Gunhild Due

Gunhild Due voksede op i et landarbejdermiljø på Randersegnen og gik i landsbyskolen i syv år, indtil hun fik arbejde som pige på en gård. Hun giftede sig som 19-årig med en landarbejder. Senere flyttede hun til Koldingegnen, og de mange proprietærgårde og store klasseforskelle her var medvirkende til, at hun engagerede sig i kampen for de små i samfundet. Sin tidligt vakte glæde ved litteratur formidlede hun fra 1956 gennem foredrag i radio og tv, og, som hun selv har fortalt, “jeg rejste rundt og fortalte især husmandskoner om de bøger, jeg havde læst.” I denne periode meldte hun sig ind i den lokale socialdemokratiske partiforening, men der skete ikke meget der, og da Socialistisk Folkeparti (SF) blev dannet i 1959, blev hun opfordret til at være stiller og kom på den måde med i det nye parti. SF var en udspaltning af Danmarks Kommunistiske Parti, og det nye parti havde både brug for personer, der ikke havde været kommunister, og for aktive kvinder. Gunhild Due blev i 1961 medlem af SFs hovedbestyrelse, hvor hun sad til 1965 og igen 1968-70. Hun blev endvidere medlem af Folketinget 1964-71. Som eneste kvinde i folketingsgruppen havde hun hårde betingelser, men det lykkedes hende ved en ihærdig indsats at gøre sig gældende. Hun lagde et stort arbejde i at rette op på sin sparsomme uddannelsesbaggrund og lære hele det politiske og administrative system at kende. Det aktive politiske liv langt fra hjemmet betød, at hun måtte undvære familien det meste af ugen, og indebar også, at hendes ægtefælle måtte gå på deltid for at kunne tage sig af børnene og hjemmet.

Gunhild Due sad i Folketinget i en opbrudsperiode, hvor en række velfærdsreformer blev planlagt, og der var råd til at stille krav om udbygning af offentlige initiativer inden for uddannelse, kultur og i socialsektoren. På grundlag af egne erfaringer kunne hun give sin fremstilling af vilkårene for de dårligst stillede landboere en overbevisende og gribende form, som fik alle til at lytte. Hun arbejdede fortrinsvis med traditionelle kvindeemner som uddannelse, sociale forhold og sammenhængen mellem familieliv og arbejdsmarked, men gav som repræsentant for den nye socialistiske venstrefløj en anderledes vinkel på disse politikområder. Hun støttede bl.a. udbygningen af børnehaver og fritidshjem, ikke kun i byerne, men også på landet, da hun mente, at en stor del af børnene her havde et uerkendt behov for pasning. Husmoderafløsning, der i denne periode blev til hjemmehjælp i kommunalt regi, var ligeledes blandt hendes mærkesager. Hun gik især i brechen for uddannelse og ordentlige løn- og arbejdsvilkår for de kvinder, som skulle varetage de nye opgaver, og kæmpede i det hele taget for gode kvindelige arbejdspladser i den offentlige sektor. 1965 blev Gunhild Due medlem af Kvindekommissionen, som i det følgende årti lagde det lovgivningsmæssige grundlag for, at kvinder i stort tal kunne sluses ind i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. Hun deltog i et kvindenetværk, der på tværs af partierne arbejdede for kvinders ligestilling på skatteområdet, med bl.a. den socialdemokratiske Lis Groes. Flere af kvinderne kendte hun fra Dansk Kvindesamfund (DK), hvor hun 1965-66 var medlem af forretningsudvalget. Hun havde dog også andre samarbejdspartnere. I spørgsmålet om ligeløn, som hun havde kæmpet for fra starten af sit politiske liv, fik hendes ord fornyet vægt omkring 1970, da der samtidig var stor opbakning til dette krav fra den nye kvindebevægelse og kvinderne i fagbevægelsen. Hun tildeltes i 1970 DKs Mathildepris for sin indsats for ligelønnen.

I debatten om redegørelsen for den kulturpolitiske situation, som den radikale kulturminister K. Helveg Petersen fremlagde i 1969, tog Gunhild Due i sin ordførertale udgangspunkt i kunstneres evne til at stille spørgsmål ved vedtagne sandheder og beskrive nye sammenhænge. Hun så heri en mulighed for, at alle kunne blive aktive deltagere i udformningen af en fælles fremtid, hvis der blev bedre adgang til oplysning, uddannelse og kunst. Hun lå tæt på den socialdemokratiske kulturpolitik, men havde dertil sin forankring i en folkelig landlig tradition. Med denne baggrund gik hun ind i de nye kulturråd, som blev oprettet i 1960’erne, bl.a. som medlem af Det Kgl. Teaters tilsynsråd 1967-69 og af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1967-73. Gunhild Due kørte træt af Folketingsarbejdet ved sprængningen af SF i 1967, hvor det nye parti Venstresocialisterne blev dannet. Hun ville lade andre kræfter komme til, men fulgte dog op på nogle af de områder, hun havde arbejdet med, bl.a. som medlem af det centrale uddannelsesråd 1973-76 og Statens Museumsnævn 1986-88. Efter sin udtræden af Folketinget i 1971 gik hun ind i kommunalpolitik. Hun blev medlem af Kolding skatteråd fra 1970 og var 1978-90 medlem af byrådet, hvor hun fortsatte sit kulturpolitiske arbejde. Som medlem af økonomiudvalg, teknisk udvalg og trafikudvalg bidrog hun desuden til projekter, der var afgørende for byens fremtid, bl.a. en affaldsplan, der gjorde Kolding til foregangskommune, og en plan, der sikrede et fredeligt bycenter.

Gunhild Due er en af de få kvinder fra et landarbejdermiljø, der har siddet i Folketinget. Den sympati og respekt, hun opnåede i vide kredse, skyldtes især hendes ligefremme og oprigtige personlighed. Hun har været en “folkets stemme” i bedste forstand. I det politiske arbejde forsøgte hun at radikalisere de idealer, som både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i princippet stod for, og hun var således med til at bringe SF ind på midten af dansk politik. Denne linie var for dele af partiet ikke tilstrækkelig socialistisk, og det var medvirkende til, at hun forlod landspolitik.