Eva Koppel

Eva Koppel har i kompagniskab med sin mand arkitekt Niels K. drevet en af landets største tegnestuer. Deres arbejde, der ikke kan skilles fra hinanden, har omfattet enfamiliehuse og store offentlige kultur- og uddannelsesinstitutioner. Tegnestuens varemærke blev enkle og klare plandispositioner omsat til nøgterne former, hvad enten stilen var den danske funktionelle tradition eller den internationale modernisme. Bortset fra posten som næstformand 1951-73 i bestyrelsen for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, fra 1967 Skolen for Brugskunst, og medlemskabet af Akademiet 1972-81 har Eva Koppel ikke deltaget som offentlig opinionsdanner. Hendes virke skal ses gennem de utallige arkitekturværker, som hun har skabt sammen med ægtefællen, og som hun har modtaget en række priser og legater for, bl.a. Eckersbergs Medaille 1955, Træprisen 1960 og Naturstensprisen 1966. Eva Koppel har været kendt som et musisk og kreativt menneske og en dygtig administrator.

Eva Koppel voksede op i Odense i et velhavermiljø, hvor faderen var bankdirektør. I 1934 blev hun student fra Odense Katedralskole. Fra hun var ganske lille, interesserede hun sig for arkitektur, bygninger og huse, og hun ønskede at blive arkitekt, selvom ingen i familien inspirerede hende til det. Faderen syntes, det var vanvid og brødløst, og han fik hende overtalt til at læse matematik på Københavns Universitet. Under nogle forelæsninger på Polyteknisk Læreanstalt mødte hun Nils K., der læste til ingeniør, og sammen søgte de ind på Arkitektskolen i 1935. Året efter blev de gift. I studietiden tog parret til Finland og søgte ind på A. Aaltos tegnestue i Helsingfors, hvor de arbejdede 1938-39. Eva Koppel fik sit første barn i 1940 og tog afgang året efter. 1940-42 arbejdede hun hos arkitekt Bent Helweg-Møller. Samtidig deltog hun med ægtefællen i konkurrencer, og i 1942 byggede de sammen med arkitekt Bent Karlby to enfamiliehuse i Jægersborg og flyttede selv ind i det ene. Husene blev opført i enkle former og konstruktioner i traditionel byggeskik. Under Anden Verdenskrig flygtede den jødiske familie til Sverige, hvor parret i Stockholm 1943-45 igen arbejdede på Aaltos tegnestue. I den svenske konkurrence Hem i Sverige 1945 om villatyper indleverede Eva Koppel sit eget projekt, der blev indkøbt.

Efter krigen fik Eva Koppel og hendes mand deres andet barn, og de oprettede egen tegnestue i hjemmet 1946. For familie og venner opførte de flere enfamiliehuse, bl.a. for svigerfaderen, tidligere chefredaktør på Politiken Valdemar K. For svogeren, billedhugger og designer Henning K, opførtes et hus i Birkerød. Senere byggede de andre huse, bl.a. det raffinerede hus på Strandøre 6, der blev præmieret af Københavns kommune. De små opgaver gav parret en langsom tegnestuestart, hvor de fik god tid til at lære faget i praksis fra bunden. Righoldige erfaringer fik de også gennem mange udstillingsopgaver af Efterkrigstidens nye varegrupper. Samtidig designede de tapeter for Dahls Tapetfabrik, kunstindustrielle genstande for Kay Bojesen, ure og belysningsarmaturer for Louis Poulsen samt udformede en del møbler.

