Ellen Nørregaard

Faktaboks

Ellen Nørregaard
Født
3. juli 1882, Hjørring
Død
23. november 1952, Frederiksberg
Arbejdsliv
Forstander, politibetjent og sygeplejerske
Familie

Forældre: købmand Christian Henrik Nielsen (1848-1905) og Anna Elise Møller (1854-1927).

Gift 8. juni 1921 med kaptajn Charles Albert N., født 6. januar 1877 i England. Ægteskabet opløst 1926.

Artikelstart

Ellen Nørregaard, der var købmandsdatter fra Hjørring, indledte 1905 sin uddannelse til sygeplejerske i København ved Frederiks Hospital og Dronning Louises Børnehospital. Efter endt uddannelse arbejdede hun ved Frederiks Hospital, fra 1910 Rigshospitalet, og senere ernærede hun sig ved at drive egen blomsterforretning. Under indtryk af en engelsk kvindelig politibetjents foredrag i Studenterforeningen 1920 rejste hun til London for at videreuddanne sig og få indblik i politimæssigt velfærdsarbejde over for kvinder. Her blev hun optaget på King’s College og på den kvindelige politiskole. Sidstnævnte sted fik hun som den første udlænding lov til at aflægge eksamen, og hun fik praktiske erfaringer med patruljetjeneste og inspektion i den britiske hovedstads mere berygtede og kriminelle kvarterer. Hjemvendt blev hun en overgang ansat ved det kbh.ske sædelighedspoliti. På dette tidspunkt var kvinder i politiet endnu noget nyt herhjemme, idet den første kvinde var blevet ansat som betjent 1911, bl.a. efter årelangt pres fra Dansk Kvindesamfund. I 1921 giftede hun sig med den britiskfødte kaptajn Charles Albert N., men blev allerede separeret året efter. Ægteskabet opløstes definitivt i 1926, og det blev i kølvandet på det fejlslagne og barnløse ægteskab, at hun kanaliserede sin energi ind i oprettelsen af Danske Kvinders Velfærd (DKV), stiftet 1925. I denne selvejende institution, der blev Ellen Nørregaards livsværk, fortsatte hendes samarbejde med politiet og andre offentlige instanser og institutioner, ikke mindst hospitaler og kvindefængsler. DKV, som hun blev daglig leder af, kom til at repræsentere et fremstød for professionaliseringen af det frivillige velgørenhedsarbejde på et kristeligt-socialt grundlag.

Spiren til DKV blev lagt 1922 af Esther Broch, der var forretningsfører for KFUKs (Kristelig Forening for Unge Kvinder) hovedafdeling i København Under navnet KFUKs Velfærdsarbejde etablerede Broch et samarbejde med Ellen Nørregaard, der blev ansat som foreningens sekretær. Aktiviteterne blev for omfattende til, at hovedforeningen kunne magte dem i længden, ligesom de lå udenfor, hvad KFUK hidtil havde beskæftiget sig med. I 1925 blev DKV derfor udskilt, men gennem årene bevaredes en nær kontakt til KFUK, bl.a. gennem Gerda Mundts bestyrelsesmedlemskab. Formand blev den socialt interesserede biskop Harald Ostenfeld, fra 1935 biskop H. Fuglsang-Damgaard. I starten holdt institutionen til i Skindergade 24, men i 1925 opkøbte Ellen Nørregaard som formand for et aktieselskab og med DKV som lejer den røde ejendom i Kronprinsessegade 4, hvor arbejdsfeltet og brugergruppen gradvist blev udvidet. Der blev etableret et midlertidigt gæstehjem for vanskeligt stillede kvinder og et statsanerkendt optagelseshjem for såkaldt vildfarne unge kvinder. DKVs kendte banegårdsarbejde videreførte en værneaktivitet fra KFUK, der i sin tid var introduceret af Edel Liisberg. Dets særlige sigte var at sørge for, at tilrejsende kvinder fra provinsen og udlandet blev modtaget på hovedbanegården af en DKV-repræsentant, som kunne beskytte dem mod storbyens farer og hjælpe dem med at finde arbejde og logi. Et rådgivningskontor, som ydede brugere juridisk bistand, blev oprettet, siden også en døgnvagt for kvinder og børn, der ofte blev henvist af politiet på grund af alkoholskadede mænd i familien. Desuden fik Ellen Nørregaard introduceret fast undervisning af kvindelige fanger i Vestre Fængsel for at øge deres mulighed for at finde arbejde efter løsladelse. I optagelseshjemmet, der havde plads til ca. 30 unge beboere, indgik bl.a. undervisning i husligt arbejde, gymnastik og maskinskrivning. Der blev lagt vægt på at betone og styrke familieorienteringen og -tilknytningen hos disse unge brugere under offentlig forsorg. En lille klinik for behandling af kønssygdomme blev fra sidst i 1920’erne føjet til optagelseshjemmets virksomhed. Det skete, efter at Ellen Nørregaard sammen med sin medarbejder Manon Lüttichau 1924 havde været på studierejse til Hamburg for bl.a. at studere bordeller. I samarbejde med Lüttichau og hospitalspræst Axel Garboe udviklede hun i 1920’erne en socialhjælpertjeneste, der først rettede sig mod Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, senere også andre hovedstadshospitaler. Sigtet var at rådgive kvinder under og efter hospitalsophold. Aktiviteten, der hørte ind under DKVs patienthjælp, repræsenterede i kimform den senere autoriserede socialrådgiveruddannelse.

Institutionen i Kronprinsessegade husede i en årrække også Ellen Nørregaard og flere af de lønnede medarbejdere i samme lejlighed. Pionerindsatsen satte med tiden spor i den manio-depressivt disponerede Ellen Nørregaard, der blev nedkørt og i flere perioder måtte hospitalsindlægges. I 1933 måtte hun overlade den daglige ledelse til Lüttichau, der senere blev Den Sociale Højskoles første chef, og i 1937 afviklede hun sit ansvar for optagelseshjemmet. DKV modtog et vist offentligt tilskud, men det overflødiggjorde ikke, at Ellen Nørregaard måtte rejse penge ved at agitere rundt om i landet. Lüttichau erindrede, at hun kunne tale til folk, så “hun fik dem alle sammen til at græde og være fortvivlede, og dagen efter var det så lykkeligt, at de sendte os mange, mange penge”.

Ellen Nørregaard var interesseret i afholdssagen og var fra 1925 medlem af Blaa Kors og Det hvide Baand. DKV blev i 1920’erne medlem af Danske Kvinders Nationalråd, og Ellen Nørregaard sad ca. 1922-38 i nationalrådets emigrantudvalg. Fra 1940 repræsenterede hun DKV i Danske Kvinders Samfundstjeneste (DKS), lanceret på Kirsten Gloerfelt-Tarps initiativ få uger efter den tyske okkupation af Danmark. I dette stort anlagte nødhjælpsarbejde iværksat af kvindeorganisationer, der i alt repræsenterede omkring 100.000 danske kvinder, synes Ellen Nørregaard at have indtaget en tilbagetrukken rolle som medlem af DKSs præsidium. I løbet af 1940’erne afviklede hun sit mangeårige lederskab af DKV, der 1945 flyttede til Nikolai Plads 32. Ellen Nørregaard boede i sine senere leveår sammen med DKVs mangeårige forretningsfører Edele Krieger Paulsen.

Hilda Rømer Christensen: Mellem backfische og pæne piger, 1995. Manon Lüttichau: Det sociale hospitalsarbejde, 1987. Poul Møller (red.): Med Lis Møller hjemme hos, 1984. Manon Lüttichau: Non Sum 1900-1982, 1982. Kvinden og Samfundet 12/1923.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig