Ester Boserup

Ester Boserup var den første kvindelige danske økonom med en international forskerkarriere. Som forfatter til indflydelsesrige bøger om de fattige landes muligheder for udvikling understregede hun særlig kvinders betydning for udviklingsprocessen. Hun blev født i et borgerligt miljø på Frbg. Allerede i gymnasietiden blev hun optaget af marxistiske samfundsteorier og deltog i venstreintellektuelle mødeaktiviteter. Her mødte hun Mogens B., som hun giftede sig med i 1931, og med hvem hun delte et tæt interesse- og arbejdsfællesskab indtil hans død i 1978. I 1929 blev hun student fra Falkonergårdens Gymnasium og begyndte ligesom Mogens B. at studere økonomi ved Københavns Universitet. I studietiden arbejdede hun sideløbende med at udgive venstreorienterede tidsskrifter, der debatterede samfundsmæssige og kulturelle forhold. 1931-32 var hun redaktør af den skandinaviske udgave af tidsskriftet Monde, fra 1932 Plan. Ægteparret deltog også i udgivelsen af Clarté, de socialistiske studenters blad. I forfatteren Hans Scherfigs bog Idealister, 1945, optræder et venstreintellektuelt søskendepar, der udgiver en studenteravis, en åbenlys karikatur af Ester Boserup og hendes mand.

Efter at Ester Boserup i 1935 var blevet cand.polit., fortsatte hun med at skrive artikler. Hun var en af de første danske økonomer, der fik øjnene op for den engelske økonom J.M. Keynes’ tanker, og som så en sammenhæng mellem hans banebrydende bog fra 1936 General Theory of Employment, Interest and Money og marxistisk økonomi. Hun påpegede, at for begge økonomiske teorier var det svigtende efterspørgsel snarere end for høje lønninger, der blev set som årsag til arbejdsløshed. I 1936 blev hun ansat ved Nationalbankens valutakontor, senere Direktoratet for Vareforsyning, hvor hun i 1942 blev udnævnt til kontorchef. Den økonomiske krise i 1930’erne samt Anden Verdenskrig betød mange reguleringer af den danske økonomi, og som embedsmand medvirkede hun i administrationen af reglerne. I 1947 blev hun sammen med sin mand ansat ved FNs Economic Commission for Europe, hvor de under ledelse af den svenske nationaløkonom G. Myrdal udarbejdede rapporter om de europæiske landes økonomiske situation. På kontoret i Genève arbejdede hun sammen med en række fremtrædende økonomer, bl.a. flere senere Nobelprismodtagere, og fik derigennem kontakter til den internationale økonomiske forskerverden, et netværk, som danske økonomer senere fik glæde af. Efter ti år i Genève flyttede ægteparret i 1957 til Indien, stadig med Myrdal som chef. Her arbejdede de indtil 1959 på Myrdals trebinds værk Asian Drama, 1968, hvortil Ester Boserup bidrog med kapitlerne om landbrugets arbejdskraft og landbrugspolitik. I 1960 vendte de tilbage til Danmark og slog sig ned i Charlottenlund, og hjemmet blev rammen om mange møder mellem danske og udenlandske økonomer. 1964-65 opholdt de sig i Senegal.

Ansættelsen i Indien var Ester Boserups sidste faste stilling, og hun levede siden som selvstændig økonomisk forsker for danske og internationale institutioner. Hun var således formand for Socialforskningsrådets landbrugsudvalg 1966-68 og for forskningsrådet ved Institut for Udviklingsforskning 1969-72. I 1970 var hun medlem af den danske FN-delegation, 1973-75 af Planlægningsrådet for Forskningen og 1975 af den danske delegation til kvindekonferencen i Mexico. 1978-80 var hun medlem af bestyrelsen for Centralinstituttet for Nordisk Asienforskning. I internationale sammenhæng deltog hun i ledelsen af ekspertgrupper tilknyttet FNs fødevareorganisation FAO og Verdensbanken, således som næstformand for FAOs ekspertgruppe i Spanien 1965-66. Hun var formand for International Social Science Council’s forskningsprojekt vedrørende udviklingsbistand 1966-69 og medlem af FNs ekspertkomité for udviklingsplanlægning 1972-80, af FNs forsknings- og uddannelsesinstitut for kvinder 1979-85 og af EFs rådgivende komité for udviklingspolitik 1982-85.

I Asien havde Ester Boserup fået øjnene op for kvinders afgørende indflydelse på udviklingsprocessen, og det blev herefter et af de væsentligste emner i hendes forskning og forfattervirksomhed. I 1965 skrev hun The Conditions of Agricultural Growth, der fik international anerkendelse og blev oversat til spansk, fransk, svensk og japansk. Den beskriver udviklingsprocesser i det primitive landbrug hen mod en stadig mere intensiv udnyttelse af jorden. Ester Boserup argumenterede her for, at denne proces drives af befolkningsudviklingen, og hun anså således befolkningsvækst for at være en gunstig faktor for økonomisk vækst, mens overbefolkning ikke blev set som et globalt problem. 1970 udkom Woman’s Role in Economic Development, der også blev oversat til en række sprog, og som 1974 kom på dansk under titlen Kvinde i u-land. Bogen beskriver kvindernes rolle i landbruget. Fra at have været et område domineret af kvinder blev landbruget af de europæiske kolonisatorer overdraget til mænd, hvilket medførte en forringelse af kvinders selvstændighed og økonomiske status. I 1981 fulgte værket Population and Technological Change, der understregede samspillet mellem befolkningsvækst og teknologi.

I 1969 modtog Ester Boserup som den første kvinde Rosenkjær-Prisen af Danmarks Radio for sin forskning og evne til at formidle denne til en større kreds, og 1978 fik hun Tagea Brandts Rejselegat. Hendes indsats inden for udviklingsforskning gav hende tre gange æresdoktorgrader, først ved landbohøjskolen i Wageningen, Holland, 1978, så ved Københavns Universitet 1979 og endelig ved Brown University, Rhode Island, USA, 1985. I 1989 blev hun medlem af det amerikanske videnskabsakademi. Ester Boserup boede efter ægtefællens død i Nevedone, Schweiz. Kort før sin død i 1999 udgav hun den lille bog My Professional Life and Publications 1929-1998, der mere har karakter af en bibliografi end af en egentlig biografi.