Tegnestuens første store opgave var Søllerød Park 1954-58, som de havde fået overdraget via familieforbindelser. Bebyggelsen var oprindelig tænkt opført som enfamiliehuse, men de fik i stedet trumfet en bebyggelse igennem med lave længehuse, der bevarede det naturskønne område. Bebyggelsen er siden blevet en af de helt store boligklassikere med dens velorganiserede bebyggelsesplan, boligplanerne og det smukke ydre. I konkurrencen om et kulturcenter i Gladsakse, der omfattende folkeskole, gymnasium, teater, bibliotek og biograf blev bygninger med forskellige funktioner sammenkædet i et ensartet arkitektonisk sprog og i en rytmisk og klar bebyggelsesplan 1953-58. Begge byggerier står i et vadested mellem traditionen og det industrielle byggeri. Langt mere radikal og nyskabende blev Langeliniepavillonen 1954-58, hvor restauranten blev udformet som en glaskasse, der svævede over gående og kørende trafik, og med en formidabel udsigt over sundet. Med en arkitektonisk markering som denne var parret med til at introducere den internationale modernisme herhjemme. Opgaverne betød et skridt fremad mod de endnu større udfordringer, som fulgte med ægtefællens udnævnelse til kgl. bygningsinspektør 1957-84, hvor han blev tilsynsførende med mange offentlige bygninger.

Opførelsen af H.C. Ørsted Instituttet 1958-64 blev en af de første store offentlige opgaver inden for undervisningssektoren. Anlægget forekommer tidløst og utvungent, og selvom det er stort, er det venligt i interiørerne. Her findes maleren Carl-Henning Pedersens første mosaik, et eksempel på Eva Koppels og hendes mands livslange interesse for integration af kunst i arkitekturen. Det var en interesse, der fik fuldt afløb i udformningen af Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der opførtes på en bar mark i Lundtofte 1958-75. Det vældige byggeprojekt, der opførtes for Polyteknisk Læreanstalt, krævede en stram systematisering af bygningsvoluminerne. Det treetagers standardhus blev opført i jernbeton med brystningsbånd i gule sten og vinduesbånd i sort træværk. En stor bred allé understregede byggeriets klassiske kvaliteter. Den meget roste landskabelige bearbejdning af terrænet blev foretaget af landskabsarkitekterne Edith og Ole Nørgård. Udflytningen af det lægevidenskabelige fakultets forskellige institutioner blev til Panum Instituttet på Blegdamsvej 1966-86, der blev udformet som et langt kamhus ud mod den trafikerede Tagensvej. Byggeriet er opført i et næsten brutalt formsprog, hvor konstruktioner og installationer synliggøres med stor ærlighed. I modsætning til bl.a. DTU, der er opført som kvalitetsbyggeri, blev Københavns Universitet på Amager 1972-79 opført som almindeligt standardbyggeri, fordi udflytningen skulle være midlertidig. Den efterfølgende kritik af arkitekturen og af indeklimaet skal ses i lyset af en vanskelig tilblivelsesproces. Et tilsvarende kompromis repræsenterede ombygningen af Det Kgl. Teater 1983-85, hvor nyt og gammelt mødtes. Kontroversielle og frimodige beslutninger som nedrivningen af den gamle monumentaltrappe under ombygningen af Statens Museum for Kunst 1966-70 medførte også både protester og ros.

I en række mindre byggerier ses en mere raffineret bearbejdning af detaljer og proportioner. Et af de mest vellykkede eksempler er tilbygningen til Martin Nyrops Landsarkiv for Sjælland 1965-67, hvor magasinbygningen er opført som en lukket sarkofag med skrånende skiferbeklædte vægge. Samme form for minimalistisk sanselighed og rigdom i knapheden kom til udtryk i den toetagers Universitetets Arktiske Station 1965-66, hvor Eva Koppel var på Grønland for at skaffe sten til bygningens tilbagetrukne sokkel. Direktoratet for Toldvæsenet 1975-79 markerer sig ved fagdeling, vinduesformater og en høj sokkeletage. Væksthuset i Botanisk Have 1980-82 er genopbygget med stor respekt for det eksisterende i aluminium og støbejern, og restaureringen af det tidligere Zoologisk Museum 1985 med ombygning til kontorer for Københavns Universitets centraladministration reetablerede den smukke museumshal midt i bygningen. Et af tegnestuens sidste værker er Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek 1988-89. Tegnestuen blev drevet sammen med Gert Edstrand og Poul Erik Thyrring 1968-79 og Gert Edstrand 1979-86.