Catharine Stolberg

Catharine Stolberg, der også kaldtes Kätchen, voksede fra sit femte år op i Danmark, dels i København og dels på Hørsholm Slot, hvor faderen var hofchef hos enkedronning Sophie Magdalene. Hjemmet, hvor der blev født 12 børn, var fuldstændig tysk præget og et af centrene for det tyske kulturelle miljø i hovedstaden med digteren Friedrich Klopstock som centralskikkelse og med en stærk hældning mod en pietistisk farvet kristendom. Forældrene tog levende del i børnenes opvækst, og Catharine Stolberg blev uden regelmæssig undervisning meget belæst på flere sprog i lighed med brødrene, digterne Christian S. og Frederik Leopold S. I 1774 indtrådte hun som stiftsdame på Vallø, der blev det faste udgangspunkt for et omfattende rejseliv med lange ophold hos slægt og venner. 1783-84 var hun med ægteparret Fritz og Julie Reventlow i Italien.

Catharine Stolberg var levende engageret i sin tids tyske litteratur og åndsliv, førte en omfattende brevveksling og udviste i det hele taget en rastløs optagethed af begivenheder og personer, hun kom i berøring med, hvad der ikke sjældent førte til sammenstød med familiemedlemmer og bekendtskabskredsen. Hun var litterært begavet, forfattede mange utrykte digte og offentliggjorde skuespillet Moses, 1788, der viser Klopstocks indflydelse, og de to følsomme fortællinger Rosalia og Emma, der er skrevet i den engelske digter E. Youngs maner. 55 år gammel mødte hun på godset Emkendorf den 14 år ældre tidligere diplomat G.F.E. Schönborn, med hvem hun indledte et ægteskabslignende forhold, der varede til hans død i 1817. Sammen med broderen Frederik Leopold S. konverterede hun i 1802 til katolicismen, men vendte siden atter tilbage til den protestantiske tro. Catharine Stolberg repræsenterer i udpræget, næsten ekstrem, grad den aristokratiske salonkulturs kvindetype, og hendes livsforløb demonstrerer på samme tid dens muligheder og desuden de grænser, som konventioner og standsforskelle betød.