Helle Virkner

Et tilfældigt møde med skuespilleren Karin Nellemose og oplevelsen af hendes prinsesse i Holger Drachmanns og P.E. Lange-Müllers Der var engang vakte teaterdrømmen hos Helle Virkner. Allerede som 16-årig forlod hun derfor skolen for at læse hos skuespilleren Carlo Wieth, og i 1941 kom hun ind på en af de elevpladser, som Folketeatret og Det Ny Teater rådede over i fællesskab. I 1944 blev hun optaget på Det Kgl. Teaters elevskole, og 1945 debuterede hun som Gudrun i C.E. Soyas Parasitterne. Inden da havde Helle Virkner allerede medvirket i et par film, bl.a. filmatiseringen af Charles Tharnæs´ Spurve under Taget og Johan Jacobsens film Otte Akkorder. I dette medie slog hun nok hurtigere og mere overbevisende igennem end på teatret, og hun blev den unge brunøjede heltinde i Askepot-film som Hendes store aften, 1954, og Kispus, 1956.

Helle Virkner blev efter elevtiden ansat på Det Kgl. Teater i 1946 uden at få de helt store opgaver, og i 1951 forlod hun teatret for at spille på de forskellige privatteatre. Der kom nu skub i karrieren med roller som Sonja i Tjekhovs Onkel Vanja på Alléscenen i 1953 og titelrollen i dramatiseringen af Anne Franks Dagbog, ligesom hun spillede i Jean Anouilhs Vildfuglen.Op igennem 1950'erne blev det desuden til to-tre store filmroller om året, bl.a. Tante Tut fra Paris og Bruden fra Dragstrup. Det var således en populær filmstjerne, der i maj 1959 mødte daværende udenrigsminister J.O. Krag. Alting gik nu hurtigt for Helle Virkner, og inden årets udgang var hun blevet gift, gravid og ministerfrue. I december forlod hun scenen for en lang periode. Det var blevet for vanskeligt at passe teaterarbejdet ind i den nye livsrytme, og i flere år helligede hun sig filmarbejdet og de pligter, der fulgte med ægtefællens politiske karriere. Det blev til adskillige populære og folkelige film, bl.a. Poeten og Lillemor og Støv-på-hjernen-filmene.

I 1972 begyndte Helle Virkner så småt at genoptage sin teaterkarriere, naturligvis under pressens store bevågenhed. Efter tv-succeserne som Fru Olsen i Huset på Christianshavn og Elisabeth Friis i Matador var hendes navn atter mere knyttet til kunstneren end til "fruen". Helle Virkner havde tidligere haft lyst til at prøve kræfter som teaterdirektør. Det blev realiseret, da hun i 1982 blev direktør for ABC Teatret, først sammen med Erik Breiner og 1989-93 alene. Hun var også partipolitisk aktiv. Allerede fra sin tidlige ungdom var hun overbevist socialdemokrat, inspireret bl.a. af mødet med den senere statsminister H.C. Hansen, der under en oplæsningsturné for Arte tog sig af de deltagende skuespillere. Efter skilsmissen i 1973 opstillede hun til kommunalbestyrelsen på Frbg. for Socialdemokratiet, og 1974-82 var hun medlem af kommunalbestyrelsen, hvor hun især beskæftigede sig med ældreforsorg og ungdomsspørgsmål. Hun blev 1980 af vælgerkredsen indstillet som folketingskandidat, men opgav det følgende år folketingskandidaturet for at koncentrere sig om det kommunalpolitiske arbejde.

Helle Virkner har skrevet tre erindringsbøger: Scenen skifter, 1968, Hils fra mig og kongen, 1994, og Billeder fra mit liv, 1996. Efter 1994 har hun også været optaget af en omfattende foredragsvirksomhed. Først i de senere år er hun blevet tildelt forskellige legater, således Clara Pontoppidans Fødselsdagslegat 1993, legat fra Teaterdirektørforeningens Fond 1993 og Hvass Legatet 1994.