Faktaboks

Dorothea
Født
10. november 1520
Død
31. maj 1580, Neumarkt, Pfalz
Familie

Forældre: kong Christian 2. (1481-1559) og Elisabeth af Østrig (1501-26).

Gift 16. september 1535 med kurfyrst Friedrich 2. af Pfalz, født 9. december 1482 på Winzingen, Pfalz, død 26. februar 1556 i Alzey, Pfalz, s. af kurfyrst Philip af Pfalz og Margrethe af Bayern-Landshut.

Titel
Kurfyrstinde

Kun to år gammel var Dorothea sammen med sine søskende med på forældrenes flugt fra Danmark til Nederlandene. Efter dronning Elisabeths tidlige død og Christian 2.s afrejse til Norge 1531 og efterfølgende tilfangetagelse var hun i praksis forældreløs, og det blev derfor i høj grad først grandtanten Margrethe og siden mosteren Maria, begge regentinder i Nederlandene, der kom til at opdrage børnene. Ved deres hof i Bruxelles måtte man udadtil holde fast ved det katolske, men både regentinde Maria og det fordrevne danske kongepar havde lutherske sympatier, der synes at være gået videre til Dorothea.

På det fyrstelige ægteskabsmarked var Dorothea og søsteren Christine to noget usikre lodder i spillet om Danmark. Da deres eneste broder, den 14-årige prins Hans, døde i 1532, og kong Frederik 1. døde det følgende år, fik deres slægtninge, habsburgerne, travlt med at få de to piger gift med mænd, der kunne være prætendenter til den danske trone. Til Dorothea valgte de den da 51-årige ungkarl pfalzgrev Friedrich, guvernør i Oberpfalz, som hun 14 år gammel blev gift med i 1535. Valget af Christian 3. til dansk konge i 1536 ødelagde de umiddelbare forhåbninger. Fra deres lille hof i Neumarkt mellem Nürnberg og Regensburg søgte Friedrich og Dorothea ikke desto mindre i de følgende år fortsat at hævde kravet på den danske trone. Dorotheas morbroder kejser Karl 5. støttede dem i princippet, men satte ikke magt bag, og i 1544 sluttede han fred med Danmark uden hensyn til Friedrich og Dorothea. Da Friedrich samme år arvede kurfyrstendømmet Pfalz, lagde han derfor mere afstand til habsburgerne, og året efter gik han over til protestantismen. Dorothea skiftede også tro, og det er muligt, at hun har haft lutherske sympatier fra sin barndom og har påvirket ægtefællen. Ægteskabet var barnløst, så ved Friedrichs død 1556 gik kurfyrsteværdigheden først til en nevø og siden til en fjern slægtning. Dorothea vendte tilbage til Neumarkt, som hun havde fået som livgeding (enkegods). Her førte hun et ødselt hus. Hun opretholdt stadig tætte forbindelser med sine habsburgske slægtninge, men som barnløs enke var hun blevet politisk uinteressant. På trods af såvel habsburgerne som den nye strengt calvinistisk orienterede kurfyrste af Pfalz fastholdt hun den lutherske tro.

Beskrivelser og portrætter af Dorothea

  • Mal. fra ca. 1522 af Jan Gossaert van Mabuse på Fr.borgmus.
  • Zeitschrift für die Geschichte des Oberrheins, N.F. XXXVI, 1921, og XLIV, 1930. Mitteilungen des historischen Vereins der Pfalz, bd. 55, 1957. Kunstmuseets Årsskrift, 1937.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig