Esther Møller

Esther Møller voksede op i en husmandsfamilie på Fyn og var den ældste af ni søskende. Selv har hun kaldt sin barndom for de magiske år, en tid, der fik afgørende betydning for resten af livet. Arbejdsomhed og en åben interesse for omverdenen var centrale værdier i familien, og trods små kår fik alle børnene gode uddannelser. Begge forældre havde oplevelser og erfaringer fra en periode som emigranter i Amerika. Særlig faderen var initiativrig og havde en eksperimenterende indstilling til tilværelsen. I løbet af sit 15-årige ophold i Amerika opnåede han stor succes som bestyrer af et andelsmejeri i Minnesota. Det var en lærerinde i landsbyskolen, der med økonomisk bistand sikrede, at Esther Møller som den første fra landsbyen i 1928 kunne blive student fra Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Samme år begyndte hun på lægestudiet ved Københavns Universitet. De første studieår blev finansieret af små legater og lån, men efter første del blev hun i 1932 tildelt legatet Det store Kommunitet samt en friplads på Kvinderegensen, der var oprettet samme år. Som husmandsdatter måtte hun først i gymnasiet og siden på lægestudiet lære andre adfærdsnormer og omgangsformer at kende, og her fik årene på Kvinderegensen sammen med andre kvindelige studenter med forskellig social baggrund og livsindstilling en stor betydning. Mange af disse kvinder blev senere kendte foregangskvinder i det danske samfund. I 1935 blev hun færdig som læge, og efter en alsidig hospitalsuddannelse blev hun i 1941 først sygekasselæge og samme år en af de første kvindelige kommunelæger i Danmark. Dette job bestred hun til 1962. Indtil 1983 virkede hun som praktiserende læge i Københavns indre by.

Esther Møllers lægegerning blev præget af hendes stærke sociale indsigt og engagement og førte til arbejde ved optagelseshjem, børneplejestationer, børnehaver, plejehjem og i 1954 til et ophold i Grønland under en mæslingeepidemi. I 1942 havde hun giftet sig med lægen Povl M., og i årene 1945-49 fik de tre børn. Gennem store anstrengelser lykkedes det at forene den aktive lægegerning med moder- og hustrurollen, som ikke kun omgivelserne, men også Esther Møller selv havde et traditionelt syn på. Hun blev dog medlem af den første bestyrelse for Danske Kvindelige Lægers Klub 1946 og gav bl.a. i dette regi vejledning i brug af prævention. Men med hendes egne ord gik hun “ikke ind for ungdomsoprøret i 1968 og kvindebevægelsen i 1970’erne”, og hun var med sin religiøse baggrund også i udgangspunktet at finde på modstandersiden i debatten om fri abort. Men som diskussionen udviklede sig, og med abortlovens vedtagelse i 1973, ændrede hun opfattelse, ligesom hun erkendte, at opbruddet i 1970’erne på mange måder havde været nødvendigt.

Esther Møller nærede en levende interesse for unge menneskers livsvilkår og uddannelse. Som medlem af Kvindelige Akademikere begyndte hun i 1950 at give erhvervsvejledning til unge piger fra gymnasier i Storkbh., og nogle år senere var hun foregangskvinde med indførelse af en følordning, hvor læge- og psykologistuderende samt sygeplejeelever kom i praktik hos praktiserende læger. Med sin social-medicinske forståelse af lægegerningen fandt hun det vigtigt at bibringe de studerende forståelse for, hvilken indflydelse patienternes sociale baggrund og livssituation havde på deres sundhedstilstand og samtidig give et indtryk af, hvor vidt forgrenet en praktiserende læges arbejde er. Selv nåede hun at have over hundrede studerende som føl i sin praksis. Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen belønnede hende i 1966 for denne pionerindsats, og desuden udnævntes hun i 1974 til lektor i almen medicin ved Københavns Universitet.

Esther Møllers mangeårige kontakt med ældre patienter og hendes undersøgelse 1974 af ældres vilkår i Selvhjulpne, positive, tilfredse gamle, født i forrige århundrede, publiceret i Ugeskrift for Læger 1975-76, førte til et stærkt engagement i arbejdet for at ændre samfundets opfattelse af alderdom. Med slagordet “gamle er unge, der er blevet ældre” søgte hun i en omfattende foredrags- og skribentvirksomhed at fremme en forståelse for, at alderdom ikke er nogen sygdom, og at gamle mennesker er lige så forskellige som unge. I forlængelse af hendes syn på lægegerningen i almindelighed var hun fortaler for, at også de gamle bør hjælpes på egne betingelser og bringes til at udnytte egne ressourcer. 1979-82 var hun medlem af Ældrekommissionen. For dette arbejde har hun modtaget en række priser og legater, bl.a. Ældreprisen 1988. I 1982 udgav hun Alderdom er ingen brøde, i 1995 Vil du være med?, en bog om fælles aktiviteter for børn og gamle, og i 1996 sine erindringer De magiske år. Gennem et halvt århundrede har mange nydt godt af gæstfriheden i Esther Møllers hjem i Nørregade 18. Her, i lægegerningen og i sit mangesidige virke, har hun fået kontakt med alle de forskellige mennesker, som har nydt hendes interesse.

Aggi Kjær (red.): Kvindelige læger ser på sundhed og sygdom, 1998. Kirstine Borum (red.): I Nielsines fodspor, 1984. Jyllands-Posten 18. juli 1998. Århus Stiftstidende 6. september 1992. Weekendavisen 20. august 1976.