Ditte Cederstrand

Ditte Cederstrand voksede op i Hellerup. Efter realeksamen tog hun 1933 højere handelsskoleeksamen fra Niels Brocks Handelsskole og havde de følgende år arbejde som sekretær og firmakorrespondent. I 1937 giftede hun sig med en tysk præst og flyttede året efter til Dresden og senere til Leipzig. Under indtryk af nazismens hærgen og krigen i det hele taget vendte hun i 1944 tilbage til Danmark med sine to børn. Hun blev skilt fra sin ægtefælle, der var blevet i Tyskland, og begyndte igen at arbejde som sekretær. I 1946 flyttede Ditte Cederstrand sammen med forfatteren Harald Herdal, der blev hendes anden ægtefælle. Gennem ham kom hun i kontakt med kommunistiske miljøer og forfattere som Martin Andersen Nexø, Hans Scherfig og Hans Kirk. Kontakten førte til, at hun meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Hun engagerede sig også i Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, der officielt henvendte sig til alle kvinder uanset politisk overbevisning og bl.a. havde fredspolitiske formål. Reelt var forbundet, der var stiftet i 1948, dog nært forbundet med DKP. I 1950 blev hun ekskluderet af partiet, formentlig på grund af den forbindelse, hun og hendes mand havde til den oppositionelle kommunist, lægen Georg Moltved.

Ditte Cederstrand havde i 1946 fået offentliggjort en novelle i tidsskriftet Vild Hvede, og ønskede allerede da en karriere som fuldtidsforfatter. I første omgang blev det til en lille rejsebog om det daværende Østtyskland, som hun i 1951 udgav sammen med sin ægtefælle. Et par år senere kom hendes romantrilogi Jubilæumsugen, Kompromis og Perspektiv, 1953-55, som trak på hendes egne erfaringer, dels oplevelserne i Tyskland, dels hendes arbejdsliv herhjemme i forskellige handelsfirmaer. Trilogien, der fik fællestitlen Den hellige alliance, har et stort handelshus som centrum og skildrer dets relationer til Tyskland og forbindelserne mellem de to ejerklaner. Deres liv kontrasteres med kontorfolkenes liv i firmaet. Ditte Cederstrand, der i 1958 var blevet separeret fra Herdal, havde svært ved at ernære sin familie som forfatter og måtte indtil 1972 leve af forskelligt lærerarbejde, først ved Horserød Statsfængsel, siden i Tanzania og sluttelig på Roskilde Højskole. Alligevel fik hun udgivet flere romaner i denne periode. I 1960 udkom Livet det rige, der to år efter blev fulgt op af Over sukkenes bro. Især i disse to bøger spiller de specifikke kvindeerfaringer afgørende ind. De foregår i 1700-tallets Sverige og har en adelskvindes udvikling som tema. Romanerne adskiller sig ved deres historiske regi fra den første trilogi, men har også klassemodsætninger som en vigtig tematik. De politiske aspekter er dog mere tilbagetrukne her end i hendes øvrige forfatterskab, og hun karakteriserede senere selv dobbeltromanen som en “romantisk kærlighedshistorie”, hun havde skrevet for at komme ind på markedet igen. 1967 udsendte hun romanen Bagerbørn, en tidlig skildring af indvandrerne som Europas nye proletariat.

Gennembruddet kom i 1974, da Ditte Cederstrand udsendte første bind af den stort anlagte romanserie De uspurgtes historie. Den handler om arbejdernes historie siden århundredskiftet i såvel Sverige, Danmark som Tyskland og er skrevet som en slægtssaga, der følger en skånsk arbejderfamilie og dens efterkommere. Serien omfatter En københavnsk familie, 1974, Tillidsmanden, 1975, Hvor har du hjemme – proletar?, 1976, Soldat – i hvilken hær?, 1978, Det skal vi huske dem, 1979, Som det gik, 1981, og På vej –, trods alt, 1982. Indimellem udgav hun novellesamlingen Årringe, 1977, og i 1984 udsendte hun sine erindringer Første etape. Forfatterskabet hører i sin anden fase sammen med 1970’ernes arbejderlitteratur, men står i sin helhed i gæld til Mellemkrigstidens sociale realisme. Ditte Cederstrand så sig selv som en socialistisk og realistisk forfatter, der skrev historisk funderede romaner. I modsætning til flere af periodens andre kvindelige forfattere spiller den personlige udvikling ingen fremtrædende rolle i hendes romaner. Det var især de sociale omstændigheder, hvorunder mennesker lever, som optog hende, parret med omstændighedernes særlige historiske formning. Hun brugte således altid historisk research som baggrund for sine romaner.

Selvom Ditte Cederstrand tidligt blev ekskluderet af DKP, vedblev hun at opfatte sig som kommunist og var fra 1975 med i Socialistisk Kulturfront, ligesom hun deltog i forfatterværksteder og i seminarer om arbejderlitteratur. I 1979 skrev hun dramaet Revolutionens ørn om den polsk- tyske revolutionære Rosa Luxemburg. Især med sin romanserie blev hun en alment læst forfatter, og hun høstede også anerkendelse for sine værker. Fra og med 1979 fik hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og samme år modtog hun Martin Andersen Nexø-Prisen. Senere fulgte bl.a. Thit Jensens Forfatterlegat 1982 og Kollegernes Ærespris 1983.