Hanne Marcussen

Hanne Marcussen blev som den anden kvinde rektor for Arkitektskolen efter et livslangt virke præget af et brændende og pligtopfyldende engagement, hvor hun med rapkæftet og humoristisk iver blandede sig i pædagogiske, faglige og skolepolitiske forhold. Samtidig var hun medskaber af nogle af landets mest progressive og visionære tæt-lav boligbyggerier med vægt på fællesskab og økologi. Hun gik ind for en social og humanistisk socialisme og betragtede mere sig selv som en slags socialarbejder end som kunstner.

Hanne Marcussen var født som mellemste barn i et venstreorienteret miljø. Faderen var ansat på Rigshospitalet hos professor Mogens Fog og var aktiv i modstandsbevægelsen i kredsen omkring Kate Fleron, der var redaktør af det illegale blad Frit Danmark. Han var ligeledes tilknyttet Invalideforsikringsretten og var optaget af at gennemhulle myten om ordblinde som ubegavede. Moderen var Danmarks første kvindelige malersvend og engageret i kvindepolitik. 1952-65 afløste hun Agnete Olsen som landsformand for Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. Til kredsen hørte også de kommunistiske politikere Erna Watson og Alvilda Larsen. Hanne Marcussen blev tidligt sporet ind på arkitektfaget af store kvindelige familieforbilleder med rødder i højskolemiljøet. Mormoderen Gudrun Trier Mørch var kunstmaler og fungerede som interiør- og møbelarkitekt, mens en moster Ibi Trier Mørch var arkitekt og kunsthåndværker.

Hanne Marcussen blev matematisk student fra Skt. Jørgens Gymnasium 1955 og startede derefter på Arkitektskolen, hvor hun fik afgang 1961. I studietiden arbejdede hun 1958-59 i Stockholm. Bagefter fandt hun sammen med studiekammeraterne Ole og Birgitte Ramsgaard Thomsen, Flemming Hertz og Allan de Waal, som hun udvekslede og afprøvede idéer med. Hun tegnede klart og præcist og var god til at skære ind til benet. På Arkitektskolen mødte hun Lars M., som hun blev gift med 1961. De tog på en længere dannelsesrejse1964-66, hvor de arbejdede på tegnestuer i New York og San Francisco og rejste til Mellemamerika og Asien. Efter hjemkomsten blev sønnen Mathias født. I 1967 blev Hanne Marcussen medejer af en tegnestue sammen med arkitekterne Jens Peter Storgaard og Jørn og Anne Ørum- Nielsen. De kendte hinanden fra Arkitektskolen og fra forskellige projekter, bl.a. projekteringen af Herlev Sygehus 1962-64. Tegnestuen i Strandstræde deltog flittigt i konkurrencer og specialiserede sig hurtigt i boligbyggeri med inspiration i Brumleby på Østerbro. Vinderprojektet i en konkurrence om socialt boligbyggeri i Herstederne 1969 resulterede i hovedværket: den banebrydende tæt-lav boligbebyggelse Galgebakken i Albertslund 1973-74. Bebyggelsen var udformet med henblik på at styrke det sociale fællesskab mellem beboerne. Køkkener var orienteret ud mod boligstræder, og udearealerne var opbygget efter et meget gennemarbejdet system, der skulle tilgodese forskellige grader af privathed og samvær. Andre konkurrencer resulterede bl.a. i tæt-lav bebyggelserne Kærlodden, Kratlodden og Marklodden i Måløv. En tredjepræmie i boligselskabet KABs konkurrence om fremtidens bolig 1980 blev videreudviklet og realiseret 1986-87 som Tubberupvænge I og 1989-90 som Tubberupvænge II i Herlev. Med tiden opstod en vis arbejdsdeling på tegnestuen, og 1979-88 var Hanne Marcussen husarkitekt for Ny Carlsberg Glyptotek. Her stod hun bl.a. for indretningen af montrer til det etruskiske stridsvognsrum og for den nye forpladsbelægning. Tegnestuen blev opløst i 1987, men efter nogle års pause gendannet af Hanne Marcussen og Storgaard, der 1991-92 opførte Skotteparken i Ballerup. Det var et tæt-lavt forsøgsbyggeri med vægt på ressourcebesparelser, som i 1994 blev belønnet med FNs The World Habitat Award.

På Arkitektskolen var Hanne Marcussen en markant lærer. Hun underviste fra 1967 på afdelingen for byggeteknik og hos professor Hanne Kjærholm. Hanne Marcussen var med til at danne Lille Lærerforsamling for de timelønnede lærere, som hun blev en stærk tillidsmand for. Hun var også med i kredsen omkring dannelsen af den alternative fagforening Arkitekternes Fagforening. I perioden 1971-73 var hun kandidatstipendiat, hvilket resulterede i afhandlingen Om arkitektstudiet, 1974-76. Hendes interesse for arkitektfaget fandt et andet udtryk, da hun sammen med billedkunstneren Vera Myhre og forskningsbibliotekar Emma Salling tilrettelagde udstillingen Akademiet og de skønne kunster på Sophienholm 1979. I denne periode var hun også den første formand for arkitekturudvalget i Statens Kunstfond 1978-80. I 1996 blev hun rektor for Arkitektskolen på et tidspunkt, da store dele af skolen netop var flyttet til Holmen. Allerede i 1985 havde hun stillet op til posten, men tabte et regulært kampvalg til arkitekt Bente Beedholm. Før sin tidlige død i 1997 havde Hanne Marcussen planer om at gennemføre reformer på skolen for at forbedre uddannelsen. En af hendes store fortjenester var, at hun arbejdede på at få skabende arkitektarbejde godkendt som forskning.