Grethe Philip

Grethe Philip voksede op i et hjem, hvor begge forældre havde en akademisk uddannelse. Hendes moder var en af de tidlige statsvidenskabelige kandidater, og da både Grethe Philip selv og hendes datter Bodil P. også valgte dette studium, fremhæver hun stolt og gerne denne kvindehistorisk unikke konstellation af tre generationer kvindelige økonomer. Ved giftermålet opgav moderen sit erhvervsarbejde, men brugte sit fag til bl.a. at levere statistisk materiale om kvinder til Dansk Kvindesamfund (DK).

I hjemmet blev der diskuteret samfundsforhold og politik, og Grethe Philip fik her gode forudsætninger for sit kommende arbejde som politiker. Hun blev student fra Ingwersen og Ellbrechts Skole i 1935, og i 1941 blev hun den første kvindelige cand.oecon. på det nyoprettede studiums offentlig-administrative linie. Hun giftede sig allerede i studietiden med fagfællen Kjeld P., der var ansat på Århus Universitet, hvor hun selv fuldførte sine studier. Efter at have været sekretær ved Ortopædisk Hospital i Århus 1942-45 og undervist nogle år blev hun 1951 erhvervsvejleder ved Centralarbejdsanvisningen i København Hun anlagde her både et socialt og nationaløkonomisk synspunkt på vejledningen af især unge piger. Endnu før det store boom i kvinders erhvervsarbejde pegede hun i den offentlige debat på nødvendigheden af mere uddannet kvindelig arbejdskraft. Interessen for erhvervsvejledning og uddannelse fulgte hende livet igennem. 1954-58 var hun fuldmægtig i Arbejdsmarkedskommissionens sekretariat, dernæst ansat i Arbejdsministeriet 1958-60, hvor hun var redaktør af tidsskriftet De store årgange. Senere markerede hun sig i erhvervslivet, og hun er en af de første kvinder, der er nået til tops i finansverdenen. Hun startede i repræsentantskabet for Danmarks Nationalbank 1968-71, kom derefter i den sjællandske regionalbestyrelse for Sparekassen SDS 1969-86 og blev formand 1981. I årene 1975-86 var hun tillige medlem af bestyrelsen for SDS, hvor hun blev formand 1984.

Grethe Philip og hendes mand blev begge medlemmer af Det Radikale Venstre (RV). Udslagsgivende for deres partivalg var særlig RVs ulandspolitik, den stærke opslutning til FN og kombinationen af social ansvarlighed og økonomisk realisme. Ægtefællen blev hentet ind i regeringen som handelsminister i 1957. Det skærpede hendes interesse for politisk arbejde, og 1960 stillede hun op i den svage radikale kreds i Hellerup, hvor hun blev valgt i kraft af et stort personligt stemmetal. Hun blev genvalgt den næste snes år og sad i Folketinget til 1979. Mens hendes mand først og fremmest var akademiker og hurtigt igen forlod politik, fandt hun sin rette hylde her. Som politiker tilhørte hun den saglige, fagligt funderede type, som slog igennem efter Anden Verdenskrig. Hun ville hellere gøre rede for en sag end polemisere og fægte med slagord. Hendes venlige facon og gode debatkultur gjorde hendes afholdt og respekteret, og hun opnåede en fremtrædende placering som medlem af en række betydningsfulde udvalg og kommissioner. Således kom hun allerede 1962 i Folketingets finansudvalg. Kun én anden kvinde, Alvilda Larsen, der indtrådte for Danmarks Kommunistiske Parti i de kaotiske måneder efter Befrielsen, havde tidligere været medlem af det magt- og prestigefyldte udvalg. Grethe Philip blev den første kvindelige finanslovsordfører 1962, kendt for vægtige indlæg, der både demonstrerede et stort økonomisk overblik over Danmarks situation og en pragmatisk realisme. Men hun var lige så kyndig på internationale anliggender. Da finansudvalget 1966 gennemførte en omdiskuteret rejse til danske ulandsprojekter, brugte hun den som anledning til en diskussion af, hvordan ulandsbistanden, der blev udbygget i disse år, kunne kvalificeres. Hun havde gennem sin mand, der var udsendt som økonomisk rådgiver for FN, et indgående kendskab til verdensorganisationens bistandsarbejde.

