Eli Møller

Faktaboks

Eli Møller
Eline (Eli) Møller
Født
9. december 1863, Sejling sogn
Død
21. maj 1941, København
Arbejdsliv
Læge, speciallæge, doktor, forsker, akademiker, kvindesagsforkæmper og lærer
Familie

Forældre: sognepræst, højskolelærer Frederik Otto Ditlev M. (1814-92) og Jutta Kunigunde Bojsen (kvindesagsforkæmper Jutta Bojsen-Møller, 1837-1927).

Gift 5. juni 1913 med overlæge Alfred Theodor Helsted, født 1. januar 1870 i København, død 22. februar 1940 samme sted, s. af skomagermester Niels Peter H. og Elisabeth Beate Weber.

Eli Møller stammede fra en traditionsrig grundtvigiansk præsteslægt og voksede op i den midtjyske landsby Sejling, hvor faderen var sognepræst. Da hun var 11 år, flyttede den børnerige familie til Sjælland. I modsætning til sine brødre måtte hun selv finansiere sin uddannelse, og hun tog først privatlærerindeeksamen fra N. Zahles Kursus. 1884-86 fungerede hun som lærerinde på Vældegaards Kvindeskole i Gentofte, alt imens hun forberedte sig til studentereksamen, som hun i 1887 bestod som privatist. Efter nok et par år som skolelærerinde indlogerede hun sig med sine seks brødre i en lejlighed i det indre København, og i 1889 blev hun efter nogen modstand fra sin fader immatrikuleret på medicinstudiet ved Københavns Universitet. I 1895 tog hun kandidateksamen som den tiende i rækken af kvindelige læger i Danmark.

Eli Møllers faglige interesser rettede sig fra starten mod gynækologi og obstetrik, og kort efter århundredskiftet offentliggjorde hun et større videnskabeligt arbejde om en alternativ fødestilling, det walcherske hængeleje. Efter nogle års rotation mellem forskellige kbh.ske hospitaler fik hun i 1902 ansættelse ved Fødselsstiftelsen i Amaliegade. Hun var her underordnet Leopold Meyer, som sammen med legendariske Thorkild Rovsing blev den unge kandidats vigtigste faglige mentor. Meyer opildnede hende til fortsat videnskabelig virksomhed, og i 1906 blev hun Danmarkshistoriens første kvindelige dr.med. på disputatsen Partus præmaturus artificialis ved mekanisk Misforhold, der handlede om vanskelige fødsler fremkaldt før tiden. Disputatsen tog udgangspunkt i 80 velbeskrevne sygehistorier og afspejlede en grundighed, som var karakteristisk. Arbejdet blev modtaget pænt af den samlede lægepresse og åbnede vejen for videre gynækologisk-obstetrisk uddannelse, skønt Eli Møller straks efter forsvaret blev forbigået som reservelæge ved Fødselsstiftelsen. I stedet udnævntes hun i 1907 til reservekirurg hos Rovsing på Frederiks Hospital og fulgte siden med, da afdelingen i 1910 flyttede til det nye Rigshospitalet på Nørre Fælled. Eli Møller betragtede årene på kirurgisk afdeling C som nogle af karrierens lykkeligste og mest lærerige. Kort efter ansættelsens udløb i 1910 overtog hun ledelsen af en privat klinik for kvindesygdomme og fødselshjælp på Hauser Plads. I modsætning til den første kvindelige læge Nielsine Nielsen, der havde ønsket specialuddannelse i kvindesygdomme, men ikke kunnet få de nødvendige kandidatstillinger, lykkedes det dermed Eli Møller at nå sit mål.

Eli Møller giftede sig i 1913 med den seks år yngre gynækologkollega Alfred Helsted, og da han i 1927 udnævntes til overlæge ved Amtssygehuset i Gentofte, flyttede parret til embedsboligen her. Eli Møller afhændede nu gradvist sin praksis i indre by og modtog i stedet patienter hjemme. Hun var knap 50 år ved brylluppet, og skønt ægteskabet naturligt nok forblev barnløst, formede det sig til gengæld som et berigende fagligt parløb. I 1922 skrev ægtefællerne afsnittet Sygdomme i de kvindelige Kønsorganer i Lærebog i Kirurgi, den første bog af sin art med kvindelig medforfatter.

I smuk kontinuitet med sin navnkundige moder Jutta Bojsen-Møller nærede Eli Møller hele sit liv en brændende interesse for sine medsøstres vilkår, ikke blot medicinsk, men også i et langt videre kønspolitisk perspektiv. I 1921 startede hun sin mangeårige seksualoplysende virksomhed i Dansk Kvindesamfunds (DK) regi. Fra midten af 1920’erne forestod hun en række forelæsninger om moderskab og kvindelig seksualhygiejne, dels for universitetsstuderende, dels for unge piger ved Københavns kommunes fortsættelseskurser. Hun så med stor skepsis på seksuel løsagtighed og overdrevet frisind kønnene imellem. Alligevel mente hun pragmatisk, at målet måtte hellige midlet, og at indsigt i basale kønslige spørgsmål var en forudsætning for ungdommens selvbeherskelse og ansvarlighed. “Man maa forstaa den Tid, man lever i,” udtalte hun i et interview, og skønt hun på mange måder inkarnerede 1800-tallets restriktive seksualmoral, og fx var yderst kritisk over for udlevering af prævention til ugifte, blev hun alligevel en forsigtig forløber for 1930’ernes mere radikale seksualreformbevægelse. Hun havde mod til at sætte kønslivet på dagsordenen i en bornert tid og var på det punkt en vigtig inspirator for en ny generation af yngre kvindelige læger, herunder Dida Dederding og Johanne Næser, som i mangt og meget overtog hendes grundlæggende syn på køn og seksualitet.

I sin moders fodspor engagerede Eli Møller sig i DK, i hvis fællesstyrelse hun sad 1928-33. Eli Møller, der i sin studietid havde savnet en bolig for kvindelige studerende, blev primus motor i arbejdet for at få oprettet det første kvindekollegium i Danmark. I 1929 startede hun en landsindsamling, og på trods af nogen modvilje i universitetskredse kunne Kvinderegensen på Amager Boulevard indvies i 1932 med dronning Alexandrine som protektrice. Eli Møller var en selvskreven formand for kollegiets første eforat og modtog i 1932 Fortjenstmedaljen i guld for sit initiativ. Skønt Kvinderegensen utvivlsomt var hendes hjertebarn, formåede hun samtidig at finde tid til flere filantropiske foreninger til gavn for socialt ilde stedte kvinder. Hun beklædte endvidere en række faglige tillidshverv, bl.a. i Københavns Lægeforening og som medlem af Foreningen til Kønssygdommenes Bekæmpelse. Politisk set var hun borgerlig og i en årrække medlem af Den liberale Venstreforening. I 1934 blev hun tildelt Tagea Brandts Rejselegat.

Eli Møller blev af mange opfattet som noget kantet og egenrådig, men frem for alt efterlod hun billedet af en ildsjæl, hvis lægelige autoritet og rundhåndede sociale engagement på smukkeste vis gik hånd i hånd. Skønt hun aldrig selv fik børn, var hun bestandigt omgivet af sine mange nevøer og niecer og blev efter moderens død i 1927 familiens ubestridte samlingsfigur. Umiddelbart efter sin 70-årsdag i 1933 blev hun ramt af flere alvorlige hjerneblødninger, som til sidst gjorde hende fuldstændig afhængig af ægtefællens kærlige pleje. De sidste år var formørkede og satte med grum ironi hendes foretagsomme og engagerede liv i relief. Ved hendes begravelse stod kvinderegensianere vagt ved hendes kiste.

Beskrivelser og portrætter af Eli Møller

  • Tegn. fra 1910 af Alfred Schmidt. Mal. fra 1915 af P. Mønsted. Mal. fra 1934 af Mary E. Havning. Foto på Medicinsk-Hist. Mus., Det Kgl. Bibliotek.
  • Marianne Alenius (red.): Clios døtre gennem hundrede år, 1994. Inge Lise Pedersen (red.): Kvinderegensen gennem 60 år, 1992. Kirstine Borum (red.): I Nielsines fodspor, 1984. Gads danske Magasin 1930, s. 510-18. Politiken 22. maj 1941.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig