse i Frankfurt am Main, hvor hun og hendes ni år ældre broder voksede op. Faderen var direktør i forsikringsafdelingen af det store firma Metallgesellschaft, moderen var hjemmegående under børnenes opvækst og huskes af Hilde Levi som den mest intellektuelt orienterede af forældrene. Hilde Levis interesse for fysik blev vakt af hendes gymnasielærer, og hun var fast besluttet på at studere faget trods mange advarsler om, at det ikke egnede sig for kvinder. Hun startede sine studier i Frankfurt, men efter et år førte trangen til at flytte hjemmefra hende til München, hvor hun bl.a. deltog i private diskussioner ledet af den fremtrædende økonomi-professor H. Dorn. Hun fortsatte sine studier i Berlin og fik her tildelt en arbejdsplads ved Kaiser Wilhelm instituttet for fysisk kemi, hvor hun skrev sin doktorafhandling i eksperimentel fysik om spektra af alkalihalogener, dvs. kemiske forbindelser mellem alkalimetaller og halogener. Med støtte af sine professorer opnåede hun, trods de vanskelige forhold for jøder efter Hitlers magtovertagelse, i 1934 sin afsluttende eksamen. Straks efter kom hun til Danmark, bistået af Kvindelige Akademikere, den danske afdeling af International Federation of University Women (IFUW). Den tysk-jødiske professor i eksperimentel fysik J. Franck havde i forvejen søgt tilflugt ved Københavns. Universitets Institut for teoretisk Fysik, ledet af Niels Bohr, der siden lagde navn til stedet. Franck kendte og værdsatte Hilde Levis afhandling, og hun blev nu ansat som hans videnskabelige assistent.

Hilde Levi udviklede både et nært venskab og et tæt videnskabeligt samarbejde med Franck, der dog allerede i 1935 flyttede til USA. Derefter assisterede hun østrigeren O.R. Frisch, der også var flygtning, i den eksperimentelle undersøgelse af radioaktive stoffer, et arbejde, der var et fortræffeligt udgangspunkt for hendes næste opgave som assistent for den ungarske professor i fysisk kemi George Hevesy. Dette samarbejde, der varede i nogle år frem til Besættelsen i 1940, førte hende i retning af biologien, idet Hevesys ambition var at anvende radioaktive indikatorer på området, en mulighed, der åbnede sig efter opdagelsen af kunstig radioaktivitet i 1934. Hilde Levi deltog med succes i det videnskabelige arbejde og bistod Hevesy med at indføre de kbh.ske biologer og medicinere i indikatormetoden, som han selv havde udviklet mange år tidligere. Situationen i Tyskland medførte, at professor Dorn i München måtte foretage et valg mellem sit professorat og sin jødiske sekretær Sophie Hellmann. Han valgte professoratet, og Hilde Levi, som kendte Hellmann fra sin studietid, inviterede hende til København Her blev Hellmann, der besad betydelige menneskelige, sproglige og administrative kvaliteter, Bohrs personlige sekretær. Hun og Hilde Levi flyttede sammen i en lejlighed i Valby og havde bofællesskab frem til den 15 år ældre Hellmanns død i 1979.

I 1940 blev Hilde Levi efter eget ønske overflyttet til Carlsberglaboratoriets kemiske afdeling. Her oplevede hun et nyt miljø og blev bragt endnu nærmere biologien. Tre år senere flygtede hun sammen med Hellmann og to af Bohrs sønner til Sverige, hvor hun under resten af besættelsestiden arbejdede på Wennergren-Instituttet for Eksperimentel Biologi i Stockholm. Efter krigen blev Hilde Levi spurgt, om hun kunne tænke sig at fortsætte sit arbejde i en stilling som rådgivende fysiker ved August Krogh Instituttets zoofysiologiske laboratorium. Det blev her, hun for alvor viste sig som selvstændig forsker, fra 1954 med status af amanuensis og seks år senere som docent. Helt central for hendes videre udvikling var en studierejse til USA 1947-48, delvis støttet af IFUW. Hensigten med opholdet var først og fremmest at lære at anvende carbon 14 til datering af kulstofholdigt materiale. Metoden, den såkaldte kulstof 14-datering, var dengang netop udviklet af W. Libby ved University of Chicago og har siden haft uvurderlig betydning for ikke mindst den forhistoriske arkæologi. Også et ophold hos G. Boyd ved University of Rochester i New York blev afgørende for hendes senere forskning.

Efter hjemkomsten til København iværksatte Hilde Levi et forskningsprogram inden for det felt, der siden har fået navnet autoradiografi, og frem til sin pensionering 1979 bidrog hun med væsentlige forskningsresultater. Bl.a. Finsen-instituttet, der i 1950’erne ville undersøge bivirkningerne af lægemidlet thorotrast, fandt praktisk anvendelse for hendes forskning. Hjemvendt fra endnu et studieophold hos Boyd i USA startede hun i samarbejde med kemikeren Karl Zerahn det første danske kursus i laboratoriearbejde i isotopteknik, et kursus, der tiltrak de mest fremragende universitets- og industriforskere. Samtidig viste Nationalmuseet interesse for Hilde Levis ekspertise i kulstof 14-datering, hvorefter hun tog initiativ til at opbygge en dateringsmaskine, der skulle blive den første af sin art i Europa. Maskinen kom i brug i foråret 1951 og muliggjorde bl.a. en nøjagtig aldersbestemmelse af Grauballemanden. Frem til 1979 var hun medlem af den komité under Nationalmuseet, der besluttede, hvilke fund, der skulle udvælges til datering.

1952-71 var Hilde Levi konsulent i Sundhedsstyrelsen i forbindelse med arbejdet med at udvikle lovgivning om strålebeskyttelse. Fra 1954, hvor der blev målt radioaktivt nedfald på dansk jord fra atombombesprængninger, optrådte hun som komitéens kontaktperson over for den danske presse, en lærerig, om end ikke ubetinget behagelig erfaring. Siden sin pensionering har hun engageret sig i endnu et felt, videnskabshistorie. Hun begyndte med at indsamle arkivmateriale om sin tidligere chef og samarbejdspartner Hevesy og endte med at udgive en engelsksproget biografi om ham, der udkom 1985. Samme år var hun initiativtager til 100-års udstillingen om Bohr på Københavns Rådhus. Hun har desuden skrevet en uformel selvbiografi, der er deponeret i Niels Bohr Arkivet, hvor hun med sin store entusiasme og betydelige livserfaring til stadighed har været en værdsat rådgiver, også i sin høje alderdom. Hilde Levi modtog i 1955 Tagea Brandts Rejselegat og blev desuden hædret med George Hevesy Stiftungs guldmedalje i 1975.