Christine (kong Hans' dronning)

Som mange fyrstelige kvinder i samtiden blev Christines liv opdelt i barndom som prinsesse, ungdom og voksenliv som dronning og alderdom som enkedronning. Christine var usædvanlig ved, at hun skabte sig et selvstændigt liv som kunstmæcen og som støtte for reformatorer inden for den senmiddelalderlige kirkes rammer, allerede mens hun var gift. I praksis ophørte hendes ægteskab ni år, før hendes mand døde, da han svigtede både som ægtemand og som hersker.Alt tyder på, at Christine de første 22 år af sit ægteskab havde som det eneste mål at udfylde rollen som dronning, hustru og moder. Hun fik tre børn ifølge samtidige kilder, men senere kilder angiver, at hun måske har født yderligere tre sønner, to, der døde som små, og en, der afskrev sine kongelige rettigheder for at blive munk. Kong Hans, hendes ægtemand, stræbte som sin fader og dennes forgængere efter at styrke unionen mellem de tre nordiske lande med sig selv som unionskonge. Hun har utvivlsomt støttet hans ambitioner. Der gik imidlertid over et år, fra hendes svigerfader Christian 1. døde, til parret 1483 blev kronet til konge og dronning af Danmark og Norge, og først efter den svenske modstand mod den danske dominans var overvundet, kunne kroningen i Sverige finde sted. Hans blev kronet i 1497, mens Christine måtte vente til 1499, før hun kronedes i Uppsala. Hun var i Sverige igen det følgende år og drog i 1501 på sin tredje Sverigesrejse, der blev et vendepunkt i hendes liv. I hendes følge var en ung adelsdame Edel Jernskæg, som kongen forelskede sig i og åbenlyst kurtiserede. Da han senere på året tog tilbage til Danmark, fulgte Edel med, mens Christine blev på Stockholm Slot med en garnison på 1.000 mand.Kort efter gjorde svenskerne atter oprør og belejrede slottet. I ni måneder ledede Christine forsvaret, og hun har senere beskrevet, hvordan hun så sine mænd lide af skørbug for så at bukke under for sulten og fjendens pile, mens de forgæves spejdede efter den af kongen lovede forstærkning. I maj 1502 gav hun op, umiddelbart før den danske flåde endelig ankom. Kun omkring 70 mand var da i live. Christines trængsler fortsatte endnu en tid. Hun blev de næste 18 måneder holdt fangen som gidsel af svenskerne, indtil kong Hans havde indgået forlig med dem i efteråret 1503. Efter knap tre år var hun tilbage i København I den mellemliggende tid havde kongen muntret sig med Edel og sendt sin og Christines eneste datter Elisabeth til Brandenburg for at blive gift. Christine drog på pilgrimsrejse til Nordtyskland i 1504 og besøgte også sin datter. Ved hjemkomsten slog hun sig ned på Næsbyhoved Slot ved Odense sammen med sin yngste søn Frans. Hun levede nu adskilt fra kong Hans af de indtægter, hun fik fra sit livgeding (morgengavegods). Regnskaberne for nogle af de år, hun havde sit eget hof, er bevaret og viser, at hun forstod at økonomisere med sine penge, så hun gavmildt kunne støtte samtidens kunst, litteratur og musik inden for de rammer, Senmiddelalderens samfund satte for en dybt troende, men også kritisk katolik.Christine fulgte i sin svigermoder dronning Dorotheas spor og støttede de gejstlige, der var i gang med at stramme op og reformere kirken og klostrene. Franciskanerordenen, gråbrødrene, og dens kvindelige modstykke clarisserordenen havde hendes særlige bevågenhed. Hun grundlagde to clarisserklostre og skænkede dem og andre clarisser- og gråbrødreklostre penge og udstyr til deres kirker. Hun holdt af musik og belønnede altid sangere og organister i de kirker, hvor hun overværede messe. Også verdslige musikere modtog pengegaver fra hende som den kvinde, der ifølge regnskaberne “spillede på gige (lut) for min naadige frue ved min frues maaltid i hendes herberg i Sternberg”. Hun udsmykkede det hus, hun erhvervede i Odense til sin byresidens, med malerier og købte både religiøse billeder og verdslige portrætter. Hendes hovedindsats på det kunstneriske område var det storslåede gravmonument over sin nærmeste familie, som hun skabte i Gråbrødrekirke i Odense. Selvom Christine var så skuffet over sin ægtefælles bedrag, at hun levede adskilt fra ham, ville hun forene familien efter døden. Da kong Hans døde i 1513, brød hun en hundredårig tradition for at gravlægge den kgl. familie i Roskilde Domkirke. Hun fik kongen begravet i Odense i Gråbrødrekirkes kor sammen med Frans, der var død 1511, under et epitafium med relief af parret og sønnen. Hun blev selv begravet ved siden af dem i 1521, og i 1559 blev den ældste søn kong Christian 2., som hun ellers ikke havde haft et særlig godt forhold til, gravlagt med forældrene og broderen i det rum, der i 1628 blev udråbt til at være enestående i Europa med altertavle, epitafier, mindestene og 64 korstole med våbenskjolde for hendes og kong Hans’ forfædre og formødre. Den store altertavle med forgyldte figurer, bl.a. af de mange helgener og af Jomfru Maria, der især dyrkedes i tiden, regnes for at være et af dansk Senmiddelalders største kunstværker, skabt af den tyskfødte kunstner Claus Berg, som Christine hentede til Odense omkring 1504.Dette fysiske udtryk for Christines tro og for hendes opfattelse af den ideale familie bestod indtil 1806. Da blev kirken revet ned, og altertavlen, gravene og epitafiet flyttet til Skt. Knuds Kirke. De øvrige værker, der blev købt eller bestilt til Christine, er forsvundne, og kun regnskaberne vidner om en kvinde, der forstod at bruge sine indtægter og sin stilling til at skabe et selvstændigt liv, i hvilket religion og kunst gik op i en højere enhed, da hendes rolle som hustru var endt.