Faktaboks

Else Kai Sass
Født
6. januar 1912, København
Død
16. december 1987, København
Arbejdsliv
Akademiker, forsker, museumsinspektør og professor
Familie

Forældre: kontorist Valdemar Bjernede (født 1885) og Karen Margrethe Brasen (1878-1921).

Gift 14. marts 1934 (b.v.) med maler Kai Louis S., født 1. oktober 1898 i København, død 17. august 1957 i Hillerød, s. af skibsreder Christian S. og Harriet Mary Helland.

Børn: Lotte (1934), Pernille (1938), Karsten (1941).

Else Kai Sass begyndte efter sin studentereksamen i 1930 fra Rysensteen Gymnasium at læse kunsthistorie ved Københavns Universitet. Hendes uddannelse blev et langstrakt forløb præget af afbrydelser og ægteskab, rejser og aktiv faglig virksomhed. I 1934 giftede hun sig med maleren Kai S., der gav hende et lykkeligt familieliv med tre børn. Han blev indtil sin død en central støtte i hendes tilværelse og fik tillige en vis faglig betydning. I 1937 genoptog hun efter et flerårigt ophold i Rom og Paris sine kunststudier og fik samtidig en tilknytning til Thorvaldsens Museum, der skulle vise sig at blive langvarig. I perioden 1939-42 var hun tillige anmelder ved Nationaltidende, hvor hun bl.a. trak på sine erfaringer fra den tætte omgang med det parisiske kunstnermiljø. I 1940 blev et arbejde om maleren Abraham Wuchters portrætter, hvor hun skabte overblik over et ukendt materiale, belønnet med accessit, og to år efter delvist publiceret i Kunstmuseets Aarsskrift under titlen Bidrag til en Karakteristik af Abraham Wuchters Alderdomsværk.

Skønt Else Kai Sass' ambitioner overvejende var af faglig art, kom hun i stigende grad til at indtage en kønspolitisk position inden for et helt mandsdomineret fagområde. Det kom bl.a. til at spille en vis rolle, at hun i 1944 som den første kvinde tog magistergraden i kunsthistorie. Hun ansattes herefter i 1945 som museumsinspektør ved Thorvaldsens Museum. Til gengæld var der tale om en bemærkelsesværdig forbigåelse, da hun i 1948 ikke kom på tale til docenturet i kunsthistorie ved Kunstakademiet. I 1954 blev hun imidlertid udnævnt til en nyoprettet stilling som professor i kunsthistorie ved Århus Universitet, og dermed indledte hun det, der skulle blive hendes livsgerning. Ved udnævnelsen blev Else Kai Sass ikke bare den første kvindelige professor i kunsthistorie, men også den tredje kvindelige professor i Danmark i det hele taget, efter at historikeren Astrid Friis var blevet udnævnt 1946 og Dora Sigurdsson var blevet professor i sang 1952. I de følgende knap 25 år fornyede Else Kai Sass universitetsundervisningen i faget og førte de to universitetsinstitutter i Århus og i København op på et tidssvarende internationalt niveau. Hun fik dermed central betydning for udviklingen af dansk kunsthistorie som moderne videnskabelig disciplin. I Århus skabte hun et velfungerende institut, og i forening med den alvor, hvormed hun betragtede lærergerningen, hvor hensynet til de studerende stod i første række, lykkedes det at skabe et aktivt videnskabeligt miljø.

Til den nye professorstilling var desuden knyttet en forpligtelse til at varetage Århus Museums kunstafdeling. Her blev Else Kai Sass den første faguddannede leder af samlingen, og med sin lange museumserfaring skabte hun i løbet af kort tid grundlaget for Århus Kunstmuseum som et af landets mest betydningsfulde museer. Hun lagde bl.a. en moderne indkøbslinie og planlagde et helt nyt museum, der siden opførtes med C.F. Møller som arkitekt. Da hun i 1961 blev medlem af Ny Carlsbergfondets direktion, måtte hun opgive arbejdet med museet, der blev videreført af andre. Hun havde dog stedse berøring med museumsverdenen, da hun med det nye hverv, som hun bestred frem til 1982, også havde sæde i bestyrelsen for Ny Carlsberg Glyptotek. Før sin ansættelse havde hun i artikler og oversigtsværker godtgjort stor bredde og lærdom. Ansættelsen i Århus afbrød imidlertid et årelangt arbejde med et stort anlagt oeuvrekatalog over Thorvaldsens portrætbuster. Hun færdiggjorde trebindsværket 1963-65, der placerede sig monumentalt i Thorvaldsenlitteraturen og høstede så stor anerkendelse, at det fuldt ud erstattede den disputats, hun selv savnede i professorgerningen.

Da Christian Elling i 1967 fratrådte sit professorat i København, stod fakultetet her i en situation, der kun syntes at kunne løses ved at kalde Else Kai Sass til stillingen. Hun modtog udfordringen, og for anden gang begyndte hun nu fra grunden at opbygge et moderne universitetsinstitut. Den 11-årige periode, hun virkede i København, faldt sammen med en voldsom ekspansion af faget med betydelige strukturelle ændringer, bl.a. i forbindelse med indførelsen af bifaget, stærk vækst i studentertallet og den nye styrelseslov. I den årrække, hun bestred professoratet, blev hun et samlende formidlende midtpunkt for den kunsthistoriske videnskab, og hun sørgede for at knytte højt kvalificerede eksterne lærerkræfter til instituttet. I 1970 tog hun initiativ til udgivelsen af tidsskriftet HAFNIA.Copenhagen Papers in the History of Art. Som dansk repræsentant i Comité International d’Histoire de l’Art (CIHA) søgte hun i disse år tilsvarende aktivt at styrke kontakten mellem danske og udenlandske fagkredse. Hun stod i 1976 som vært for CIHAs 7. internationale kollokvium i København og blev i 1979 æresmedlem af foreningen. Desuden havde hun en række tillidsposter, bl.a. som bestyrelsesmedlem for Det Danske Institut i Rom 1967-79, som medlem af Videnskabernes Selskab fra 1975 og af Kungliga Vitterhets, Historie och Antikvitets Akademien i Stockholm fra 1978.

På trods af at Else Kai Sass ikke i egentlig forstand blev skoledannende, satte hun dog et stærkt præg på kunsthistoriefaget. Både som lærer og forsker lå hendes betydning i hendes store evne til at videregive en almengyldig videnskabelig standard. Med sine museumsmæssige forudsætninger var målet med hendes egen forskning i vidt omfang snævert værktolkende, arkæologisk i sin stringens og ikonografisk i den kontekstuelle bredde. Hendes grundige forelæsningsforberedelser udmøntede sig ofte i afhandlinger, fx Studier i Christiern II’s ikonografi, 1970, Comments on Rembrandt’s Passion Paintings and Constantijn Huyghen’s Iconography, 1971, Pilate and the Title for Christ’s Cross in Medieaval Representations of Golgatha, 1972, The Wise Men from the East, 1976, og afslutningsvis bogen Lykkens tempel, 1986. Else Kai Sass modtog en lang række legater og hædersbevisninger, bl.a. Robert Hirschsprungs Mindelegat 1944 og Tagea Brandts Rejselegat 1954.

Beskrivelser og portrætter af Else Kai Sass

  • Tegn. fra 1971 af Otto Christensen. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Videnskabernes Selskab: Oversigt 1988-89.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig