Henriette Gubi

Henriette Gubi voksede op i Jerstal ved Bevtoft i Sønderjylland under meget beskedne kår. Moderen var af gårdmandsslægt, men da hun havde giftet sig med malersvend Peter G. mod familiens ønske, fik hun kun en ringe medgift. Trods den materielle trang var hjemmet, et lille husmandssted, meget harmonisk med en glad stemning, ikke mindst på grund af moderens lyse sind og evne til at synge, fortælle og recitere for den store børneflok. Henriette Gubi var en velbegavet og livlig pige, men allerede tidligt fysisk mærket af sygdom, som især slog sig på hendes øjne. Efter konfirmationen blev hun oplært i skræddersyning, så hun kunne bidrage til hjemmets opretholdelse. Hendes egentlige lyst gik dog i retning af at skrive, især digte, hvoraf flere blev optaget i bladet Dannevirke. Herigennem påkaldte hun sig bl.a. den sønderjyske politiker H.A. Krügers opmærksomhed og velvilje. Det var således med dennes støtte, at hun i sommeren 1880 kom på Ryslinge Højskole og vinteren efter påbegyndte to års uddannelse på N. Zahles Skole. Blandt velgørerne var også den jyske friskolelærer og visesanger Morten Eskesen og journalisten H.R. Hiort-Lorenzen. Drømmen om at blive forfatter afprøvede Henriette Gubi ved at lade et lille manuskript bedømme. Men med opfordringen til at bearbejde dette yderligere opgav hun sine digterdrømme og vendte sig herefter mod en gerning for danskheden i Sønderjylland. Hun begyndte at undervise, først som privatlærer hos læge Rasmus Krüger og dernæst i en lille kommuneskole i Haved i Rejsby sogn til 1886. Efter et rekreationsophold blev hun lærerinde hos pastor Holger Køster i Mygind ved Randers i halvandet år, hvorved hun blev opmærksom på grundtvigianismen og valgmenighedernes oplivende miljø. Herfra rejste hun tilbage til barndomshjemmet, hvor hun holdt hus for en broder og underviste byens børn.

Efter den nye preussiske skoleforordning fra 1888, der endelig gjorde tysk til det helt dominerende sprog i skolen, kun i religionstimerne var dansk tilladt, mobiliseredes et nyt våben i nationalitetskampen: vandrelærerne. Det var lærere, der gav hjemmeundervisning hos forskellige dansksindede familier i tre uger ad gangen. I 1890 blev Henriette Gubi ved politikeren H.P. Hanssens mellemkomst og med støtte fra bl.a. Sprogforeningen ansat til at påtage sig en sådan vandrelærerindestilling i Sundeved. Hun havde på dette tidspunkt fået nær kontakt til forstanderinden på Skibelund Efterskole Georgia la Cour Pedersen, som siden publicerede udvalgte breve fra Henriette Gubi. Gennem disse breve kan man i detaljer følge hendes færden som vandrelærerinde i de fire år, det endnu blev hende forundt at leve. Helt fra begyndelsen foregik hendes undervisning i en spændt og truende atmosfære i forhold til de tyske myndigheder, men inden for murene i de mange forskellige hjem, hvor hun underviste børnene i dansk sprog og historie, var der varme og gensidig sympati. Selv opfattede hun sin opgave som omfattende hele det hjem, hun arbejdede i, ikke mindst som en inspiration for mødrene til at værne og fremme modersmålet i forhold til børnene. På et tidspunkt byttede hun virkeområde med sin kollega Kasper Jensen, der havde fået forbud mod sin gerning på Bovlundegnen. Sådan blev der leget kispus med gendarmerne og reglerne, og det kom også til at koste Henriette Gubi forhør og bøder. En juridisk afprøvning af spørgsmålet mundede i 1896 ud i et endeligt forbud. Men da var Henriette Gubi allerede blevet indhentet af sit svage helbred. Hun døde i en alder af 37 år i 1894.

Henriette Gubis virke og frimodighed i forhold til de tyske myndigheder var med til at inspirere andre sønderjyske kvinder, og gennem sin kamp for den nationale sag fandt hun selv et højere mål med sit liv. Brevvekslingen med la Cour Pedersen afslører dog også, at hun trods en indholdsrig tilværelse led personlige afsavn ved ikke at have et privatliv. En delvis kompensation fandt hun imidlertid ved livet igennem at stå forældrene, især moderen, og sine søskende meget nær. I 1901 blev en række af hendes digte udgivet under titlen Efterladte Digte. På hendes gravsten indgraveredes Morten Eskesens mindeord: “Mellem Børn og Barnesjæle/ af vor Moders Kuld/ være hendes Eftermæle:/ “Hun var tro som Guld”.”

Allan Bengtsson: Vandrelærere, 1996. Vilh. la Cour (red.): Sønderjyllands Historie fremstillet for det danske Folk, 1930-43. Hans Kau: Henriette Gubi, 1926. Sønderjydske Aarbøger, 1924. Højskolebladet 44/1894.