Frida Schmidt

Mere end nogen anden blev Frida Schmidt pioner for kvindesagen på Fyn. Hun var selve “Sjælen i Odensekredsen” i Dansk Kvindesamfund (DK), som hun var med til at oprette i 1890. Frida Schmidt blev født som nummer fire i en række af ti søskende i Middelfart, hvor faderen var by- og herredsfuldmægtig. Hjemmet var gammeldags og beskedent, men præget af litterære interesser og grundtvigsk frisind, og alle døtre fik en uddannelse.

Faderens sagførerkontor øvede tidligt en vældig tiltrækning på Frida Schmidt, og efter konfirmationen i 1864 fik hun sin egen plads på kontoret. Hun skrev efter diktat, renskrev, kopierede og gik med post. Det var på det tidspunkt helt uhørt, at en ung pige beskæftigede sig med den slags arbejde, og af befippede kunder blev hun ofte tiltalt som “Hr. Frøken”, ligesom hun måtte lide den tort ikke at kunne bevidne dokumenter. Ved disse oplevelser blev hendes harme over kvinders andenrangsstatus vakt. Gennem en broder, der studerede i Odense, stiftede hun bekendtskab med den senere kvindesagsforkæmper Ida Falbe-Hansen, og stærk inspiration hentede hun også i romaner af de norske forfattere Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen. I 1867 rejste hun til København, hvor hun uddannede sig til privatlærerinde på N. Zahles Skole. Efter en kort tid som huslærerinde i Jylland overtog hun 1873 Mathiasens Pigeskole i sin hjemby. I 1880 besluttede faderen imidlertid at flytte til Odense, og Frida Schmidt fulgte med. Hun fortsatte med at bo hos forældrene og efter deres død sammen med flere søstre.

I Odense ernærede Frida Schmidt sig ved undervisning og ved juridisk arbejde. Hendes ansøgning om at komme til at tage almindelig forberedelseseksamen blev afvist, fordi hun var kvinde. I stedet tog hun undervisning i sprog ved N. Zahles Skole, men måtte afbryde studierne ved faderens død 1887. Herefter blev hun lærerinde ved friskolen i Bjergegade, men supplerede fortsat den ringe løn med privatundervisning og udfærdigelse af juridiske dokumenter. I 1887 havde hun dristet sig til at købe et hus, og her åbnede hun og en søster i 1890 en skole, som de benævnte Eugenie Schmidts Handelsskole. De drev skolen til 1924 og havde i de 34 år over 1.200 elever. Frida Schmidt underviste i tysk, engelsk og samfundslære. Det sidste var et helt nyt fag, som hun introducerede.

I 1890 stiftedes DKs Odensekreds som den tredje provinskreds efter Århus og Ålborg, og Frida Schmidt var blandt stifterne sammen med Anna Lohse. Allerede året før havde hun været med til at oprette en lokal afdeling af Kvindevalgretsforeningen med sig selv som formand. “Jeg er Ejer af et til Skorstenen prioriteret Hus og skatter baade til Stat og Kommune,” var hendes motivering for at tilslutte sig, og med uforsonlig radikalitet gik hun de følgende år i brechen for stemmeretskravet, på et tidspunkt hvor selv DK anså kravet for urealistisk og alt for radikalt. Ved folketingsvalget 1890 var Frida Schmidt blandt de kvinder, der besteg valgtribunen for at interpellere om kandidaternes syn på kvindesagen, og som den eneste i landet nød hun den tvivlsomme ære at blive afvist af valgbestyrelsens formand. Sagen blev imidlertid taget op i Rigsdagen og den trufne afgørelse underkendt. I 1892 interpellerede Frida Schmidt igen, denne gang uden problemer. Inden for DK var hun blandt de stærkeste fortalere for, at organisationen skulle tage stemmeretskravet på programmet, og efter dannelsen af landsorganisationen 1892, hvor hun fik sæde i fællesstyrelsen, førte hun kravet frem som det første og mest afgørende punkt. På DKs første fællesmøde i Århus 1893 blev det på hendes initiativ vedtaget, at kredsene skulle have ret til hver for sig at agitere for stemmeret. Odensekredsen fik således en spydspidsfunktion i denne sag, mange år før landsorganisationen i 1906 tog stemmeretten på programmet.

Også på et andet område var Frida Schmidt med til at føre DKs Odensekreds ind på en radikal kurs, nemlig i spørgsmålet om afskaffelse af den offentligt regulerede prostitution, der eksisterede i Danmark 1874-1906. Foreningens møder om spørgsmålet vakte stor opsigt i byen, fx i 1892 hvor Anne Bruun fra Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed tordnede mod prostitutionen for 500 tilhørere. Endnu større opstandelse vakte Frida Schmidt, da hun på et møde i 1894 højt og tydeligt udtalte, at Odense byråd var “Horevært”, så længe det tillod offentlig prostitution. Efter mødet modtog hun anonyme trusler, men aktionen bar frugt, idet byrådet besluttede at afskaffe tilsynet med de prostituerede. Også på det seksuelle område ønskede Frida Schmidt ligestilling mellem kønnene, men det skulle ske på kvindernes præmisser. Som mange af sin generations kvindesagskvinder var hun nemlig overbevist om, at kvinder stod på et højere kristeligt og moralsk stade end mænd.

Frida Schmidts karriere i DK blev langvarig og legendarisk. I Odensekredsen var hun medlem af bestyrelsen fra 1890 helt til sin død i 1934. Hun bestred sekretærposten 1890-1907, var formand 1893-94, men foretrak i øvrigt at fungere som kredsens grå eminence og ideolog, altid parat til at danne sig en mening om ethvert kvindesagligt spørgsmål. 1915 udnævntes hun til kredsens æresmedlem. I DKs landsorganisation kom hun med i den første fællesstyrelse 1892 og bestred kassererposten til 1907, hvorefter hun udnævntes til æresmedlem. Frida Schmidt ydede sin største indsats i kvindebevægelsens pionertid før århundredskiftet, hvor hun med sine radikale holdninger anfægtede indgroede forestillinger om kvindens plads. Hun hævdede kvinders ret til at være sadelmagere og jordbrugere og argumenterede med usædvanlig konsekvens for kønnenes fulde ligeværdighed og ligestilling på alle samfundsområder. Beslutningen om at udelukke mænd fra foreningen i Odense betegnede et andet yderliggående initiativ fra Frida Schmidts side. Hendes stærke retfærdighedssans blev en drivkraft, der fik hende til uden tøven at overskride grænserne for, hvad man i datiden anså for sømmeligt.