Eva Sørensen

Eva Sørensen tilbragte sin barndom og tidlige ungdom i Herning, hvor hun i 1958 tog matematisk studentereksamen fra Herning Gymnasium. Allerede samme år tog hun til København for at blive elev hos maleren Mogens Andersen. Selvom hun i dag står som en af vore førende kvindelige billedhuggere, var hendes studier i begyndelsen snarere orienteret mod keramikken, og tidligt forstod hun nødvendigheden af at søge til udlandet for at afprøve sine evner. I 1959 blev hun elev på den keramiske skole Academie du Feu i Paris, hvor hun blev undervist af L. Szabo. Året efter vendte hun tilbage til Danmark og lærte drejeteknik på Holstebro Lervarefabrik, samtidig med at hun blev elev hos keramikeren Christian Poulsen i hans værksted i Lyngby. I 1961 studerede hun i Italien ved Istituto statale d’arte per la ceramica i Faenza, for endelig at afslutte med et studie- og arbejdsophold i Albisola, hvor hun specielt beskæftigede sig med terracottaskulptur. Den grundige uddannelse førte i 1960’erne til en ansættelse hos lervarefirmaet Herman A. Kähler i Næstved. Eva Sørensen markerede sig hurtigt som keramiker og modtog i 1962 førsteprisen på Festival della ceramica i Albisola. I 1964 fik hun tildelt Dansk Kunsthåndværks Årspris for, som det anførtes i begrundelsen, at have vist “noget væsentligt og nyt i sin egen fortolkning af keramikkens væsen”.

De tidlige skulpturelle lerarbejder var organiske i deres udtryk, fx fligede, opskårne former med mindelser om delvist udfoldede blade eller bristende blomsterknopper. I løbet af 1960’erne ses en tiltagende abstraktion, samtidig med at materialebrugen ændres til træ eller marmor, men det organiske udgangspunkt er stadig mærkbart i de rytmisk svungne linier. En udvikling, hvor linien i højere grad end formen får betydning for skulpturens udformning, bliver for alvor mærkbar i løbet af 1970’erne og må tilskrives Eva Sørensens flerårige ophold i Pietrasanta, det italienske centrum for billedhuggerkunst. Her opholdt hun sig i årene 1972-77 og lærte den grønne granit, som brydes i Norditalien, at kende. Kendskabet til den særegne granit fra Montorfano gav stødet til, at Eva Sørensens talent som billedhugger for alvor begyndte at udfolde sig. Fra 1977 bosatte hun sig i en længere årrække nær granitbruddet og arbejdede så godt som udelukkende i den grønne granit. Disse arbejder blev udført på stenens præmisser, dvs. stenens årer og hele karakter var bestemmende for den endelige form. Ofte synes skulpturerne at have en kultisk karakter, der er dybt forankret i det nordiske, og de indgår på en selvfølgelig og tidløs måde i omgivelserne. Denne umiddelbare sans for at lade værkerne indgå i en harmonisk helhed med det omgivende landskab eller stedets arkitektur, har gjort Eva Sørensen til en af vore mest benyttede kvindelige billedhuggere, når det drejer sig om større udsmykningsopgaver. Blandt de tidlige opgaver kan nævnes en skulptur i glasfiberarmeret polyester, udført for Statens Kunstfond i 1971 til en atriumgård ved amtsplejehjemmet i Fakse. Polyesters mulighed som skulpturmateriale havde Eva Sørensen undersøgt gennem et toårigt ophold i Sverige 1969-71. I 1974 udførte hun, ligeledes for Statens Kunstfond, en marmorskulptur til Det danske Ungdomskollegium i Flensborg og samme år træskulpturer og marmorskulpturer til Kastrupgaardskolen i Tårnby. Andre udsmykninger i 1970’erne har været udført i bronze, men fra periodens slutning dominerer Montorfanogranitten. Flere arbejder har hun udført til fødebyen Herning, bl.a. to skulpturer til Banegårdspladsen i 1979. Blandt de fineste granitarbejder må nævnes en todelt skulptur, opstillet i kunstmuseet Ordrupgaardsamlingens park 1992.

Eva Sørensens værker er karakteristiske ved linier, som hugges tre-fire centimeter ind i stenen efter den øjeblikkelige inspiration. Disse linier følger form eller brudlinier og understreges ved forskellige hugningsgrader, mens resten af stenen ofte efterlades urørt. Denne overfladebehandling får hendes skulpturer til at fremstå lige så selvfølgelige og naturgroede som fx isskurede marksten eller havslebne klippestykker. Fra sin tidligste ungdom har Eva Sørensen tegnet, og de mange særprægede frihåndstegninger uddyber forståelsen for hendes behandling af en skulpturs overflade. Tegningerne er opbygget af tætliggende streger, der følger hinanden, nu og da med mindre afvigelser. Det giver beskueren en illusion af bevægelige former i en yderst sart udformning, hvor små variationer i linieafstand giver lys- og skyggevirkninger og dermed fornemmelsen af stoflighed.

Gennem hele sit kunstnerliv har Eva Sørensen været en flittig udstiller og har bl.a. 1968-79 og igen fra 1989 været medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen. Internationalt slog hun igennem, da hun i 1978 havde en separatudstilling i Parco Sempione i Milano, hvor hun viste 16 af sine store Montorfanoskulpturer. I 1982 var hun Danmarks repræsentant på biennalen i Venedig, som den første danske kvinde efter 1948. I årenes løb har hun modtaget talrige udmærkelser og præmier. Således har hun flere gange modtaget stipendier fra Statens Kunstfond, i 1979 Eckersbergs Medaille og Tagea Brandts Rejselegat. I 1983 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond og 1992 Carl Nielsens og Anne Marie Carl Nielsens Legat. Eva Sørensen er i dag atter bosat i Pietrasanta.