Grethe Philip var desuden medlem af den centrale socialreformkommission, der 1964-72 foretog en gennemgribende undersøgelse af sociallovgivningen. Her arbejdede hun for en forenkling af strukturen og administrationen samt for bedre uddannelse af personalet i den sociale sektor. I denne periode var der ressourcer til at gennemføre ændringer uden forringelser og til at etablere en ny arbejdsdeling mellem stat og kommuner i forbindelse med kommunalreformen 1970. Som socialpolitisk ordfører formulerede Grethe Philip en række af de problemer i og principper for forvaltningen af velfærdsstaten, der i de følgende årtier kom til at præge den politiske dagsorden, fx spørgsmålet om samfundets solidaritet med arbejdsløse, samarbejde mellem sundheds- og socialvæsen samt koordinering af støtte til børnefamilier. Hun var en af hovedforfatterne til RVs gennemarbejdede og veldokumenterede perspektivplan Problemer og løsninger 1972-76, som gav partiet et godt valg i 1971. I 1972 deltog hun i den såkaldte kulegravningsbande, hvor fem partier nåede til enighed om tre års store besparelser på finansloven, et forlig, som dog til RVs store fortrydelse gik i vasken, da Socialistisk Folkeparti sprang fra.

Som nygift var Grethe Philip blevet medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) i Århus, hvor hun var formand for ungdomskredsen 1944-46, og hun videreførte i Folketinget DKs krav om, at det enkelte individ, ikke familien, skulle være den enhed, som skat og sociale ydelser blev beregnet efter. Sammen med bl.a. den konservative Hanne Budtz rejste hun i midten af 1960’erne spørgsmålet om den gensidige forsørgelsespligt i ægteskabet. De pegede på det inkonsekvente i, at kvinders omsorgsarbejde, der i princippet var ligeværdigt med mænds erhvervsarbejde, alligevel kun udløste en ringe erstatning ved en husmoders død. Grethe Philip, der i det hele taget var imod, at man førte familie- og socialpolitik over skatten, var en del af et kvindenetværk på tværs af partierne, som efter lange kampe fik gennemført overgangen fra sambeskatning til individuel beskatning ved kildeskattens indførelse i 1970. Hun sad tillige i Kvindekommissionen 1965-74 og deltog i udvalgene om uddannelse og sociale problemer. Lovgrundlaget for kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet og den ændrede opgavefordeling mellem familie og velfærdsstat blev her udstukket. I 1970 modtog hun DKs første Mathildepris for at have rejst spørgsmålet om, hvilken stilling kvinderne ville få efter dansk indtræden i Det Europæiske Fællesskab. Hendes initiativ medførte, at der blev nedsat et embedsmandsudvalg til at undersøge sagen.

Med sine 19 år i Folketinget har Grethe Philip skrevet sig ind i rækken af store radikale kvinder som Elna Munch og Kirsten Gloerfelt-Tarp, der ligesom hun selv forenede politik og kvindesag. Som nybagt folketingsmedlem i 1960 havde hun den ligeledes nyvalgte Else-Merete Ross som kvindelig kollega i den 11 personer store radikale gruppe. Frem til 1971 var RV inde i en opgangsperiode, der kulminerede med 27 mandater, heraf seks kvinder, men derefter skrumpede partiet igen, og efter valget i 1977 sad Grethe Philip ene kvinde tilbage med fem mænd. I betragtning af hendes fremskudte position i RV og ubestridelige dygtighed var det naturligt, at statsminister Hilmar Baunsgaard tilbød hende socialministerposten i VKR-regeringen 1968-71, men hun sagde nej, fordi hun var imod partiets brud med Socialdemokratiet. I den nye generation, der kom i Folketinget efter rødstrømpeoprøret, har Lone Dybkjær tangeret Grethe Philips rekord som længst siddende radikale kvinde, men ellers ser den ud til at holde godt ind i det nye årtusind.