Caroline Ebbesen

Caroline Ebbesen er en særegen person i dansk kunstliv. Hun havde en overvældende omfangsrig produktion i løbet af sine kunstnerisk aktive år fra midten af 1880’erne, hvor hun blev indlagt på Skt. Hans Hospital, og til sin død i 1936. I samtiden blev hendes udtryk dog ikke anerkendt ud over en meget snæver kreds. Hun kan siges at tilhøre en gruppe kunstnere, hvis frembringelser er blevet kaldt l’art brut. Udtrykket er opfundet af den franske maler og billedhugger J. Dubuffet og betegner oprindelige udtryksformer, dvs. børnetegninger og folkekunst fra såkaldt primitive folkeslag og ikke mindst kunst udført af sindslidende. Caroline Ebbesen blev født ind i en borgerlig håndværkerfamilie som den anden datter af en islandsk guldsmedesvend og hans danske kone. Familien flyttede en del og gennemlevede skiftende kår. Faderen døde tidligt, moderen giftede sig igen, og hverdagen var en stadig kamp for overlevelse og position. Caroline Ebbesen var lidt svagelig og gik øjensynlig ikke på noget tidspunkt aktivt ind i familiens arbejde. Hendes kunst nåede først til udfoldelse, da hendes sindslidelse brød ud i midten af 1880’erne. På det tidspunkt var to af hendes tre søskende døde, moderen var blevet enke for anden gang og havde sammen med datteren Regine E. etableret en dentistvirksomhed.

Caroline Ebbesen blev første gang indlagt som 32-årig på Kommunehospitalet. Efter at have været udskrevet i omkring et år blev hun i 1886 indlagt på Skt. Hans Hospital. Her tilbragte hun resten af sit liv, kun afbrudt af længerevarende ophold hos moderen de første år. I journalerne fra de tidlige år kan man registrere en voldsom splittelse mellem en indre og en ydre verden, mellem en stærk erotisk drift og et underdanigt forhold til et selvopfundet hierarki af præster, mytologiske figurer og nogle af de troende, hun kendte fra sin jævnlige kirkegang. Gennem mange år udførte hun en del af sine kunstneriske arbejder i tekstil, men hun udtrykte sig lige så gerne ved at skrive, tegne og male samt gennem spontant arbejde med stumper af papir, karton og stof, ofte i kombination. I flere af de bøger og artikler, der senere er skrevet om Caroline Ebbesen, er der givet forskellige bud på, hvordan hendes komplicerede univers skal fortolkes. Men det er aldrig lykkedes at skabe en tolkningsmæssig helhed omkring hendes værker, dertil er de mange tusinde arbejder for komplekse og indforståede. Skønt vanskeligt tilgængelige rummer de enkelte værker imidlertid stor skønhed, og mange af teksterne er poetiske i deres snørklede rytmer og selvkomponerede kalligrafi. Overdådigheden af detaljer giver plads til gisninger om, hvad denne kvinde har villet fortælle med sine små papirlapper, næsten ulæselige inskriptioner, tegninger, broderier og applikationer. Stadig arbejdede hun med nye projekter til trods for, at hospitalet i årene 1912-13 nedlagde forbud mod, at hun beskæftigede sig med sin kunst. Men Caroline Ebbesen fortsatte med at producere og iscenesætte sig selv, snart som en inkarnation af jomfru Maria eller Maria Magdalene, snart som indbildt gravid eller den baby, der aldrig fik sin moders fulde opmærksomhed.

Caroline Ebbesens rige indre liv, tilsyneladende uforståeligt for omgivelserne, medførte en kunstnerisk produktion, der både kan ses som et ubevidst, men rendyrket udtryk for modernistisk kunst og som et opgør med det kvindesyn, der er blevet praktiseret med hård hånd i behandlersystemet. Den lange indlæggelse var en nødvendighed for hende for så vidt, som der uden for hospitalets mure hverken var plads til Caroline Ebbesen eller hendes kunstneriske udtryk. I 1970 blev der afholdt en udstilling af hendes værker på museet ved Skt. Hans Hospital. Udstillingen, der vakte en overraskende stor interesse, medførte, at flere læger, psykologer og kunstnere fik øjnene op for hendes talent og lyst til at dykke ned i hendes forunderlige verden af dobbelttydige tekster, naive figurer og repeterende billedsprog. I 1987 udkom et udvalg af hendes tekster i bogen Caroline Ebbesen 1852-1936.