Ellen Reumert

Ellen Reumerts fader, der var sognepræst i Skelby på Sjælland, var 61 år gammel, da hun blev født. Hendes moder var betydeligt yngre, og Ellen Reumert har i sine erindringer To lykkelige Hjem, 1919, fortalt om den strenge fader, som ikke yndede støj og munterhed i hjemmet, og om moderen, som ved snildhed og godt humør søgte at bløde strengheden op. Også broderen Hans Kaarsberg har skildret hjemmet i sine Memoirer, 1921. Ellen Reumert gik ikke i skole, men blev undervist hjemme, og hun savnede meget jævnaldrende venner. Et lyspunkt var sommerferierne, når hendes ældre brødre, deres venner og andre slægtninge kom på besøg. Efter faderens død flyttede familien til København, hvor Ellen Reumert tog musikundervisning. Det lykkedes hende også at komme på Musikkonservatoriet, først som betalende elev, senere fik hun friplads. Her modtog hun stærke indtryk af bl.a. Niels W. Gade. Efter uddannelsestiden underviste hun selv i musik og blev en efterspurgt klaverpædagog.

Ellen Reumert blev i 1890 gift med sin fætter Alexander R., der var inspektør på Carlsberg. Selvom hun nu skulle føre et stort hus med mange gæster, bl.a. kom den unge skuespiller og slægtning Poul R. hyppigt på besøg, fortsatte hun gennem nogle år med at give musikundervisning, men holdt inde, da hendes forfatterskab begyndte at tage fart. Opmuntret af bl.a. Sophus Schandorph havde hun skrevet, fra hun var ganske ung, og havde også fået udgivet nogle småting under pseudonymet Knud Hagen. I 1892 udkom en samling Novelletter. Senere valgte hun at udsende sine bøger under sit eget navn. Hendes mand tjente gode penge, men hverken hun eller han forstod at holde hus med dem, så det, hun tjente på sit forfatterskab, var med til at holde hjemmet og humøret oppe. Efter ægtefællens pludselige død var hun en tid lang ude af stand til at arbejde, men efterhånden kom både evnen og humøret tilbage.

Ellen Reumert var en meget flittig skribent; hun udsendte mere end 40 bøger med fortællinger for både børn og voksne samt skrev og fik opført flere skuespil. Som børnebogsforfatter opnåede hun at blive meget læst, mens hendes succes som voksenforfatter var knap så stor. Af hendes bøger for voksne kan nævnes Klitrose, 1899, Franchezza, 1904, Glad Ungdom, 1911, Kærlighed, 1914, Jonna, 1921 og Fernanda Hansen, 1928. Af børnebøgerne kan fremhæves Karen, 1896, I Fritiden, 1901, Tante Lotte, 1911, Julegaven, 1913, En god Kammerat, 1925, Den lykkelige Kælder, 1927, og Plejesønnen, 1934. Nogle af disse blev illustreret af Louis Moe.

Ellen Reumert skrev desuden en række skue- og syngespil, der havde held til at blive antaget, bl.a. Tvillinger, der i 1904 blev opført på Folketeatret, og Sofaen, der opførtes samme sted i 1913. Casino antog hendes stykke Aflad, 1908, på Det Ny Teater vistes Firkløveret, 1912, og på Blancheteatret i Stockholm Jul i 1916. I et samarbejde med forfatteren Harald Bergstedt fik hun i 1927 også opført spillet Synge-Jens, der dog blev en eklatant fiasko. Hun besad selv et scenisk talent, især var hun god til at fremstille landlige typer, og sammen med sangeren Jacob Saxtorph-Mikkelsen rejste hun rundt i landet og opførte småstykker fyldt med situationskomik, stykker som fandt et taknemmeligt publikum. En medårsag til succesen var hendes talent for at tale sjællandsk, det eneste “Fremmedsprog”, hun for alvor mestrede, udtalte hun selv.

Foruden To lykkelige Hjem, hvori hun ud over barndomstiden også skildrer sit og ægtemandens hjem på Carlsberg, udsendte Ellen Reumert i 1932 Mit Hjem paa Nørrevold. Her fortæller hun om sit liv efter ægtefællens død, om forholdet til datteren og om sine rejser, og bl.a. skildringen af samarbejdet med Bergstedt viser et menneske med megen humor og lune.